Kontortid

Hvis jeg kan nå at drikke 3 kopper kaffe og gøre mig super sharp på lækkerfronten, inden jeg kører på arbejde - så har jeg klart været for tidligt oppe!

Kasse 1

Der er alt for mange ting der er diffuse i mit liv lige nu. Ting som angår mig. Som er vigtige for mig. Som er betydende for mig. Men som jeg ikke kan styre. Som jeg ikke kan kontrollere. Som jeg ikke har den ringeste indflydelse på.

Var det bare en enkelt ting der var uafklaret kunne jeg nok håndtere det. Men lige nu er der lidt for mange. På lidt for mange forskellige satelitter af det der på én gang ligger uden for min egen eksistens men alligevel udgør selve det fundament og den struktur som jeg lever og finder mig i.

Det er sådan det er at være menneske, jeg ved det godt. Det er et hverdagsligt liv, hvor jeg er dybt afhængig af folk og omstændigheder omkring mig. Jeg er ikke alene, - hvis jeg var kunne det være lige meget. Det er de relationer jeg indgår i som gør det hele værd. Og jeg kan sagtens teoretisere over det. Jeg kan egentlig godt analysere, perspektivere, diskutere og forstå. Og det er også vigtigt at kunne skille skidt fra kanel, at kende sin besøgelsestid. At kunne skelne mellem mig og dem og det og noget.

Og når det så er sagt står der alligevel kun én erfaring tilbage. At det gør ondt. At mange af de ting som jeg definerer mig i mod og med og på trods af og fordi og i mellem er... ikke. De er slørede, flydende og ubestemte. Jeg kan bare vente på at de løser sig, på den ene eller anden måde. At det går til levesiden. Eller det modsatte.

Og jeg er ved at gå til af ikke at kunne gøre fra eller til. Jeg bliver vanvittig af ikke at kunne fikse. Alting kan jo fikses, ikke?! Måske ikke præcis som man havde forestillet sig, men alting kan fikses! Come on - med lidt samarbejde kan vi nok få det til at funke, ikke?

Men ikke her, ikke denne gang, ikke med dette, disse ting. For det er ikke op til mig. Det er ikke min beslutning. Der er ingen aktion, ingen handling mulig. Jeg kan ikke handle - og ikke spilde. For når der handles, der spildes. Den slags spild kan jeg håndtere - for så valgte jeg jo. Hvis jeg vælger kan jeg bære omkostningen.

Jeg ville ønske at jeg kunne vaske mine hænder af det. Hele. Jeg ville ønske at jeg kunne skride. Pakke sammen og forlade. Gå. Forsvinde og drukne mig i nu et andet sted. Og faktisk så kan jeg. Ingen tvivl - jeg kunne pakke sammen og gå. Sikkert endda få støtte, hjælp og velsignelse til det.
Men det er ikke sådan det skal være. Det ved jeg også. Der er omkostninger ved livet - og måske særligt det hverdagslige. Og jeg må bare betale. Betale. Selvom det gør ondt og mig så bange.

Imperiøst

Godt nok portrætterede Colin Farrel Alexander den Store som hæsblæsende homoseksuel, men den gode Alexander nåede faktisk at formere sig. Men barnet blev cruelly murdered som der står i mit gamle oversigtsværk om Western Society. Da jeg i sin tid læste det første gang, blev jeg meget berørt af det faktum, at et barn blev slået ihjel uden at have gjort sig skyldig i noget som helst. Men jeg blev også opmærksom på idiotien ved at fælde en tåre over et enkelt barns død for 2300 år siden.

I dag bliver jeg egentlig mest irriteret over brugen af et ord så værdiladet som cruelly. Og manglen på præcision. Alexander havde faktisk 2 sønner og de blev begge myrdet i 309 før Kristi fødsel. Og deres mødre med. Dynastiske magtspil dér.

Jeg er ikke helt sikker på at jeg elsker den slags samtaler

Eller: At skulle arbejde i heden gør kontorfolk spidse

- Nå! Jeg havde ellers vænnet mig til at herrerne var galante og holdt dørene for damerne!

- Kun for pæne piger!

- ...?

- ...!


[Note: Et kort sekund overvejede jeg at forfølge emnet. Men da det kom til stykket blev jeg enig med mig selv om at lade den falde. Either way ville jeg nok ikke bryde mig om svaret... For slet ikke at tale om en evt. forklaring]

Føl på tværs

Der er en uhellig tendens til at føle helt vildt meget i tiden. Jeg kan ikke så godt tage det. Faktisk irriterer det mig grænseløst. Der er jo det med følelser, at de er en aldeles subjektiv oplevelse som ikke behøver kvalifikation for at være der. Man behøver ikke argumentere for hvorfor man føler som man gør. De er der jo bare, de der følelser. Alligevel forlanger folk tit at man skal forholde sig til det. Det gider jeg ikke. Jeg kan ikke gøre noget ved at nogen føler sig vrede, kede, glade, sårede, forvirrede, usikre, generte etc. etc.

For følelser foregår inde i mennesker. Det er en indre ting. Det er usigeligt privat og aldeles uigennemtrængeligt for udenforstående. Og alle andre mennesker er udenfor-stående. Og alligevel bedes man igen og igen om at kunne forholde sig til folks følelser. Jeg bliver skide sur for det er ansvarsforflygtende. Det er sgu da for helvede dine følelser, så tag dem dog på dig. Skub dem ikke op i mit ansigt, jeg kan ikke deale med dem. Jeg_kan_ikke_føle_dine_følelser!

Men:
- Hvis du er vred kan jeg måske høre hvorfor.
- Hvis du er ked kan jeg måske trøste dig.
- Hvis du er glad kan jeg måske dele din glæde.
- Hvis du er såret kan jeg måske lægge en forbinding.
- Hvis du er forvirret kan jeg måske opklare.
- Hvis du er usikker kan jeg måske bekræfte.
- Hvis du er genert kan jeg måske gøre dig tryg.

Forlang ikke det umulige. Føl i din egen tid. Vær i min.

Stairway to heaven

Så gå dog ordentligt på de trapper! Hold OP med at trampe! Alle trapper! NU!

• Løft benet, hele benet, fra hoften
• Brug musklerne i ballen og låret
• Vip foden op og ned i takt med trinnene
• Gå på fodballen- ikke hælen

Det er din krop, ikke en sæk kartofler for satan! Det handler om fucking balance! Det er jo pisse enkelt.