Jul i blogland 4 december

Det er jo ikke fordi jeg ikke holder af lysene. Kongens Nytorv er en fryd at skue. Særligt efter D'angleterre har skiftet sidste års corny kaminildstema ud med et knap så smagløst karruseltema. Magasins outline af bygningen er eventyrlig. Selv franskmændene i det Thott'ske Palæ har sat lys i vinduerne. Det havde de jo faktisk ikke behøvet.

Det er heller ikke fordi jeg ikke forgriber mig på brunkager, pebernødder og vanillekranse. Eller holder af duften af kanel, gran og appelsinskaller. Eller gerne vil klippe klistre og drikke glögg og spise æbleskiver. Eller bryder mig om at finde og købe den helt rigtige gave. Eller nyder lyden af salmerne og julesangene. Det er ikke fordi jeg ikke gerne vil hygge mig med mennesker jeg holder af. Det er ikke fordi at de stålsatte traditioner irriterer mig så overmåde meget. Det er ikke fordi jeg har noget imod jul.

Der er bare det ved det, at december er en umulig måned.

December er så kort. Det er som om det først er når klokken slår midnat til den 1. december at det går op for folk at året næsten er omme. Kunne det eventuelt ikke have været forudset - bare så'n midt i november? Det er som om det skal blive jul inden alle de deadlines der knytter sig til årsskiftet antager alvorlig skikkelse for folk. Der er dobbelt så meget arbejde, og halvt så mange dage at udføre det i. Ikke alene holdes der lukket den 24. Der er også den 25. og den 26. Folk vil også gerne gå tidligt, eller komme sent, for at jule den til afslutning i daginstitutioner. De vil gerne afspadsere i dagene efter skolernes ferie starter. Og i tiden mellem jul og nytår ligger kontorerne mørke og forladte hen.

December er studentens svøbe. Semesterlivet slår så hårdt. Oktobermåneds off-hand eksamenstilmelding langer ud efter én, med de formelle krav man dengang letsindigt rystede af sig i tanken om at der var lang, lang tid til de skulle indfries. Det er i december at man finder ud af at det, på trods af adskillige års gang på universitetet, igen er lykkedes én at glemme en forholdsvis enkel, men dog betydningsbærende, papirmæssig procedure. Det er i december man opdager at man faktisk overhovedet ikke forstod septembers forelæsninger, og at resten af årets undervisning fik dybde af de tekster og at man virkelig er ude hvor man ikke kan bunde.

December er selskabelighedens måned. Og vil alle ikke nødig sætte sig udenfor fællesskabet? Det ér bare sjovere at have været der, end at høre om det. Og indtil sommerfesten er det julefrokosten der tegner referencerammen for de sociale interaktioner som gør det lidt skæggere at arbejde sammen med kollegaerne. Det er der man får mulighed for at få sin opfattelse af folk nuanceret, at opdyrke relationer med mennesker som man ellers ikke plejer omgang med. Og det er bare sværere at gøre på apolli-fucking-naris når der står snaps ved kuverterne.

December er så mørk! Jeg skal SOVE så meget mere end resten af året for bare at hænge sådan nogenlunde sammen. Og så bliver tiden så kort, så kort. Endnu kortere. Og imellem arbejdspresset, læsepresset, og selskabelighedspresset bliver juleriet bare endnu et pres med sine fordringer om tvangshygge og tvungholden af traditioner.

Det er derfor at jeg holder så meget af lysene. Det er derfor at julemånedens aller-allerbedste dag er den 21. december. Med et suk holder jeg lysfest i lettelse over at det da ikke bliver værre nu.


5 december hos Mie