Jeg skriver speciale. Endnu. Og det er skammeligt. Synes jeg. Jeg har ikke ord for at beskrive helt præcist hvor skrækkeligt det er at møde mennesker som undrende og uden bagtanker siger ting såsom Jeg troede da at du havde afleveret?! Hvornår startede du? og Var det ikke meningen at...? og den slags. Så jeg er et jævnt forfærdeligt menneske nu om dage.
Jeg svinger mellem rasende irriteret pubertær umulighed, hvor jeg end ikke forsøger at være rimelig, til tudevorn følelsesmæssigt skrøbelig undskyldning for mig selv. Gerne indenfor en 5 minutters tid. Jeg tror det er ret hårdt for mine omgivelser og i et af mine få mere mentalt sunde øjeblikke, fik jeg sagt til den herre det oftest går ud over, at jeg mente at det var svært for nogen at gøre noget som helst rigtigt i tiden, og jeg var altså ked af at det gik så meget ud over ham.
Belært af tidligere erfaringer undlod han klogeligt at gå yderligere i dialog, for ligesom ikke at give mig brændstof til endnu en tirade af den ene eller anden slags, men sagde bare at det var han glad for at høre. Det ledte mig så til gengæld til en langstrakt tårevædet taknemlighedstale.
... Jeg sagde jo lige at det var svært for nogen at gøre noget rigtigt.
2 comments:
Æhm, nu ved jeg jo ikke HVOR grelt det står til, men vil da gerne dele at jeg var ti år om at erhverve mig min kandidatgrad, heraf to om at skrive specialet. Kan sagtens huske hvor øretæveindbydende jeg opfattede folks måske velmenende spørgsmål.
Men dvæler jeg eller andre i dag ved hvor lang tid det tog? Nixen. Det er tværtimod en sejr at være blandt dem der har graden, til forskel fra de mange der næææææsten har den - men bare aldrig fik afleveret specialet.
Morale: Det må gerne tage lang tid, bare få det gjort.
Jeg nejer og takker for de opmuntrende ord, og glæder mig ved fornyet mod - det skal nok gå!
Post a Comment