Wednesday, June 04, 2008

Cand.Mag

Jeg hader mit speciale. Jeg hader hvordan layoutet er sjusket. Jeg hader hvordan de løse ender ikke er bundet, men bare camouflerede. Jeg hader hvordan specialets egen position ikke er kritiseret, hvordan et teoretisk aspekt som indgår i analysen ikke er blevet præsenteret ordentligt i de teoretiske kapitler. Jeg hader at der så tydeligvis mangler et opsamlende og sammenlignende afsnit der binder an til indledningen lige før konklusionen. Jeg hader hvordan der mangler mindst en halv side til konklusionen. Hvordan det starter så lovende og så alligevel bare flyder uforløst ud. Jeg hader, hader, hader mit speciale.

Principielt arbejdede på det i over et år. 15 måneder helt præcist. I virkeligheden arbejdede jeg seriøst og intensivt med det i 2 måneder og skrev 50 sider på de sidste 14 dage. Hvad jeg fik resten af tiden til at gå med ved jeg ikke helt. Men resultatet blev at jeg ødelagde min økonomi, min figur, mit selvværd, min selvtillid og gjorde et hæderligt forsøg på også at sabotere mit parforhold.

Det er ikke fordi det er et dårligt speciale. Det er fint. Et vellykket eksempel på 80/20 reglen. Men det er bare ikke godt nok. Det opvejer ingenlunde 15 måneders ulykkelighed og selvhad. Der er ingen udfrielse, ingen katharsis ved at aflevere et produkt der er så ...uperfekt. Det er ekstremt utilfredsstillende at aflevere noget der ikke er ordentligt udført. Noget som jeg selv udmærket godt ved kunne og burde have været bedre. Jeg hader mit speciale fordi jeg ikke er stolt af det.

Det går uretfærdigvis ud over ham som er mig nærmest og kærest. Han spurgte den anden dag hvorfor jeg skal blive ved med at være så vred, så sur og så skrap. Det er en måned siden jeg afleverede, jeg har modtaget min forhåndsgodkendelse og alligevel er jeg fortsat så vred, så sur og så skrap.

Så jeg må finde ud af hvordan jeg slutter fred med mit speciale, med de 15 måneder der gik forud og med mig selv i den proces. For det er okay at være et lidt forfærdeligt menneske mens man skriver speciale, det er alle forundt og tilgivet. Men det er overhovedet ikke spor okay, at være et meget forfærdeligt menneske når titlen er modtaget - undskyldningen udløber ved studietids ophør.

6 comments:

Anonymous said...

Det er bittert. Det er almindeligt anerkendt at det er hæsligt at skrive speciale, men alt for lidt anerkendt at det også er hæsligt at aflevere dem. I mit eget tilfælde fik jeg noget der lignede en post partum-depression. Jeg har intet godt at byde på andet end at det går over. Eller gjorde for mig, i hvert fald.

Terse said...

Takker! Det er godt sted at starte ikke at være Palle alene i verden med det.

Unknown said...

En hilsen fra en fremmed sympatisør:

Jeg fandt din blog ved et tilfælde og har nu læst med i et par år, mest på grund af dit sjove og inspirerende sprog, men også på grund af glæden og følelsen af nyt perspektiv ved at se sine egne karakterdefekter spejlet og beskrevet med så meget overskud. Mens din umiddelbare vrede over den uforløste specialeproces forhåbentlig har lagt sig, vil jeg alligevel lige give lidt tilbage ved at afsløre et par 'fun facts' om min egen situation: Jeg afleverer speciale om to uger, og jeg har i skrivende stund 15 siders færdig tekst og omkring 200 siders udkast, som svinger mellem stikord og halve kapitler. Det er ikke lysten der mangler: Problemet er, at jeg har alt for meget lyst til at tænke videre og videre (med Foucault) og en rasende modvilje mod at bruge tid på at nedfælde de foreløbige konklusioner i en stivnet form, som forholder sig til de spørgsmål, jeg stillede i sidste år/måned/uge, da jeg vidste meget mindre end nu! I hele det sidste år har jeg nærmest ugentligt ændret på disposition, problemformulering og formål med specialet i takt med løbende nye indsigter, og det er der sådan set kommet meget godt ud af, men problemet har været at trække en grænse og fastlægge nogle helt klare rammer - det gjorde jeg først for få dage siden, og nu bliver de sidste 14 dage et langt panisk-produktivt ræs med tiden, og det hele er dømt til at ende med den samme følelse som du beskriver, og det er min egen skyld. Og det skulle have været så godt!

Jeg troede faktisk selv på at jeg skrev det her for at opmuntre dig (i mine øjne fremstår du selvfølgelig uhyre tjekket), men som du sikkert havde gættet fra starten, var det nok alligevel lige så meget for selv at læsse af. Sorry, jeg har ikke min egen blog - men kan pludselig bedre forstå meningen med dem..

God vinter og held og lykke med alting,

Sara

PS - af bar nysgerrighed - og hvis du overhovedet læser dette - hvad skrev du egentlig speciale om?

Terse said...

Kære Sara

Tak for de pæne ord og jeg er da lykkeligvis et meget gladere menneske i disse dage. Vreden er forsvundet, men en smule af ærgelsen og afsmagen over min egen dårlige præstation sidder da tilbage i min sjæls inderste.
Et realistisk bud vil være at det først glider helt i baggrunden når jeg har noget mere meningsfuldt at gå op i. For eksempel et arbejde.

Jeg er oprigtigt ked af at din specialeproces ikke har udmøntet sig i en fast struktur før nu, og at du sidder foran så voldsomme sidste 14 dage som du beskriver (og som jeg udmærket kender!).
Det er afsindigt stressende og ekstremt utilfredsstillende, men jeg vil alligevel råde dig til at få det afsluttet og afleveret. Den trælse specialeproces bliver sjældent bedre af at blive trukket i langdrag.

Den store øvelse må så efterfølgende være at tilgive sig selv og slække lidt på kravene til hvad man tror, synes og mener man burde være.

Jeg håber virkelig at det går godt med at få specialet skrevet færdigt og afleveret!

Medfølende Hilsner
Terse

P.s. Du er velkommen til at skrive en mail til mig på terselytwo@gmail.com - der fortæller jeg dig også gerne hvad jeg skrev om.

Katja said...

Hej Terese

Faldt over din blog ved et tilfælde da jeg søgte på "jeg hader mit speciale" på Google. Og jeg ville bare lige sige tak fordi du så elokvent har nedfældet MINE tanker omkring mit speciale og specialeskrivningsprocessen:)For gud hvor er det dog løgn når vejledere siger "jamen, det bliver jo sjovt at fordybe sig i et emne du finder interessant". Nej, det er ikke sjovt. Det er stressende og nedbrydende at opdage at man ikke kan stykke en ordentlig sætning sammen og ender med noget som på ingen måde lever op til det potentiale man ser i sig selv. Og nu mangler jeg endda stadig forsvaret... Men igen, tak for en fremragende beskrivelse af specialehelvedet!

Terse said...

@Katja - Tak tak. Nu er det ved at være længe siden, og selvom størstedelen går over, sidder der altså en rest af de følelser tilbage.

Jeg tror de sidder der som en karma-reminder så man aldrig, aldrig, aldrig kommer til at sige: "det handler jo bare om at sætte sig ned og komme i gang" eller "jamen, du har jo selv valgt emnet" til specialestuderende.

Held og lykke med forsvaret!