Lutrende ord

Som balsam for sjælen efter mange dagens boksen frem og tilbage med al for megen og al for detaljeret information fra de sædvanligvis ikke særskilt selvreflekterende ingeniører:

- Have I been helpful? Or just nerdy?

Arghbejde

Jeg er ikke bibliotekar. Hvis jeg havde villet være bibliotekar havde jeg ansøgt om optagelse på bibliotekskolen. Så havde jeg nok også været mere interesseret i organisering af dokumenter end jeg er. Desværre nærer ingen på min arbejdsplads den interesse heller, hvilket har afstedkommet en mildt sagt inkonsistent praksis for arkivering af dokumenter.

Og det har jeg så fået til opgave at råde bod på. I sidste uge var jeg sort af frustration indeni. For mage til mind-fucking-numbing arbejde har jeg ikke været udsat for siden jeg var student.

Jeg dobbelt- og krydstjekker kalendere halvandet år tilbage for bare at finde ud hvornår møderne er blevet holdt. Jeg støver rundt i mødeindkaldelser. Jeg går tiggergang hos deltagerne til de skide møder, for at de skal fiske deres rådne præsentationer og forbandede notater frem fra deres private desktops, drev og ind- og udbokse. Og så er jeg fandeme også nødt til at læse dagsordnerne og referaterne for at sikre at der ikke henvises til møder eller godkendes referater fra møder som ikke er i mit system.

I løbet af sidste uge overgik frustrationen til resignation der udviklede sig til en art zen med opgaven. Det er nok af et pillearbejde til at jeg ikke skal distraheres, men ikke en beskæftigelse der kræver så meget koncentration, at jeg ikke kan stoppe ipoddutter i ørerne og lytte til musik. Og selvom ingen siger tak eller rigtig værdsætter det, blev det jo heldigvis fredag.

Men det blev også mandag igen, og efter 10 stive timer med det i dag var jeg så grædefærdig af demotivation at det hele også bare kunne være fuldstændig ligegyldigt. Og jeg cyklede nedbøjet hjemad iklædt alt for varmt tøj. Og kastede opgivende morgenmad i indkøbskurven som en sølle substitut for aftensmad. Og bemærkede godt nok en afsindigt tiltrækkende mand i supermarkedet. Dog kiggede jeg ikke to gange eftersom jeg ikke engang havde gidet at tage cykelhjelmen af.

Men så stod han bagved mig oppe ved kassen, og da den indolente kasseekspedient kom til at indløse hans flaskebon på mit indkøb og jeg pludselig skyldte en afsindigt tiltrækkende mand 6 kroner, og han lo og smilende tog i mod mine 3 fedtede 2 kroner, kunne jeg ikke engang se ham i øjnene og smile tilbage.

Jeg skal simpelthen have et nyt arbejde.

Pinen og Plagen

Smerten og sorgen vender og drejer sig og manifesterer sig i nye lag og sammensætninger. De kommer og går uforudset, ubudt og ukontrolleret. De antager skikkelse af forskellig styrke og omfang.

Til hverdag kommer jeg hjem fra arbejde og er fuldstændig udmattet af konstant at dobbelttjekke mig selv og håndtere mine følelser så de ikke løber over og forstyrrer mit arbejde, eller forholdet til kollegaer. Men jeg forsøger at takke ja til alle invitationer, jeg forsøger at distrahere mig selv. Jeg skal spise brunch med veninder. Jeg skal passe nevøerne. Jeg skal i biffen med Niecebarnet og hendes mor. Jeg skal i teatret med en veninde. Jeg skal begynde at gå til kor.

Jeg værker fra haleben til kraniekant og har et nyt hold i ryggen, nakken, lænden cirka hver uge – jeg løber til kiropraktoren konstant, og hun siger at det er psykisk stress. Hun siger at jeg skal forsøge at sove godt og nok. Det hjælper på det med assistance fra håndkøbsmedicin.

Jeg har tabt over 17 kilo siden april sidste år. Det var mere end planlagt – særligt med tanke på at 7 af dem er tabt i løbet af de sidste 8 uger. Det er ikke sundt, og diætisten har gjort mig opmærksom på at hvis kroppen ikke får de nødvendige næringsstoffer, så falder produktionen af serotonin. Det hjælper i hvert fald ikke på noget. Så jeg forsøger at spise ordentligt. Få de nødvendige kalorier fra de rigtige fødevarer.

Jeg forsøger at give slip. Jeg har forsøgt at arrangere at de sidste hængepartier ordnes uden kontakt. Hvad er der mere at sige mellem min bitterhed og hans bedrag? Jeg kan ikke komme i tanke om noget som helst han kunne sige der ville lindre min pine. Jeg kan ikke komme i tanke om noget jeg kunne sige som ikke allerede er sagt - for meget, for voldsomt, for vredt, for ondskabsfuldt.

Jeg kan ikke udholde tanken om at se ham. Jeg ved ikke hvad der ville være værst at se i hans ansigt; Venlighed? Mildhed? Vrede? Tålmod? Ligegyldighed? Ynk? Glæde over at være fri for mig, for det, for os? At han har det godt? At han har det skidt? Manglen på interesse? Mangel på tilstedevær? Der er ingen grund til at føje spot til skade.

Jeg forsøger at bilde mig selv ind at det er for det bedste. Jeg forsøger at overtale mig selv til at følelsen af at det ikke var det værd er ægte. Jeg forsøger at liste alle svigt, alle svagheder, alle brudte løfter, al initiativløshed, al ansvarsfraskrivning, al uformåenhed. Og det hjælper ikke rigtigt. For jeg kender mig selv godt nok til også at huske at jeg mente, troede og var overbevist om at han var stærk og modig og ærlig og generøs. Og jeg tror det kom et sted fra.

Også du...

Vejret var godt og iført over-alls og bevæbnet med bidetang hjalp jeg med at trække hegn af havretoften. Imellem småsnak om kvierne, historier fra landsbyen og generel info om rigets beskaffenhed kom faderbindingen flintrende ud af ingenting og ramte lige i nakken, da nedrykningen af et særligt genstridigt stykke tråd reddede mig bemærkningen: Rart at se en pige med håndelag ...men du er jo også min datter. Ak ja.

Kein Kinderlakritz

Primo januar ville jeg lave en aftale om at gå ud og drikke et par bajere med en god ven. Vi snakkede frem og tilbage og endte med at finde en dato medio februar der passede os begge. Noget overrasket og lettere frustreret spurgte jeg om hvornår i al verden vi havde fået så travlt, at vi måtte planlægge 5-6 uger frem i tiden for et par timers hyggeligt samvær på en almindelig hverdagsaften. Hans lakoniske svar lød noget i retningen af: Siden vi blev voksne - vi har bare så svært ved at se det i øjnene.

I nat forsøgte jeg at skrive en ansøgning til en stilling som jeg er blevet opfordret til at søge. Den er blevet ikke-skrevet i de sidste 14 dage, og således også i nat, hvor jeg bare fik mere og mere ondt i maven og henad klokken 04 hastede på toilettet for at lette presset fra min forkrampede mavesæk. Mens jeg stod og mærkede efter om der var mere som skulle kastes op, faldt det mig ind, at det job der, det ville virkelig gøre mine forældre stolte om jeg fik det.

Jeg kan sagtens forstille mig i det job, jeg kan sagtens have lyst til at bestride det, og jeg kan sagtens drømme om de muligheder det vil give. Men jeg har faktisk slet ikke lyst til det i øjeblikket. I nat opdagede jeg at den primære, omend hidtil ubevidste, årsag til at attrå den stilling var at gøre mine forældre stolte.

Det er muligt at vi har har svært acceptere at vi er blevet voksne, men hold da helt op hvor kan det være lige så svært, at se i øjnene at man altid, altid, altid vil være sine forældres barn.

Summen af delene...

Det var med en lettelse der tangerede nydelse at jeg gav mig hen i rollen som hverdagsarbejdende fuldtidsansat. Det var ubeskriveligt skønt at slippe forestillingen om at være potentielt falleret evighedsstudent og indtræde i et arbejdsfællesskab med her-og-nu betydning langt ud over egen sfære. At få titel, status og løncheck. At være høj på lange arbejdsdage, begrave sig i petitesser af vigtighed for et stort billede, se det nyttede.

Det var befriende at slippe for mig selv, mine egne studentikose overvejelser, ikke at have tid til endeløse bekymringer om hvad der dog skal blive af mig, på alle de niveauer som det overhovedet er muligt. Bare at få trykket på pauseknappen for al den evindelige selvrefleksion som har en tendens til at løbe af med mig og lander mig i et hul der når halvvejs til Kina.

Det gav jo sig selv. Der var arbejde. Så de nødvendige ting som søvn og mad. Derefter de selvcentrerede, genopladende funktionsaktiviter som motion, avislæsning og falden i staver. Til sidst de sjovere ting som venner, veninder, familie, fredagsøl og fester. Og at få det hele til at fungere og gå op i en højere enhed krævede struktur og prioritering. Men det gav jo sig selv. Ikke så meget pis og pjat: Rammerne givet - skravér felterne!

Ikke at det ikke var hårdt og frustrerende at starte på arbejde og lære så meget nyt. Ikke at jeg ikke betvivlede mine evner og var bange for at være udygtig og utilstrækkelig. Ikke at det nye regimente ikke kostede i privatlivet. Ikke at jeg ikke var ked af at melde fra hvor jeg plejer at melde til.

Men det var mig så godt. Det gjorde mig så godt. Den glæde, den forankring, den ro. At lade ting falde på plads af sig selv. Uden utidig indblanding af mig selv. Og så at få skrevet den opgave, som ingen vegne kom sidste år og som af forskellige årsager rent faktisk heller ikke blev afleveret i sommers. Selvfølgelig blev den da ikke god. På 2-3 dage kan jeg ikke skrive noget af den kaliber der er decideret godt. Men den blev et ret godt overslag på synopsen til specialet.

Specialet. Som skal startes den 1. februar. Og afleveres d. 31. maj. Og som jeg glæder mig til at fordybe mig i. Nu. Giv mig tre måneder og jeg er syg af bekymring. Og stresset. Og vred over at have givet mig selv så stram en tidsplan. Men i alle himmelens riger og lande hvor er det dog godt at glæde sig til. Nu. Blandt så meget andet.

Universets hævn

Af alle de ting voksne mennesker kan fejle i denne verden, er lussingesyge nok den mest latterlige. Som der står i de leksikalske opslag man kan google sig frem til, er sygdomsforløbet mildt. Lettere ømhed i leddene, svag feber og udslet på kinderne.

På jobbet i dag gik jeg godt nok og frøs som en lille hund, men jeg følte mig også lettere opkogt og havde det temmelig varmt, - ømheden i kroppen tilskrev jeg gårsdags excesser på cyklen i motionscenteret. Sidst på formiddagen var utilpasheden dog så overhængende og varmen så ubehagelig at jeg måtte på det lille hus for at pøse vand i hovedet. Synet der mødte mig i spejlet var... Altså, nu er jeg fra naturens hånd lettere rødmosset henover æblekinderne, men jeg så ud som om jeg havde fået sådan en på skrinet. Adskillige gange. Af en der arbejder lige godt med venstre som højre hånd. Så jeg gik hjem i seng.

Så nu ligger jeg her og føler dels, at jeg skulker med mit milde sygdomsforløb dels, at universets karmapolice har taget røven på mig - nok kan jeg være øretæveindbydende men ligefrem at kvittere med lussingesyge synes jeg er at overtrække kontoen.

Og jeg har endda aldrig fået en tilfredsstillende forklaring på hvorfor små hunde skulle fryse mere end store.

Bulletiner fra kontoret #3

På den ene side har jeg meget lidt lyst til at blive ved et par timer endnu. På den anden side gider jeg så absolut heller ikke møde kl. 07 imorgen tidlig og rende forvirret rundt som en hovedløs høne for at blive færdig til tiden.

På den ene side er det nok ikke et sundhedstegn at vække sig selv om natten p.g.a. drømme om arbejdet. På den anden side er nogen af drømmene virkelig interessante.

På den ene side er det nok ikke skide smart at jeg i mit stille sind tænker "sagen lukkes i næste uge, sagen lukkes i næste uge, sagen lukkes i næste uge". På den anden side ophører ansættelsen jo allerede 1. februar.

På den ene side er jeg en interesseret, dedikeret, ansvarsfuld og kompetent medarbejder. På den anden side er jeg måske bare snotstupid på egne vegne.

Bulletiner fra kontoret #2

- Jamen, jeg kan jo ikke hekse!?

- Den diskussion har vi afklaret.

Bulletiner fra kontoret

Iblandt mine mange talenter findes ikke evnen til at læse tanker.

Ubetimelig

Man lærer at passe sin seng når det bliver så mørkt så tidligt. Og når man skal op kl. 06 for at møde på arbejde på et tidspunkt, hvor man har en rimelig chance for at ringe folk op i deres arbejdstid derovre i Asien. Og det hjælper også ret meget ikke at have nogen computer.

Og selvfølgelig var det ikke ham den nuser-nørdede der tog i mod den. Eller ham den kompetente in charge. Eller bare ham den joviale med situationsfornemmelse. Næeh nej, det var skam ham den bebumsede, ildelugtende, dårligt klædte nyansatte som fuckede kvitteringen op først, og derefter printeren alt i mens han beflirtede mig på ucharmerende facon. Lorte karma.

Tungt

Jeg bad engang min far om jeg måtte få den gamle boremaskine, da han købte en ny. Han sagde at det måtte jeg godt, - og så gav han den alligevel senere til min bror. Da jeg fuld af retfærdig harme spurgte til det, sagde min far med oprigtig undren Jamen, hvad skal du med en boremaskine? Du ringer da bare til din bror...

Det var den dag jeg besluttede at holde op med at prøve at bevise noget på den konto. Det var den dag jeg besluttede aldrig mere at bære noget tungt. Så i går aftes da jeg havde hele min famile på besøg og manglede stolene på loftet for at kunne bænke dem alle, sendte jeg min bror afsted efter dem. Jeg glemte at få mine nøgler igen. Han ringede da de var vel hjemme for at fortælle mig at han havde glemt at give mig mine nøgler tilbage.

Vi mødtes i formiddags over en brunch og jeg fik mine nøgler og vi tilbragte et par hyggelige timer sammen. Vi sludrede om studier og fordomme og kærligheden. Om folk vi kender og håndværkere og penge og vejret. Om familie og sange og arbejde. Særligt om arbejde.

Jeg har en evalueringssamtale i morgen. Og jeg har selv bedt om det. Og lige nu ville jeg ønske at jeg havde ladet være. Lige nu kan jeg kun huske alt det der næsten gik galt, alle de fejl jeg har lavet, alt det jeg mangler at afslutte. Alt det jeg ikke gør godt nok og alt det jeg ikke kan. Det værste er at det i virkeligheden nok ikke er så slemt. Jeg tror faktisk ikke at jeg har lavet noget rent galt. Og alligevel sidder jeg her med et bankende hjerte og gennemgår minutiøst de sidste to måneder for at finde fejlene.

Det kan godt være at jeg har opgivet nogen form for håndværksmæssigt værd. Det kan godt være at jeg beder dem der stærkere end mig om at bære de tunge ting. Men jeg kan ikke frigøre mig fra at skulle bevise noget.

Om natten når vi sover

Mon det er en god ting, når ens kollega fortæller at man om natten i hans drømme har sagt noget så sjovt at han vækkede sig selv af grin?

Mandagsmaul

Jeg bliver aldrig lykkelig med mandage. Og særligt i denne tid hvor jeg arbejder 8-18 holder jeg sådan set heller ikke ret meget af hverdagen. Eller det vil sige, jeg er stadig i en tilvænningsperiode. Tiden går jo med det arbejde der, og så skal der også leves liv ved siden af hvor man spiser og sover og ser mennesker og køber ind og passer hus og sine egne ting.

Men der er da formildende omstændigheder. Særligt lønchecken er en formidabel oplevelse. En hel del sejere end SU. Min første løn gik dog mestendels til at stoppe huller. Og købe tøj. Det jeg havde var ikke godt nok, forstået således at jeg simpelthen ikke havde havde rigtig kontorbeklædning. Hvis jeg skulle være passende påklædt var jeg nødt til at rykke ind i festafdelingen af min garderobe, og dér bliver det lynhurtigt for nedringet eller for opslidset. Jeg har ikke lige den store trang til at udklæde mig som the office ho, endsige den arbejdsmæssige tyngde og kompetance til at kunne slippe afsted med det.

Så jeg brugte en dag på at shoppe grundgarderobe: Pæne bukser, skjorter, pullovers, undertrøjer og des lige. Ret beset mangler jeg stadig et par sorte støvler og nogen strømpebukser i uld, der kan gå til de nederdele jeg allerede har, for det tilfælde at man kunne være så heldig at vinteren ikke kun vil bestå af regn og slud. Så slider jeg heller ikke nær så meget på det andet. For det er jo ikke fordi jeg er blevet nogen Rockefeller. Så er der heller ikke indkøbt mere tøj. Jeg skal vaske en gang om ugen, helst to, mindst 3 maskinfulde, for at holde mig nogenlunde kørende.

Og sådan en uge som sidste hvor jeg prioriterede at se mennekser jeg holder af fordi jeg endelig syntes at jeg havde overskud til at forholde mig til andet end søvn efter kl. 21.30, og weekenden gik op i hat og briller fordi det skal den jo også nogen gange og sidste weekend prioriterede jeg ligesom oprydning og rengøring...

Jeg har sat en mørk og en lys finvask over. Jeg mangler stadig en kulørt og en mørk kogevask. Og jeg er nødt til at vente til de er færdige så jeg kan få det hængt op eller smidt i tumbleren, ellers har jeg hverken kontorkluns morgens eller håndklæde at tørre mig med efter badet. Så det bliver sent. Det er derfor jeg ikke er glad for mandage. De er simpelthen så brutale at starte ugen med.

Ting der skræmmer mig

• Når der er en der fløjter "Tag mig med til Joanna" i mellemgangen hvor det runger, fordi det runger. Og jeg ikke kan se hvem det er.
• Når jeg drømmer at spændet falder af min næsten læder sommertaske.
• Når folk jeg ikke kender taler til mig gennem toiletdøren.
• Pocheret æg med ananas og karrycreme samt stegt persille.

Det søde med det sure

Når noget ikke går så godt, hjælper det enormt meget at genfinde gårsdags indkøbte og derpå glemte Chokofant.

Det er faktisk at betragte som universets lille trøst og opmuntring: Det skal nok gå, min pige.

Fagre voksne verden

• Det er sjovt at noget så kedeligt som en globaliseringsstrategi pludselig bliver interessant selvom der er mange tal i.

• Det er pudsigt hvordan forkortelser som MRS, CRM og IKR begynder at give mening.

• Det er mærkeligt rent faktisk at skulle forholde sig til indholdet af ord som innovation, hot spots, clusters og match making. På dansk.

• Det er mystisk lede efter nøglen til pulterkammeret hvor hedengangne fysiktimers indhold blev moslet ind, i sikker forvisning om at jeg aldrig ville få brug for at bare forsøge at forstå princippet ved photonics og nanotech.

Let gang på jord

Jeg bar gårsdagens irritable rastløshed med natten over. Og var også muggen over at der ikke var morgenmad til kontormødet som vanligt. Den ene kollega havde været oppe hele natten med sine umulige unger, en anden var punkteret på vej til job. Vi havde en masse dårligt humør at dele og multiplicere i refleksionen.

En tredie kollega, en ældre herre, kommenterede at han havde set mig udenfor arbejdspladsen i går, og sådan lidt i forsvarsposition replicerede jeg, at jeg skam også havde hilst på ham - om ikke han havde set det? Jo da sagde han - det er sgu så sjældent at smukke unge kvinder hilser på een nu om dage, så det husker man! Han havde det mest charmerende glimt i øjet, så jeg kunne ikke andet end at overgive mig og slå smut med øjnene mens jeg svarede: Det forstår jeg ikke, du er da sådan en flot mand!

Principielt ligger potentialet for sex til grund for al flirten. Og potentialet for sex står og falder med attraktion og begær. Men luften behøver ikke være tung af usagte løfter og uudtalte ønsker. Der behøver ikke falde tvetydige udsagn, åbne spørgsmål, tavse invitationer eller kærtegn kamufleret som tilfældige berøringer.

Flirten kan også være lillebitte og uskyldig. Uden andet potentiale end det der ligger fuldstændigt hypotetisk i et parallelunivers på tværs af tid og sted. Flirten kan også bare være den ganske enkle, uforpligtende, gensidige anerkendelse af den anden som seksuelt væsen. Som attraktiv og begærbar, hvorend teoretisk.

For så kan man opleve at frustrationer opløses i smil, latter og leg. Og dagene bliver så utroligt meget nemmere at gå i, når bagagen bliver lettere.

A little less conversation

Der er ikke ret meget der er særlig sjovt lige nu. Nogen ting er onde fordi de er uafklarede, og det er svært at håndtere at det er de altså bare. Andre ting er onde fordi de har vokset sig onde - de mentale barrierer der har rejst sig forekommer uoverstigelige, og det er ikke spor fedt at sidde med fornemmelsen af you broke it, you go fix når værktøjskassen er gået i baglås. De slemmeste ting er onde fordi at sådan er livet nu engang. Det er fanden rend'me satan tæsk'me uretfærdigt, men der er ikke noget at gøre ved det.

Så er der alle de ting der bliver onde, fordi ting af første onde orden trækker overskuddet ud af mig. Situationer som jeg ellers plejer at kunne håndtere på på gavnlig og betimelig facon, går totalt haywire. I ren og skær afmagt løber jeg direkte tilbage i gamle mønstre, for mønstre behøver ikke at være hensigtsmæssige for at være trygge.

Og det bliver kun grimmere fordi jeg har mistet min proportionssans. Jeg kan simpelthen ikke gennemskue hvad der er okay at pisse op og ned af væggene over, og hvad der ikke er. Jeg kan simpelthen ikke kende forskel på en honest mistake og et freudian slip. Jeg kan simpelthen ikke regne ud hvornår jeg skal lade tingene fare, og hvornår det er okay at forfølge dem.

Og så bliver alting meget værre end det i virkeligheden er. Eller også forekommer de ikke nær så slemme som de burde. Jeg ved ikke hvad der er hvad. Jeg aner det virkelig ikke... Jeg vil gerne bede om lidt respit - for der er virkelig ikke ret meget der er særlig sjovt lige nu.

At lære er at ville

I sin tid var der egentligt ikke noget valg om hvorvidt jeg skulle læse videre eller ej. Det lå ligesom i luften at en lang videregående uddannelse var eneste mulighed. Min familie forventede det, mine lærere forventede det, jeg forventede det.

At jeg startede på et humanistisk universitetsstudium lå egentlig også i kortene med mine dårlige tal i fysik, matematik og kemi. Jeg var i sin tid startet på den matematiske linie i ren og skær gru over prospektet ved at skulle sidde i en (næsten) ren pigeklasse som sproglig. Om jeg skulle sidde og kæmpe med matematik/fysik/kemi eller latin/fransk/tysk var hip som hap, så jeg fik min studentereksamen med beskæmmende ringe naturfaglige karakterer. Så den dør var ligesom lukket på forhånd, og i øvrigt kendte jeg nogen der læste humaniora.

At jeg startede på det fag som jeg gjorde, var en ren tilfældighed. Det var en bog jeg læste, som optog mig meget. Og så valgte jeg fag efter forfatterens fag. Ræsonnementet var så naivt som det kan blive for en uerfaren ungdom - sådan en bog ville jeg også skrive. Det var mest en dagdrøm, og temmelig fantasiforladt også, men egentlig et meget godt billede på hvad jeg troede at en uddannelse kunne og burde give, når man nu ikke ville være gymnasielærer; en bog - det er da til at tage og føle på. Så har man lavet noget, bygget noget håndgribeligt.

Min eneste egentlige ambition som udkrystalliseredes i løbet af det første semester, var at blive bachelor på normeret tid. Det blev jeg også, med hiv og sving og i dén grad så snert som det overhovedet kan blive. Ad lidt omveje endte jeg så senere på en overbygning henad det æstetiske. Det har varet lidt (for) længe efterhånden, og mine forældre ved stadig ikke hvad jeg egentlig læser. Vi siger bare at det er dansk og lader det være ved det. Jeg har for længst sluppet både min sorg og mit raseri over at de ikke kan forstå eller relatere til det.

Indenfor en overskuelig fremtid burde jeg blive færdig. Med et papir som jeg skal ud og argumentere for kvaliteterne af. Jeg er egentlig ikke urolig for ikke at få job som sådan, men jeg er lidt bekymret over ikke at vide hvad jeg drømmer om. Jeg har tumultariske forventninger og tågede forhåbninger. Det skal nu nok gå; jeg er også begavet med en evne til at være lykkelig i den forhåndenværende situation, og investeret med en tyrkertro på mit eget anlæg for at forandre den situation som jeg nu engang ikke kan være lykkelig med og i.

Men for nylig gik det op for mig, både af egen og andres drift, at jeg ville være blevet en dygtig jurist. Jeg elsker at nørkle med teknikaliteter, jeg er god til at sætte mig ind i store sagskomplekser, jeg kan lide tolkningen af regler, jeg tænker i konsekvenser, forklar-begrund-argumentér er mother's milk for mig, dybt i hjertet er jeg vist egentlig en værre pedantiker og jeg nærer ingen illusioner om at retfærdighed kan ydes med lovens bogstav. Jeg ville nok have slået mig voldsomt i tøjret og være blevet en lousy jurastuderende, men egentlig ville det nok have passet mig bedre. At få tømme i og rammer for min flyvske refleksion og sensibilitet med hard core pensum og deadlines.

Det er umiddelbart for sent nu, og det er kun med et lille stik af ærgelse at jeg lader det fare. For jeg ville ikke have kunnet vælge det. Jeg kendte ikke til jurister, jeg kendte ingen jurister og ville ikke være advokat. Hvordan skulle jeg dog kunne forestille mig at læse jura dengang? Jeg kan kun drømme så langt som erfaringerne rækker, der er grænser for hvad og hvordan jeg kan tænke.

Derfor vil jeg lære nyt. Derfor skal jeg opsøge det fremmede. Derfor må jeg forsøge at forstå.

Tilbyd mig noget jeg ikke selv kan se! Forklar mig noget jeg ikke kan forstå! Vis mig noget Andet! Også selvom jeg kvier mig og er skeptisk og prompte synes at afvise. Jeg skal bare lige vænne mig til tanken. Jeg er bare forsigtig fordi jeg er bange for det ukendte, utryg ved det jeg ikke har erfaring med og ræd for at fejle.

Men den største rædsel er dog ikke at vide at være lukket inde i boksen. Den største rædsel er blindhed overfor andre muligheder. Den største rædsel er ikke at kunne vælge til og fra. Den største rædsel er mangel på forestilling til at drømme noget andet.