Cand.Mag

Jeg hader mit speciale. Jeg hader hvordan layoutet er sjusket. Jeg hader hvordan de løse ender ikke er bundet, men bare camouflerede. Jeg hader hvordan specialets egen position ikke er kritiseret, hvordan et teoretisk aspekt som indgår i analysen ikke er blevet præsenteret ordentligt i de teoretiske kapitler. Jeg hader at der så tydeligvis mangler et opsamlende og sammenlignende afsnit der binder an til indledningen lige før konklusionen. Jeg hader hvordan der mangler mindst en halv side til konklusionen. Hvordan det starter så lovende og så alligevel bare flyder uforløst ud. Jeg hader, hader, hader mit speciale.

Principielt arbejdede på det i over et år. 15 måneder helt præcist. I virkeligheden arbejdede jeg seriøst og intensivt med det i 2 måneder og skrev 50 sider på de sidste 14 dage. Hvad jeg fik resten af tiden til at gå med ved jeg ikke helt. Men resultatet blev at jeg ødelagde min økonomi, min figur, mit selvværd, min selvtillid og gjorde et hæderligt forsøg på også at sabotere mit parforhold.

Det er ikke fordi det er et dårligt speciale. Det er fint. Et vellykket eksempel på 80/20 reglen. Men det er bare ikke godt nok. Det opvejer ingenlunde 15 måneders ulykkelighed og selvhad. Der er ingen udfrielse, ingen katharsis ved at aflevere et produkt der er så ...uperfekt. Det er ekstremt utilfredsstillende at aflevere noget der ikke er ordentligt udført. Noget som jeg selv udmærket godt ved kunne og burde have været bedre. Jeg hader mit speciale fordi jeg ikke er stolt af det.

Det går uretfærdigvis ud over ham som er mig nærmest og kærest. Han spurgte den anden dag hvorfor jeg skal blive ved med at være så vred, så sur og så skrap. Det er en måned siden jeg afleverede, jeg har modtaget min forhåndsgodkendelse og alligevel er jeg fortsat så vred, så sur og så skrap.

Så jeg må finde ud af hvordan jeg slutter fred med mit speciale, med de 15 måneder der gik forud og med mig selv i den proces. For det er okay at være et lidt forfærdeligt menneske mens man skriver speciale, det er alle forundt og tilgivet. Men det er overhovedet ikke spor okay, at være et meget forfærdeligt menneske når titlen er modtaget - undskyldningen udløber ved studietids ophør.

Sommer gebis

Reproduktionen af en illustration der ledsager anmeldelsen til børnebogen Garmanns Sommer, der er anmeldes i dagens Weekendavis, viser et barn der ser på glasset hvor et gebis ligger nedsænket vand. Jeg dvæler ved billedet og kan ikke lade være med at mindes min egen barndoms fascination ved at se farfar og farmor tage deres tænder ud og børste dem, der udenfor munden.

Og selvom jeg kan mærke den specialefremkaldte hypersensitivitet overfor billedets elementer, selvom jeg bevidst må afholde mig fra billedanalyse og fortolkning og selvom jeg ikke kan skrive mig udenom en hvis akademisk sprogbrug i en beskrivelse af oplevelsen, så er det fantastisk at kunne læse avis igen. Det er dybt tilfredstillende bare at læse en avis.

Og det er en jublende fornemmelse at associationerne ved den enkle gerning rækker tilbage til engang før jeg gik skole. Og det er helt igennem vidunderligt igen at kunne se glimt af mig selv som mere og andet end en forfærdelig og forfærdende specialestuderende.

Relativ travl

Jeg skal aflevere speciale i morgen kl. 14 og mangler endnu:

• 5 siders analyse
• 2 siders konklusion
• 1 sides engelsk abstract
• slutkorrektur
• opsætning
• udprint og indbinding

Hvilket er uendelig meget mindre end jeg manglede for en uge siden, men sindsygt meget mere end er sjovt med 19 timer til aflevering.

Nattero

Jeg holder af at sidde skrive om natten, fordi mørket der lukker sig om lejligheden og verdens velsignede ro stimulerer koncentrationen.

Men i dag fylder min underbo 24 år og holder selskab her til aften. Og med gæster i hvad man må formode er samme aldersklasse, er det ikke middag med stofservietter, sølvkandelabre og fratrædelse før midnat, med deraf højst lyden af opvask efter kl. 24. Næeh, de danser. Og råber. Og griner højlydt.

Jeg er altså ikke spor sur over deres støvletramp, hvineri og lyden af den tunge baslyd der ikke lader sig dæmpe nævneværdigt af ørepropper. Jeg kan nemlig godt huske en aften i min lejlighed hvor afspilningen af Anna Davids "Fuck dig" rundede en 20-25 stykker, med en pæn stigning i lydniveauet fra første til sidste gang. Vi prøvede at lære den udenad. En ambition der ikke blev hjulpet ret meget på vej af de mængder alkohol vi havde indtaget.

Så jeg klager ikke. Jeg er faktisk mest glad for at den samme sang endnu ikke er blevet afspillet to gange. Men jeg er ikke for fin til at stå tidligt op og støvsuge i morgen.

Stress

Det minder om vindmøllerne på naboens mark 400 meter væk når vingerne swusj-swusjer i vinden. Eller som roterbladene fra helikopteren der flyver lavt for at lande på Rigshospitalets tag. Eller lidt som den rytmiske støj på Portisheads Machine Gun. Det er i hvertfald de associationer jeg får når jeg ligger på grænsen til søvn og lytter med et halv øre til mit bankende hjerte.

Beauvoir re-visited

Der er ikke rigtig noget der dur. Ikke rigtig noget der er okay eller godt, endsige smukt eller fantastisk. Eller jo, det ved jeg da godt at der er, sådan objektivt. Men subjektivt er det bare sådan helt til hundene. Mit univers er fuld af kedelige tanker, opgivende suk og mismodige følelser.

Så da jeg træder af på naturens vegne og opdager en lille, rød plet i trussen ånder jeg lettet op. Ved behørig optællen af dage i kalenderen kan jeg konstatere at det passer med ægløsningen og at sortseeren ikke er mig. Det er bare hormoner! Således opløftet kan jeg nynne lidt igen og knarvornt notere at jeg er min krop intimt forbundet.

Tusch

Min beslutning om at blive tatoveret var så velovervejet som den nu kan være når man er en 19-20 år gammel, men egentlig er jeg kun blevet mere glad for den som årene er gået. En årsag hertil er just dukket op i grænselandet til overspringshandling: en artikel af Michael Harding fra Fashion Theory (3 no1 81-108 mr 1999):

The woman, by being tattooed, is acknowledging the historic impositions by the male power structure on the female body, but is then reclaiming her own body, rewriting her own narrative, and recreating her own meaning.

Min dybe tilfredshed forklaret. Tak akademia.

De gode, de onde og de virkelig grimme

Mens højtiden tilstunder i frisættelsen af den evindelige juleøl, muntrer jeg mig imellem de almindelige overspringshandlinger med genlæsning af gamle universitesopgaver. Det er en assorteret samling af mere eller mindre holdbart akademisk tilsnit.

Jeg var som førsteårsstuderende tilsyneladende ikke bange for at favne opgaveemnerne, så jeg har uden nogen videre anfægtelse bare kaldt en lille 5 siders opgave Den franske revolution. I den serie finder man også Absolutisme og Feudalisme ligeledes på 5 sider hver, og tilsyneladende så fyldestgørende redegjort for at der åbenbart ingen trang føltes til afgrænsende eller forklarende underoverskrifter.

Norges selvstændighedstab i 1536 er derimod specifikt nok, og jeg husker endnu hvor glad jeg var for den opgave. Den burde vistnok have handlet om Christian IV, men aldeles symptomatisk endte jeg med at om noget temmelig perifert fra århundredet før. Men jeg nød at skrive den og entusiasmen kan da også genfindes i et uakademisk stort antal udråbstegn fordelt jævnt i teksten samt brug af kursiv strategiske steder.

Jeg blev bachelor med en helt ekstremt kedelig og langtrukken affære om Den store arabiske revolte 1936-39. På det tidspunkt var der kun sideantal i kravsspecifikationen på opgaver og i den tid det tog at skrive den, mistede jeg fuldstændig evnen til at redigere i og ikke mindst slette fra teksten. Den blev på 31 sider med Times New Roman, punkt 11, enkelt linieafstand uden indryk.

Til gengæld var resten af mine opgaver det semester yderst barberede, og jeg var endda så skamløs at kopiere uhæmmet fra en essay i 'feministisk videnskabsteori og kønsforskning' til en opgave i 'humanistisk videnskabsteori' kan jeg se. Til gengæld fandt jeg det da ingenlunde for lidt at redegøre for Foucaults magtteori i standpunktsfeminismens optik på 3 sider.

Åh ja, jeg ville ønske at jeg stadig var ligeså uskyldsren, clouless og frygtløs i Akademia. Og at jeg kunne drikke mig ned i snebajere sammen med en masse andre der var det samme.

Post-pubertet

Jeg skriver speciale. Endnu. Og det er skammeligt. Synes jeg. Jeg har ikke ord for at beskrive helt præcist hvor skrækkeligt det er at møde mennesker som undrende og uden bagtanker siger ting såsom Jeg troede da at du havde afleveret?! Hvornår startede du? og Var det ikke meningen at...? og den slags. Så jeg er et jævnt forfærdeligt menneske nu om dage.

Jeg svinger mellem rasende irriteret pubertær umulighed, hvor jeg end ikke forsøger at være rimelig, til tudevorn følelsesmæssigt skrøbelig undskyldning for mig selv. Gerne indenfor en 5 minutters tid. Jeg tror det er ret hårdt for mine omgivelser og i et af mine få mere mentalt sunde øjeblikke, fik jeg sagt til den herre det oftest går ud over, at jeg mente at det var svært for nogen at gøre noget som helst rigtigt i tiden, og jeg var altså ked af at det gik så meget ud over ham.

Belært af tidligere erfaringer undlod han klogeligt at gå yderligere i dialog, for ligesom ikke at give mig brændstof til endnu en tirade af den ene eller anden slags, men sagde bare at det var han glad for at høre. Det ledte mig så til gengæld til en langstrakt tårevædet taknemlighedstale.

... Jeg sagde jo lige at det var svært for nogen at gøre noget rigtigt.

Begær. Filosofisk set

I would not say that desire makes the body ambiguous or equivocal, but rather that it renders it I-me together with I-you. A double intention animates me: I want to return to myself, in myself, and I want to be with you.

fra L. Irigarays To Be Two

Summen af delene...

Det var med en lettelse der tangerede nydelse at jeg gav mig hen i rollen som hverdagsarbejdende fuldtidsansat. Det var ubeskriveligt skønt at slippe forestillingen om at være potentielt falleret evighedsstudent og indtræde i et arbejdsfællesskab med her-og-nu betydning langt ud over egen sfære. At få titel, status og løncheck. At være høj på lange arbejdsdage, begrave sig i petitesser af vigtighed for et stort billede, se det nyttede.

Det var befriende at slippe for mig selv, mine egne studentikose overvejelser, ikke at have tid til endeløse bekymringer om hvad der dog skal blive af mig, på alle de niveauer som det overhovedet er muligt. Bare at få trykket på pauseknappen for al den evindelige selvrefleksion som har en tendens til at løbe af med mig og lander mig i et hul der når halvvejs til Kina.

Det gav jo sig selv. Der var arbejde. Så de nødvendige ting som søvn og mad. Derefter de selvcentrerede, genopladende funktionsaktiviter som motion, avislæsning og falden i staver. Til sidst de sjovere ting som venner, veninder, familie, fredagsøl og fester. Og at få det hele til at fungere og gå op i en højere enhed krævede struktur og prioritering. Men det gav jo sig selv. Ikke så meget pis og pjat: Rammerne givet - skravér felterne!

Ikke at det ikke var hårdt og frustrerende at starte på arbejde og lære så meget nyt. Ikke at jeg ikke betvivlede mine evner og var bange for at være udygtig og utilstrækkelig. Ikke at det nye regimente ikke kostede i privatlivet. Ikke at jeg ikke var ked af at melde fra hvor jeg plejer at melde til.

Men det var mig så godt. Det gjorde mig så godt. Den glæde, den forankring, den ro. At lade ting falde på plads af sig selv. Uden utidig indblanding af mig selv. Og så at få skrevet den opgave, som ingen vegne kom sidste år og som af forskellige årsager rent faktisk heller ikke blev afleveret i sommers. Selvfølgelig blev den da ikke god. På 2-3 dage kan jeg ikke skrive noget af den kaliber der er decideret godt. Men den blev et ret godt overslag på synopsen til specialet.

Specialet. Som skal startes den 1. februar. Og afleveres d. 31. maj. Og som jeg glæder mig til at fordybe mig i. Nu. Giv mig tre måneder og jeg er syg af bekymring. Og stresset. Og vred over at have givet mig selv så stram en tidsplan. Men i alle himmelens riger og lande hvor er det dog godt at glæde sig til. Nu. Blandt så meget andet.

Kiss your darlings

Det mest værdifulde jeg lærte på første semester, for så vidt angår det akademiske, kan summes op i den læresætning jeg har båret med mig lige siden: kill your darlings. Det handler i al enkelhed om at man skal gennemgå sine produktioner med kritiske øjne og luge ud i de informationer, analyser, vendinger, detaljer etc. som intet bidrager til hovedfremstillingen, men som man bare helt vildt gerne vil have med.

Favoritbidderne er ofte kuriosa, noget man synes er totalt skægt når man har siddet og knoklet indgående rundt med et stofområde i nogen tid. Det kan også være kilden til den indledende undren som siden viste sig overflødig. Eller sidebemærkninger som perspektiverer detaljer ud i det obskure. Det er nice-to-know som må vige for at gøre need-to-know tydeligere og mere overskuelig

Det er altid med et stik i hjertet at jeg slår mine darlings ihjel, og den anden dag måtte jeg sande at henvisningen til láadan, fra en artikel venligt suppleret af bagmanden hertil, var en tangent som 14 sider ikke levnede plads til.

For láadan er interessant. Et konstrueret sprog som specifikt er designet med henblik på at kunne rumme kvinders erfaring, hvorfor der for eksempel findes forskellige ord som enkeltvis dækker nogle af de komplekse følelser som det at være gravid kan indeholde: "at være gravid for første gang", "at være udmattet og træt gravid", "at være lykkeligt gravid". Tilsyneladende skulle halehadihahal (arbejde der konstant bliver afbrudt) og doólelasholan (endelig alene, efter trættende folk) også være særlige kvindelige erfaringer, og faktisk synes jeg der mening i at skelne mellem odithámála (at kærtegne med tungen) og odámála (at kærtegne med munden, kys). Til gengæld kan jeg ikke helt gennemskue hvilket koncept ewomil dækker over. Jeg kan ikke rigtig finde danske ord for den engelske oversættelse - "animal husbandry".

Men jeg kan sagtens komme i tanke om andre erfaringer som der passende kunne opfindes enkeltstående ord for at dække: Urolig for at være gravid p.g.a. af svigtende prævention (væsensforskellig fra urolig for at være gravid p.g.a. manglende prævention) eller stille tilfredshed ved at udføre en perfekt parallelparkering (eller den måske mere anvendelige ønske om at udføre en perfekt parallelparkering) for bare at nævne nogen få.

Hep!

Jeg er ikke helt præcist klar over hvordan 3½ sammenhængende, 2 muligvis overflødige og 5 siders løse notater skal blive til en mindst 14 siders opgave af acceptabelt akademisk niveau til aflevering torsdag kl. 12.

Men jeg vil tro det inkluderer et par søvnløse nætter, masser af kaffe og en høj grad af panisk hamren i tastaturet. Og muligvis et mirakel på linie med at vinde den store gevinst i lotto. Men det er der jo også nogen der gør fra tid til anden.

Tagget

FeminismeN findes ikke. Feminisme til gengæld er en overordnet samlebetegnelse for allehånde filosofiske, historiske, sociale tænkeretninger, bevægelser, udviklinger. De har alle det til fælles at de problematiserer, diskuterer og politiserer kønnenes vilkår fra det kvindelig kønsaspekts vinkel.

Jeg mener helt sikkert noget. Jeg er bare ikke klar over hvad jeg helt præcist skal mene noget om.

A little less conversation

Der er ikke ret meget der er særlig sjovt lige nu. Nogen ting er onde fordi de er uafklarede, og det er svært at håndtere at det er de altså bare. Andre ting er onde fordi de har vokset sig onde - de mentale barrierer der har rejst sig forekommer uoverstigelige, og det er ikke spor fedt at sidde med fornemmelsen af you broke it, you go fix når værktøjskassen er gået i baglås. De slemmeste ting er onde fordi at sådan er livet nu engang. Det er fanden rend'me satan tæsk'me uretfærdigt, men der er ikke noget at gøre ved det.

Så er der alle de ting der bliver onde, fordi ting af første onde orden trækker overskuddet ud af mig. Situationer som jeg ellers plejer at kunne håndtere på på gavnlig og betimelig facon, går totalt haywire. I ren og skær afmagt løber jeg direkte tilbage i gamle mønstre, for mønstre behøver ikke at være hensigtsmæssige for at være trygge.

Og det bliver kun grimmere fordi jeg har mistet min proportionssans. Jeg kan simpelthen ikke gennemskue hvad der er okay at pisse op og ned af væggene over, og hvad der ikke er. Jeg kan simpelthen ikke kende forskel på en honest mistake og et freudian slip. Jeg kan simpelthen ikke regne ud hvornår jeg skal lade tingene fare, og hvornår det er okay at forfølge dem.

Og så bliver alting meget værre end det i virkeligheden er. Eller også forekommer de ikke nær så slemme som de burde. Jeg ved ikke hvad der er hvad. Jeg aner det virkelig ikke... Jeg vil gerne bede om lidt respit - for der er virkelig ikke ret meget der er særlig sjovt lige nu.

She will be the beautiful object

Woman? "Doesn't exist". She borrows the disguise which she is required to assume. She mimes the role imposed upon her. The only thing really expected of her is that she maintain, without fail, the circulation of pretense by enveloping herself in femininity.

fra L. Irigarays This Sex Which Is Not One

At lære er at ville

I sin tid var der egentligt ikke noget valg om hvorvidt jeg skulle læse videre eller ej. Det lå ligesom i luften at en lang videregående uddannelse var eneste mulighed. Min familie forventede det, mine lærere forventede det, jeg forventede det.

At jeg startede på et humanistisk universitetsstudium lå egentlig også i kortene med mine dårlige tal i fysik, matematik og kemi. Jeg var i sin tid startet på den matematiske linie i ren og skær gru over prospektet ved at skulle sidde i en (næsten) ren pigeklasse som sproglig. Om jeg skulle sidde og kæmpe med matematik/fysik/kemi eller latin/fransk/tysk var hip som hap, så jeg fik min studentereksamen med beskæmmende ringe naturfaglige karakterer. Så den dør var ligesom lukket på forhånd, og i øvrigt kendte jeg nogen der læste humaniora.

At jeg startede på det fag som jeg gjorde, var en ren tilfældighed. Det var en bog jeg læste, som optog mig meget. Og så valgte jeg fag efter forfatterens fag. Ræsonnementet var så naivt som det kan blive for en uerfaren ungdom - sådan en bog ville jeg også skrive. Det var mest en dagdrøm, og temmelig fantasiforladt også, men egentlig et meget godt billede på hvad jeg troede at en uddannelse kunne og burde give, når man nu ikke ville være gymnasielærer; en bog - det er da til at tage og føle på. Så har man lavet noget, bygget noget håndgribeligt.

Min eneste egentlige ambition som udkrystalliseredes i løbet af det første semester, var at blive bachelor på normeret tid. Det blev jeg også, med hiv og sving og i dén grad så snert som det overhovedet kan blive. Ad lidt omveje endte jeg så senere på en overbygning henad det æstetiske. Det har varet lidt (for) længe efterhånden, og mine forældre ved stadig ikke hvad jeg egentlig læser. Vi siger bare at det er dansk og lader det være ved det. Jeg har for længst sluppet både min sorg og mit raseri over at de ikke kan forstå eller relatere til det.

Indenfor en overskuelig fremtid burde jeg blive færdig. Med et papir som jeg skal ud og argumentere for kvaliteterne af. Jeg er egentlig ikke urolig for ikke at få job som sådan, men jeg er lidt bekymret over ikke at vide hvad jeg drømmer om. Jeg har tumultariske forventninger og tågede forhåbninger. Det skal nu nok gå; jeg er også begavet med en evne til at være lykkelig i den forhåndenværende situation, og investeret med en tyrkertro på mit eget anlæg for at forandre den situation som jeg nu engang ikke kan være lykkelig med og i.

Men for nylig gik det op for mig, både af egen og andres drift, at jeg ville være blevet en dygtig jurist. Jeg elsker at nørkle med teknikaliteter, jeg er god til at sætte mig ind i store sagskomplekser, jeg kan lide tolkningen af regler, jeg tænker i konsekvenser, forklar-begrund-argumentér er mother's milk for mig, dybt i hjertet er jeg vist egentlig en værre pedantiker og jeg nærer ingen illusioner om at retfærdighed kan ydes med lovens bogstav. Jeg ville nok have slået mig voldsomt i tøjret og være blevet en lousy jurastuderende, men egentlig ville det nok have passet mig bedre. At få tømme i og rammer for min flyvske refleksion og sensibilitet med hard core pensum og deadlines.

Det er umiddelbart for sent nu, og det er kun med et lille stik af ærgelse at jeg lader det fare. For jeg ville ikke have kunnet vælge det. Jeg kendte ikke til jurister, jeg kendte ingen jurister og ville ikke være advokat. Hvordan skulle jeg dog kunne forestille mig at læse jura dengang? Jeg kan kun drømme så langt som erfaringerne rækker, der er grænser for hvad og hvordan jeg kan tænke.

Derfor vil jeg lære nyt. Derfor skal jeg opsøge det fremmede. Derfor må jeg forsøge at forstå.

Tilbyd mig noget jeg ikke selv kan se! Forklar mig noget jeg ikke kan forstå! Vis mig noget Andet! Også selvom jeg kvier mig og er skeptisk og prompte synes at afvise. Jeg skal bare lige vænne mig til tanken. Jeg er bare forsigtig fordi jeg er bange for det ukendte, utryg ved det jeg ikke har erfaring med og ræd for at fejle.

Men den største rædsel er dog ikke at vide at være lukket inde i boksen. Den største rædsel er blindhed overfor andre muligheder. Den største rædsel er ikke at kunne vælge til og fra. Den største rædsel er mangel på forestilling til at drømme noget andet.

Kasse 1

Der er alt for mange ting der er diffuse i mit liv lige nu. Ting som angår mig. Som er vigtige for mig. Som er betydende for mig. Men som jeg ikke kan styre. Som jeg ikke kan kontrollere. Som jeg ikke har den ringeste indflydelse på.

Var det bare en enkelt ting der var uafklaret kunne jeg nok håndtere det. Men lige nu er der lidt for mange. På lidt for mange forskellige satelitter af det der på én gang ligger uden for min egen eksistens men alligevel udgør selve det fundament og den struktur som jeg lever og finder mig i.

Det er sådan det er at være menneske, jeg ved det godt. Det er et hverdagsligt liv, hvor jeg er dybt afhængig af folk og omstændigheder omkring mig. Jeg er ikke alene, - hvis jeg var kunne det være lige meget. Det er de relationer jeg indgår i som gør det hele værd. Og jeg kan sagtens teoretisere over det. Jeg kan egentlig godt analysere, perspektivere, diskutere og forstå. Og det er også vigtigt at kunne skille skidt fra kanel, at kende sin besøgelsestid. At kunne skelne mellem mig og dem og det og noget.

Og når det så er sagt står der alligevel kun én erfaring tilbage. At det gør ondt. At mange af de ting som jeg definerer mig i mod og med og på trods af og fordi og i mellem er... ikke. De er slørede, flydende og ubestemte. Jeg kan bare vente på at de løser sig, på den ene eller anden måde. At det går til levesiden. Eller det modsatte.

Og jeg er ved at gå til af ikke at kunne gøre fra eller til. Jeg bliver vanvittig af ikke at kunne fikse. Alting kan jo fikses, ikke?! Måske ikke præcis som man havde forestillet sig, men alting kan fikses! Come on - med lidt samarbejde kan vi nok få det til at funke, ikke?

Men ikke her, ikke denne gang, ikke med dette, disse ting. For det er ikke op til mig. Det er ikke min beslutning. Der er ingen aktion, ingen handling mulig. Jeg kan ikke handle - og ikke spilde. For når der handles, der spildes. Den slags spild kan jeg håndtere - for så valgte jeg jo. Hvis jeg vælger kan jeg bære omkostningen.

Jeg ville ønske at jeg kunne vaske mine hænder af det. Hele. Jeg ville ønske at jeg kunne skride. Pakke sammen og forlade. Gå. Forsvinde og drukne mig i nu et andet sted. Og faktisk så kan jeg. Ingen tvivl - jeg kunne pakke sammen og gå. Sikkert endda få støtte, hjælp og velsignelse til det.
Men det er ikke sådan det skal være. Det ved jeg også. Der er omkostninger ved livet - og måske særligt det hverdagslige. Og jeg må bare betale. Betale. Selvom det gør ondt og mig så bange.

Imperiøst

Godt nok portrætterede Colin Farrel Alexander den Store som hæsblæsende homoseksuel, men den gode Alexander nåede faktisk at formere sig. Men barnet blev cruelly murdered som der står i mit gamle oversigtsværk om Western Society. Da jeg i sin tid læste det første gang, blev jeg meget berørt af det faktum, at et barn blev slået ihjel uden at have gjort sig skyldig i noget som helst. Men jeg blev også opmærksom på idiotien ved at fælde en tåre over et enkelt barns død for 2300 år siden.

I dag bliver jeg egentlig mest irriteret over brugen af et ord så værdiladet som cruelly. Og manglen på præcision. Alexander havde faktisk 2 sønner og de blev begge myrdet i 309 før Kristi fødsel. Og deres mødre med. Dynastiske magtspil dér.

La femme n'existe pas?!

Ved gennemgang af dagens skriftlige produktion kan det konstateres, at jeg konsekvent har skrevet Kvinde, Kvinder, Kvinderne og Bryst, Bryster, Brysterne og Brystvorte aldeles uden skelen til de almindelige regler for at lade ord starte med stort bogstav.

Jeg går udfra, at det er en ubevidst reaktion på at det nok alligevel ville være for næsvist at skrive Lacan.

Derfor skal det nu rettes alligevel...

Lacan n'est pas tout
Lorte Lacan, cancan, Ha!
Fader, fallos, fjols