Primo januar ville jeg lave en aftale om at gå ud og drikke et par bajere med en god ven. Vi snakkede frem og tilbage og endte med at finde en dato medio februar der passede os begge. Noget overrasket og lettere frustreret spurgte jeg om hvornår i al verden vi havde fået så travlt, at vi måtte planlægge 5-6 uger frem i tiden for et par timers hyggeligt samvær på en almindelig hverdagsaften. Hans lakoniske svar lød noget i retningen af: Siden vi blev voksne - vi har bare så svært ved at se det i øjnene.
I nat forsøgte jeg at skrive en ansøgning til en stilling som jeg er blevet opfordret til at søge. Den er blevet ikke-skrevet i de sidste 14 dage, og således også i nat, hvor jeg bare fik mere og mere ondt i maven og henad klokken 04 hastede på toilettet for at lette presset fra min forkrampede mavesæk. Mens jeg stod og mærkede efter om der var mere som skulle kastes op, faldt det mig ind, at det job der, det ville virkelig gøre mine forældre stolte om jeg fik det.
Jeg kan sagtens forstille mig i det job, jeg kan sagtens have lyst til at bestride det, og jeg kan sagtens drømme om de muligheder det vil give. Men jeg har faktisk slet ikke lyst til det i øjeblikket. I nat opdagede jeg at den primære, omend hidtil ubevidste, årsag til at attrå den stilling var at gøre mine forældre stolte.
Det er muligt at vi har har svært acceptere at vi er blevet voksne, men hold da helt op hvor kan det være lige så svært, at se i øjnene at man altid, altid, altid vil være sine forældres barn.
4 comments:
Du har ret. Det er ikke for børn at blive voksen.
Nej - og der er ikke rigtig noget at gøre ved det *suk*
Tænk så på den stakkels statsminister -- han skal da kikke 5-6 MÅNEDER frem i kalenderen for at finde en ledig halvtime. (Hvis han nu overhovedet drikker øl sammen med nogen, den kontrolfreak.)
Du har ret, jeg har ikke så travlt som statsministeren. Men jeg kan nu altså heller ikke forestille mig ham på et værtshus.
Post a Comment