Saturday, October 16, 2010

Rain on my Parade

Det var 3 måneder siden i går. Og faktisk opdagede jeg det først i dag. Jeg er ikke okay endnu. Der er frakturer. Og tvivl og tanker og trøst. Og lange samtaler og indre monologer om det hele, om dengang, om ham og mig og nu. Men det er okay.

Jeg kan ikke helt med lejligheden endnu. Jeg kan ikke helt med mig selv endnu. Jeg prøver at komme i hu hvad det var jeg kunne lide ved mig selv. Det er vanskeligt at samle det jeg føler, siger, mener og gør og få det til at bevæge sig i nogenlunde samme retning.

Det er så svært at mærke mig selv, uden at det bliver i negation til ham og til de sidste 3 år - jeg købte en regnfrakke som jeg ved han ville have hadet, og kom hjem med noget som jeg ikke engang selv rigtig brød mig om. Jeg håber det ikke vil regne for meget i den kommende tid.

Sunday, October 03, 2010

Without

Da han gik i sommers tænkte jeg at selvom det var slemt, så ville det blive bedre senere. Der ville komme et tidspunkt hvor det ville blive okay. Hvor jeg ville blive okay. Og jeg tror jeg tænkte at der var et par måneder til.

Men det er stadig slemt. Jeg overhovedet ikke okay. Jeg er vred. Og jeg vred over at være vred. Jeg er ked af det. Jeg savner. Jeg sørger. Jeg allokerer skyld, skam og ansvar. Og til hverdag krammer jeg det hele ned i en lille og tæt kugle som jeg lader som ikke eksisterer. Så jeg kan få lov til at være lidt glad igen, så jeg kan få et glimt af muligheder, så det virker som om der er lidt overskud at trække på. Så jeg kan føle mig en lille smule normal.

Problemet med den strategi er bare, at den gør det hele til noget løgn. Og lige pludselig kan jeg ikke tåle at mærke noget som helst. For den kugle fuld af alle de ting et nasty break up på tre et halvt års dårligt parforhold udgør, lader sig ikke kontrollere. Det er der jo. Det siver ud og inficerer alt. Og hvis jeg tillader mig at være tilstede i mine egen følelser, er det dem jeg mærker. Og så er det i virkeligheden ikke smuler af glæde, muligheder, overskud og normalitet jeg forsøger at være i, men bare postulater jeg simulerer.

Han gik fra mig i sommers. Og allerinderst, under alle følelser og filtre, er jeg efterladt med fornemmelsen af at være gammel, dum og værdiløs. Det kommer til at tage meget mere end måneder at lave om på.