Thursday, March 08, 2007

Distanz und Nähe

Jeg er jo også lettet. Tynget af tristhed og en tilbagetrængte følelser. Men også lettet.

Fornemmelsen af at komme til sig selv igen er en lettelse. Og svært bekymrende, for hvor har jeg dog været så? Hvad har jeg budt mig selv? Jeg er ked af det. Ked af at jeg åbenbart kan slå mig selv så meget ud af kurs. Ked af at jeg først selv kan se det nu. Ked af at jeg ikke magter nærhed uden at skulle distancere mig fra den. Ked af at jeg fordrer at andre skal se igennem det for mig. Ked af at mine tårer er mine egne og ikke kommer andre ved. Ked af at beskylde andre for en brøde jeg selv begår.

Jeg siger ikke at det var gået alligevel. Jeg siger ikke at det var nogens skyld. Jeg siger ikke at ansvaret ikke deles. Jeg siger bare at jeg er ked af det. Og forvirret. Men mest bare ked af det.

Wednesday, March 07, 2007

Fattet, fornuftig, fucked

Der er musik det gør for ondt at lytte til. Der er billeder på nethinden som bringer mig i knæ. Der er tanker som giver mig ondt i maven. Ting i lejligheden som jeg ikke kan holde ud at se på.

Mest af alt skal jeg fungere. Mest af alt har jeg brug for at fungere. Så jeg spiller ikke den musik. Jeg forviser de billeder, undertrykker de tanker. Tingene er blevet smidt ud - det er ikke fordi der var så meget. Jeg forsøger at holde selvransagelsen på et minimum, forsøger at afholde mig fra at analysere og krydstjekke og megareflektere. Det bliver jo ikke anderledes nu og der er ingen skyld at placere.

Jeg ved godt at jeg forcerer og jeg ved også at der kommer en reaktion på det. Men senere, okay? Bare senere, ikke nu, ikke i denne uge. Jeg skal fungere nu, og det er jo ikke fordi det er mig fremmed, been there before, done that before - here we go again og jeg er jo ikke 16 mere og man dør ikke af det. Det er ikke sjovt, men man dør ikke af det. Det går over.

Det der nager mig mest er faktisk at jeg har været her før. Det nager mig at I know the drill til en grad så jeg kan udsætte mine reaktioner til et mere praktisk tidspunkt. Men jeg tænker; ville jeg ikke først have været et skarn hvis ikke jeg havde turdet stole på det? Da det var der, ville jeg så ikke først have været et skarn hvis ikke jeg havde turdet håbe og tro?

Tuesday, March 06, 2007

Saying it all

- Du lod dig aldrig rive med.

- Jeg blev aldrig revet med.

Monday, March 05, 2007

Selvtilstrækkelighed

På sekunder skifter jeg fra en resignation der mønstrer både tålmod og respit, til cool rationale der laver handlingsplaner, punktopstillinger og pros & cons, henover fuldstændig opløst gråd og hud der gør ondt af længsel. Jeg når omkring pubertært selvhad og -bebrejdelser i et øjeblik inden jeg lander på håb og fortrøstningsfuldhed der er overbevist om at vi nok skal finde ud af det - altså lige indtil tvivlen får fod på tankerne og jeg får en mavepumper af de mindelser. Men så kommer jeg i tanke om urimeligheden ved at skære over én kam og skyde andre motiver i skoene og hvad bilder jeg mig egentlig ind... Og så finder jeg på upassende overdrivelser ad absurdum for bare at have lidt at grine af inden overvejelser om hvad-nu-hvis praktikaliteter og rædslen over impending doom reducerer mig til en pøl tudesnot.

Jeg mener at kunne huske at sætningen "helvede er de andre" skal tilskrives Sartre og det er jo så rigtigt hvis man anskuer livet fra en eksistensialistisk vinkel. For min part kan bare jeg konstatere at jeg klarer det helt fint selv.

Sunday, March 04, 2007

Let's trade skins

Jeg ved ikke om mine fejl er begået i god tro, af instinkt eller slet og ret dumhed. Jeg ved egentlig ikke om der overhovedet er nogen fejl at sætte fingre på. Mine eller andres. Jeg ved ikke om hvorvidt omstændighederne kunne have ædt et overskud som burde have været allokeret andetsteds. Jeg ved ikke om der er blevet sagt for meget, eller om der er blevet sagt for lidt, eller om mine ord har fyldt for meget, eller for forkert. Jeg er fuldstændig flippet rundt og ved ikke hvad der er rigtigt og forkert, kender ikke ret fra vrang.

Måske er det bare som det må være. Måske. Jeg ved det ikke. Men jeg ved at ansvarsfordelingen er mellem to. Og jeg ved at jeg er så træt, så træt, så træt og at jeg må sove nu. Det er godt at sove. Og helt forfærdeligt at vågne igen.

Friday, March 02, 2007

Erkendelser

Hvis intentionen er ikke at falde for klicheen og blive kærestetyk, så er det nok en god ide at sløjfe chokoladekiksene til morgenmad. Og bastognekiksene til frokost. Og se at komme afsted til træning.