Metamorfoser III*

Hybris er: at gøre sig lystig over andres manglende indsigt i forskellen mellem auditiv info og korrekt retstavning, for så selv at begå en eklatant brøler i samme boldgade kort efter.

Nemesis er: ikke fluks at kunne rette fejlen p.g.a. force majeure.

*Alternativt: Luk 6,41

Ved dagens begyndelse

Jeg er altid blevet beskyldt for at være morgensur. Det er overhovedet ikke rigtigt. Det tager mig bare lang tid at vågne. Og jeg vil have lov til at gøre det i ro og mag. Mennesker omkring mig må hjertens gerne sludre og grine og være højrystede, men jeg har sjældent lyst til at blive involveret i det og vil helst bare sidde i fred med min kaffe.

Jeg har aldrig helt forstået hvorfor jeg ikke bare kunne få lov til at sidde der med min egen tavshed i andres snak. Jeg er jo ingenlunde i dårligt humør, jeg er bare stille fordi alting kører langsomt når jeg lige er stået op. Jeg holder bare af min indadvendte, rolige proces med at komme op i omdrejninger. Men af uvisse årsager har det altid provokeret mine omgivelser usigeligt. Med vold og magt er jeg blevet forsøgt trukket ind i samtaler, bedt om at træffe beslutninger, konfronteret med dagens gøremål eller udspurgt om meninger om dette og hint. Når jeg så i forsøget på at forsvare min boble af opvågnen har svaret med enstavelsesord, bliver jeg beskyldt for at være sur. Og den skrigende uretfærdighed i det postulat gør mig sur.

Egentlig giver ryet for morgensurhed mig lige præcis den ro som jeg higer efter i min opvågnen, for jeg bliver jo ladt i fred når jeg skal "være så sur". Men jeg bliver mest lidt trist. Jeg bliver ked af at andre mennesker ikke gør sig den ulejlighed at tjekke deres formodninger inden de ophøjer dem til sandfærdige konklusioner. Jeg bliver ked af at blive kastet ind i en tegning af mig som ikke er rigtig.

Hvis jeg nu rent faktisk fik lov til at vågne i fred og ro, så kunne man eventuelt spørge mig, når jeg tydeligvis er klar til samtale og interaktion, om der var noget galt. Og så kunne jeg få lov at svare afkræftende og forklare. Og alle ville være glade og få en god start på dagen.

Havevejr

Jeg elsker forglem-mig-ej'er fordi de er så undselige. En lille, bitte blomst som er så prototypisk blomst; 5 blobber og en dut i midten. Forglem-mig-ejer gør intet væsen af sig, og alligevel er de nærmest elektriske i farven.

Akelajer har jeg elsket fra barnsben. Den komplicerede, sarte blomst facinerede mig længe inden jeg overhovedet anede hvad den hed. Og så lader den sig ikke sådan flytte, - på en mærkelig bagvendt måde er det egentlig tilfredsstillende.

Jeg elsker georginer fordi de er så vulgære. Der findes ikke det strømlinede, skandinaviske, rene designerinteriør som ikke kan ødelægges med en buket georginer.

Jeg elsker magnolier fordi de minder mig om farmor. Ligesom lyserøde skjortebluser og sort kaffe med honning. Og luderhvæs af smøgen.

Jeg elsker syrener fordi duften bølger omkring én så uforudsigeligt. Og fornøjelsen er så kort.

Jeg elsker liljekonvaller fordi de er så kønne og gammeldags. Og giftige.

*

Når det er fyraftenstid
lader jeg alt være mørke
Jeg lægger mig hver dag
som om jeg var forladt
JA! råber en mand bag væggen
nej, nej, nej, vil jeg gå ud fra hun hvisker
De taler til samme tilstand
Jeg rejser mig
og lægger mig ned igen
som om jeg var blevet forladt
Jeg ved ikke
hvad jeg selv siger
Jeg ved ikke
hvad jeg taler om
Jeg ser på gadelygten udenfor
Om lidt er det morgen

fra En død mands nys af Pia Juul, side 14

Ligesom hvid jul

Foråret er løfter. Om dovne sommerdage med lys og latter, om flirt og fester og dans i lune nætter, om lækker kulør og godt selskab, om bål og kroket på plænen, om sandaler og florlette sommerkjoler, iskaffe og liggestole, om tid til at være noget for nogen og sig selv, om sol og varme, iskolde søer og saltvand, om fregner og udflugter til lige-meget-hvor-bare-du-er-med, om mosekonen der brygger og asfalt der flimrer i heden.

Sådan bliver det jo ikke. De løfter bliver jo slet ikke holdt. Men foråret, den tøjte, lokker og lover - og blåøjet falder jeg for den hvert år.

Jeg har forkølet mig og lytter til Nick Drake, Elliot Smith og Jeff Buckley. D'herrer er fast akommpagnement til årstiden. De passer som fod i hose til det sindslige inventar.

Indrømmelse

Jeg tog også fejl af Tahiti og Haiti.

[Polynesien-Caribien, Polynesien-Caribien, Polynesien-Caribien, Polynesien-Caribien, Polynesien-Caribien, Polynesien-Caribien, Polynesien-Caribien, Polynesien-Caribien... ...Paul Gauguin-Jørgen Leth, Paul Gauguin-Jørgen Leth, Paul Gauguin-Jørgen Leth, Paul Gauguin-Jørgen Leth, Paul Gauguin-Jørgen Leth, Paul Gauguin-Jørgen Leth]

SÅ skulle den vist være på plads.