Efter overstået eksamen rækker min mentale kapacitet simpelthen ikke til Svend Åges "Tugt og utugt..." endnu, hvorfor jeg istedet er dykket ned i min 1½ årige nieces bogsamling for at lave en kritisk og tilbundsgående analyse af den lekture der er barnet forhåndenværende. Et blødt afsæt til mellemtidens skærmydsler.
"Thorkild Tyran og Tørklædebanden" er lidet anbefalelsesværdig. Ikke alene er Dino en frelst lille dengse af en hoveddino, han har også nogen kedelige medløberagtige venner som alligevel ikke har guts nok til at være ordentlige stikkere. Thorkild Tyran (forudsigeligt nok en letgenkendelig skabelon over en tyranosaurus rex) er en sært umotiveret skurk, som udsætter stakkels Dino for gruppepres og trusler. Dino modstår naturligvis presset og afslører Thorkild som den misæder han er.
Plottet er ringe med adskillige ulogiske slutninger: Dinobørnene går i skole, men ingen voksendinoer opdager at de er ude hele natten? Hvordan vasker man et springvand rent som der kommet sæbe i? Og hvorfor?
En alt for opbyggelig historie med en dårlig storyline og interesseløse dinoer - og tegningerne er ikke engang fede. God til åndssløve unger.
3 comments:
Ja... Analysen er interessant, men jeg synes der begås nogle brølere undervejs. Du hævder at Dino er en frelst og irriterende hoveddino og kalder hans venner ukritiske medløbere. Men måske ville det i stedet være på sin plads at koncentrere sig om temaerne i historien: Kan man ikke hævde at historien opererer med den eviggyldige konflikt mellem det gode og det onde? Dino bliver i så fald nærmere en arketype af næsten mytisk karakter, som har optrådt i verdenslitteraturen i forskellige afskygninger de sidste 2000 (eller flere) år. Samtidig antydes en intertekstuel reference til Oehlenschlägers Aladdin i foholdet mellem Dino og Thorkild Tyran. I det hele taget eksisterer der i dansk litteratur en Aladdin-Noureddin-tradition, som altså også tages op her. Dino er naturens lykkelige søn, der står som den tematiske kontrast til Thorkild Tyrans formørkede indstilling til livet. Samtidig er han den naturlige leder af gruppen og giver derfor mindelser om den romatiske arketype "geniet", som blandt andet blev introduceret her til lands af Heinrich Steffens i dennes 9 forelæsninger i 1802. Som geni kan Dino efterlade et aftryk af det evige i det forgængelige nu, og endemålet er derfor at Thorkild Tyran sættes på plads som den uforstående materialist han er.
At personerne har form som dinosaurere understreger blot at der her er tale om arketypiske temaer af næsten mytisk karakter.
Du stiller ligeledes spørgsmålstegn ved Dinos natteløberi og kalder det et logisk sammenbrud. I så fald mener jeg, at du bryder den nødvendige kontrakt mellem læser og litteratur. Som oftest må man som læser acceptere visse logiske sammenbrud (omend dette virker klodset), for at sætte sig ind narrativens tid og rum. Det ville fx være umuligt at læse en historie skrevet i nutid, hvis man ikke var villig til at ignorere, at det i bund og grund er umuligt at skrive mens tingene sker...
Ja, nu tror jeg godt, du kan se, at du på ingen måde har ydet historien retfærdighed - lad det være dig en lærestreg, at man altid (såfremt man har spildt mange år på et studie) kan fremture med fuldstændig ligegyldige og usaglige analyser og dermed forvandle lort til guld!
Men tilbage står spørgsmålet: skal man udsætte bimserne for det? Er der nogen undskyldning? kan vi være det bekendt?
I øvrigt er min yndlingsbog den fantastiske roman "Synonym på Overdrev" af Lasse Holmstrup Simonkjær
Post a Comment