Black Power

Engang for snart længe siden prøvede jeg at sidde i et hjørne af mit daværende bosted og ikke kunne overskue at gå ned og hente mælk. Jeg kunne simpelthen ikke overskue den myriade at små handlinger der skulle til for at få nå det objektive mål "at have mælk i køleskabet". At rejse sig op, at afføre sig nattøjet, at påklæde sig, at finde pungen frem, nøglerne, at åbne døren, at gå ud af den, at låse efter sig, at gå ned af trapperne, hen ad gaden, ind i butikken, hen til køleskabene, udtage mælken, stille sig op i kassekøen, betale, gå ud af butikken, hjem, op ad trappen, låse op, tage overtøjet af, sætte mælken i køleskabet.

Jeg drak min kaffe sort. Og græd og græd og græd. Rædslen var overhængende. Og det var rædsel, ikke angst, men regulær rædsel. Rædsel over at kunne splitte et så enkelt handlingsforløb til atomer. Rædsel over ikke at kunne samle det igen. Rædsel over at det var mit liv. Rædsel over at møde sig selv dér. Så langt fra alt hvad man bilder sig ind at være. Tror sig at være.

Mit selvbillede gik ikke itu dér, det var gradvist blevet slået i stykker henover en periode før, og jeg havde længe skåret mig på stumperne. Men omstændighederne ved den sorte kaffe den dag, gjorde mig bevidst om det. Det var et stort stykke arbejde at få tingene til at stemme igen.

Det var en arkæologisk udgravning af den anden verden. Det var et renoveringsprojekt. En genopbygning. Det var et pillearbejde at tingene efter i sømmene. Og det blev en vane. En vane at grave dybt, en vane at gå efter i detaljen, en vane at se tingene fra en anden vinkel end den gængse, en vane at at efterprøve, en vane at se efter fejl og mangler at rette. Det blev en vane at noget var galt. Det blev en vane at jeg skulle rette det.

Og så skulle jeg den anden vej. Lære at stole på at arbejdet var gjort så godt at jeg ikke behøvede at dobbelttjekke. Lære at jeg ikke er ansvarlig for alting. Lære at bumps & cracks ikke behøver at gøre konstruktionen ustabil. Lære at tingene nogen gange bare er hvad de ser ud til. Lære at det er okay at drikke sin kaffe sort, fordi man ikke gider rejse sig og gå i Brugsen efter mælk.