And flights of angels sing thee to thy rest!

Resten er ikke nødvendigvis stilhed. Måske. Måske ikke. Eventuelt. Kunne hænde. Ved ikke.

Så kend da havet i dig selv

Hør Vesterhavets bølger går
mod Jyllands ryg, hvor skibe står
til havs for blæst og brise.
Se skyer rejser sig til fjeld
i køligt gry, i flammekvæld,
på horisontens frise.
Hvor måger kendte land engang,
der digter storm og sø en sang,
en fremtidens folkevise.

Hør Vesterhavets bølger af Halfdan Rasmussen, 1.vers
Melodi: Thomas Alvad, nr. 5 i 555 sange

Brud/stykker

Jeg ved ikke hvornår det præcis sætter ind, måske er det på kanten af erkendt vågen, måske er det i drømme. I hvertfald forlader søvnen mig ofte med musik for det indre øre, og når det er Nick Drake ved jeg at det bliver en god dag. Den anden dag vågnede jeg måske af irritation over ikke at kunne finde melodien til en linie som lød: I køligt gry, i flammekvæld.

Diverse faktiske eftersøgninger har ikke hjulpet mig synderligt, men ved neddykning i de mentale arkivskabe har meodien og flere dele af sangen indfundet sig Hvor måger kendte land engang/der digter storm og sø en sang/en fremtidens folkevise lyder ihvertfald slutningen på et af versene. Jeg tror også at jeg har fundet starten: På Jyllands kyst hvor skibe står/til havs for blæst og brise. De næste linier er forsvundet, men så kommer der noget med horisontens frise. Jeg er overbevist om at jeg har samlet den op fra skoletidens morgensang og at den må findes i starten af den hæderkronede 555 sange. Jeg må lade det fare for nu, men jeg ved at det vil ligge og nage indtil jeg kommer i tanke om det på et tidspunkt hvor jeg kan eftersøge det nærmere.

Et andet vers, som jeg ikke kan finde ophavet til eller resten af, har jeg en fornemmelse af må være Aarestrup. Det kunne det i alle tilfælde godt være: Der er en plet i dit øje/der er en bleghed på din kind/som viser klart og nøje/der hviler noget på dit sind. Sådan cirka går det og der må være mere. I årevis er det dukket op med jævne mellemrum, og sig nærmer tiden hvor jeg må have mysteriet opklaret. Jeg kan under alle omstændigheder ikke komme i tanke om et mere passende tidspunkt.

Det allersværeste

- Jeg ville bare ønske at der var noget at tilgive...

- Hvad med dig selv?

Hvordan går det?

Jeg ville ønske at jeg kunne sige at det går fint, alt taget i betragtning. Jeg ville ønske at jeg kunne småsludre pænt, interessere mig og dele en latter. Jeg ville ønske at jeg kunne give udtryk for venskabelighed eller i det mindste bare være lidt venlig. Men det gør bare så ondt. At fortrænge fordobler, og der er ingen trøst.

Det går vist bare fik jeg svaret. Hvad skulle jeg ellers sige? Jeg vil ikke lyve, ikke dér. Elendigt, miserabelt og/eller af helvede til var også sandfærdige alternativer, men ville i den sociale konvention fordre videre spørgsmål og en interaktion jeg ikke kan bære. Skulle jeg da berette hvor meget forårsvejret virker som et slag i ansigtet? Skulle jeg da bede om en forklaring? Skulle jeg da sige hvor meget jeg savner?

Der findes jo ikke noget gensvar på de udsagn. Ikke noget gensvar ihvertfald som ville gøre mindre ondt end overhovedet at sige de ting højt. Og på et tidspunkt holder min hage op med at dirre og min stemme op med at skælve. Indtil da går det vist bare.

Ikke engang tæt på

...Og jeg fik fornøjelsen af anerkendende blikke og skægge historier; om hvordan 4.klasses hårde drenge bryder sammen når mor skal informeres, om hvor meget der skal pakkes ned når der skal renoveres for skimmelsvamp og om hvordan man kun kan afsløre så meget når man har udviklet et kompas at ens job kan henregnes under kategorien "hemmelig identitet": Du kunne jo komme fra en konkurrerende organisation! Jeg fik fornøjelsen af at møde en som kender en, jeg kender derhjemme fra, og fornøjelsen af at seriøst at diskutere implikationerne af mit felt. Jeg fik fornøjelsen af fine, elegante, pænt underspillede komplimenter og fornøjelsen af brovten præcis som jeg synes det er alt for sjovt. Alligevel står der kun tilbage hvor meget ingen var ham.