Peter Pan syndrom

For ikke så længe siden, genså jeg en af min ungdoms elskede. Og det er længe, længe siden sidst. Og jeg blev så glad for det er jo ikke fordi jeg ikke holder af ham. Eller holder af mig selv som jeg var engang. Dengang. Og det var med næeh og ih og åh og hvad laver du nu? Og aldrig var jeg færdig med at tale om mig og klar til at lytte til ham førend han fortalte om sin dårlige ryg. Om sin dårlige ryg?!

Jeg sværger, jeg har ikke set ham i 5 - måske nærmere 6 - år. Og det første han vælger at fortælle mig om er sin dårlige ryg. Og jeg ved at han har været på de vilde vover. Jeg ved han har boet udenlands, bestredet spændende, internationale jobs, er kommet hjem igen, haft kærester op og ned, har købt ny lejlighed og og og. Og så vælger han at fortælle om sin dårlige ryg.

Men bevares. Det der fylder er det der er nærmest. Og det er jo ikke fordi jeg ikke selv har haft min gang hos kiropraktoren. Årene mærkes og tandlægeregningen bliver også kun større. Og vi drak rødvin og sludrede og lo. Og guderne skal vide at jeg aldrig har set smukkere mand. Smuk og maskulin og sjov og stjernebegavet.

Og på et tidspunkt sagde han Du ligner dig selv, du er helt som jeg husker dig. Og jeg blev helt paf. For jeg havde det jo præcis på samme måde. Han lignede sig selv. Selvfølgelig talte han først om sin dårlige ryg. Selvfølgelig var han stadig gudesmuk. Selvfølgelig fik han sine omgivelser til at le. Selvfølgelig var jeg dybt forelsket i ham engang. Dengang. Men jeg sagde da så meget, pænt i lige måde. For det var jo sandt. Det var jo det jeg mente.

Men for fanden da ikk'os. Efter 5 måske 6 år. Det er sgu da ingen kompliment. Ingen kompliment overhovedet. Og han ligner stadig sig selv fordi han mente det som sådan.

Nattero

Jeg holder af at sidde skrive om natten, fordi mørket der lukker sig om lejligheden og verdens velsignede ro stimulerer koncentrationen.

Men i dag fylder min underbo 24 år og holder selskab her til aften. Og med gæster i hvad man må formode er samme aldersklasse, er det ikke middag med stofservietter, sølvkandelabre og fratrædelse før midnat, med deraf højst lyden af opvask efter kl. 24. Næeh, de danser. Og råber. Og griner højlydt.

Jeg er altså ikke spor sur over deres støvletramp, hvineri og lyden af den tunge baslyd der ikke lader sig dæmpe nævneværdigt af ørepropper. Jeg kan nemlig godt huske en aften i min lejlighed hvor afspilningen af Anna Davids "Fuck dig" rundede en 20-25 stykker, med en pæn stigning i lydniveauet fra første til sidste gang. Vi prøvede at lære den udenad. En ambition der ikke blev hjulpet ret meget på vej af de mængder alkohol vi havde indtaget.

Så jeg klager ikke. Jeg er faktisk mest glad for at den samme sang endnu ikke er blevet afspillet to gange. Men jeg er ikke for fin til at stå tidligt op og støvsuge i morgen.

Løn som forskyldt

Til den første fest i gymnasiet i sin tid var vi klædt ud som cowboydere & indianere. Selve festen husker jeg ikke i nærmere detaljer, på grund af de betragtelige mængder ildvand der blev konsumeret i skikkelse af Strohrom drukket direkte fra flasken. Jeg har ikke siden følt nogen særlig trang til videreudforskning af den østrigske nationaldriks lyksaligheder, selvom følgerne dagen derpå fortaber sig nådigt i glemslens tåger.

Jeg spekulerer lidt på hvor lang tid der skal gå før Mnemosyne forbarmer sig og slipper taget i visse af søndagens begivenheder. Jeg har stadig alt for fine flashbacks fra den natlige ekskursion til badeværelset, i hvilken jeg kastede adskillige nyligt indtagne drinks op, alt imens jeg flæbende skiftevis undskyldte min ucharme og erklærede min kærlighed til den herre som aede mig på ryggen, holdt mit hår og forsikrede mig om at det var okay.

Til gengæld tror jeg han tog det lidt ilde op længere opad dagen da jeg fra min immobile fosterstilling på sengen, kun holdt op med at vånde mig for bede ham holde op med at tygge sin chips så højt.

Festival

Copenhagen Jazz Festival er en skøn opfindelse. Man kan tage ud efter arbejde, høre god musik og drikke bajere. Man kan tage videre og spise godt til små penge, drikke flere øl og næsten ikke fryse selvom man sidder udenfor. Man kan drikke flere øl endnu og grine, pjatte, le og smile til de søde mænd. Og når man fryser nok og kommer i tanke om at man skal op på arbejde i morgen, så er man ikke mere end et kvarter fra den lune seng og det er ikke engang rigtig sent så der er ingen grund til at få dårlig samvittighed over bajerne. Copenhagen Jazz Festival er en skøn opfindelse.

Nar'men - det har jo heller ikke noget med dig at gøre...

Klokken havde kun lige passeret midnat, da aftenens mest ucharmerende kommentar faldt fra en mand der var så way ahead of us på vej ud i hegnet, at han ikke kunne stå i baren:

Min kærste er gravid i 24. uge og går bare rundt og er tyk og fed og umulig derhjemme... - I har slet ingen problemer!

Yentl yentl

Vi fik besked på at trække vejret. Ind gennem næsen og helt ned i maven og ud gennem munden. Vi skulle "plugge ind" i vores livskraft med den ene hånd på hjertet og den anden på navlen. Så skulle vi lade som om vi var dyr i Afrikas jungle, og sætte lyd på. Det var uhyggeligt svært at holde masken til at starte med.

Vi skulle være tilstede i vores eget nærvær, og give nærværet videre. Med vores hænder åbne og håndfladerne vendt mod den anden, skulle vi mødes i stille dans, med blikket hvilende i den andens øjne. Det var det mest angstprovokerende overhovedet. At se fremmede mennesker i øjnene med et åbent sind og blik, og fastholde det i eget nærvær og deres. Jeg var skræmt fra vid og sans og perspirerede af anstrengelsen. Og meget glad for at min stud.psyk. veninde hvislede noget om "..uetisk..manglende rammer..helt forkert fremgangsmåde..".

At omfavne fremmede mennesker i et forårskram var ikke halvt så slemt. Heller ikke selvom man også skulle være tilstede i det i lige lovlig lang tid, og stå så tæt at man kunne mærke den andens mave. Hvad der tilgengæld var grænseoverskridende ud i det vilde, var igen at stå over for fremmede mennesker og lade dem give sig deres accept af én. Nærvær i øjnene, hænder strygende håret, berøringer på arme og hals, kærtegn i ansigtet - alt blidt som af en elsker. Jeg kunne ikke give halvt så meget ømhed tilbage, jeg var simpelthen så rystet.

Og så dansede vi. Og drak litervis af vand. Og svedte. Sveden haglede af kroppen. Håret blev gennemblødt, trusser og bh kunne vrides, toppen klæbede til huden, mine jeans skulle vrikkes og rulles af ved toiletbesøg. Under svedlugten var der en distinkt lugt af røgelse i hele lokalet, og kanel fra Chai'en som havde brygget hele dagen i chairummet. Der var kvinder i selskabskjoler, og nogen med batikfarvet tøj. Der var en mand i strikkede bukser (!) og én der var udklædt som leopard, og en enkelt i jakkesæt.

Der var mennesker i alle aldre. Der var rigtig mange bare fødder. Det var fandme flippet. Jeg skal afsted igen.

Damn it!

Jeg bliver så irriteret. Det der startede ganske uskyldigt ud med en halv snes bajere i godt selskab udartede sig til en barhængeraften, hvor det pludselig forekom aldeles meningsfuldt at kvæle shots med ild i. Jeg ville virkelig gerne kunne pinpointe det præcise øjeblik på sådan en aften, hvor man bliver så klog, at er fuldstændigt logisk at drikke brændende alkohol. Det øjeblik hvor ræsonnementet er komplet med sammenhæng, årsag og konsekvens og giver mening. For det må det jo gøre, ellers gør man det vel for fanden ikke.

Jeg ville så gerne kunne holde fast i det tidspunkt, så der i det mindste kunne være en god grund til at vågne med brandvabler i munden.

Tømmermændstanker

Jeg ved ikke helt under hvilken kategori gårsdagens scoringsforsøg skal rubriceres.

• Ville det anklagende tonefald i indgangsreplikken "du ligner en lærer" kvalificere det til kamikaze?
• Skulle det vilde udtryk i øjnene da det lykkedes ungersvenden at deducere sig frem til at jeg er mindst 27 rykke det over i en afart af det pubertære?
• Eller var det bare halvhjertet når han endte med at spørge om jeg skulle med på Sørens Værtshus?

Det er ikke dig, det er mig

Det må stoppe nu. Selvom det har været sjovt, er omkostningerne efterhånden blevet for store. Næste gang må jeg melde hus forbi. Jeg må træde i karakter og modstå presset, også selvom det er fristende og synes som en good idea at the time. Det kan bare ikke blive ved på denne måde.

Jeg kan ikke mere. Jeg magter det ikke længere. Det må gå forbi mellem os. Det er slut nu.

Farvel Tequila.

Balance scorecard

• Strategiens buzzwords er stadig: innovation, internationalisering, globalisering, smv og videndeling (uden fuge-s)
• Nye ord til vokabular: Kontrahere, facilitere, jussement
• Nogen chefer ser bare endnu mere onde ud i jeans
• Nogen fuldmægtige ser bare endnu mere akavede ud i jeans
• 5 ud af 9 ved lederbordet er kvinder (Yes Baby!)
  
• Minibarer raidet: 4
• Brandert: 1 (medium)
• Kuglepenne i tasken: 8
• Stiftblyanter i tasken: 2
• Håndklæder brugt: samtlige tilgængelige (5)
  
• Hotelsæber i tasken: 1
• Bolcher i tasken : 27
• Timer bonnet: 15

Ghost in the machine

3 timer til take-off. Suppen til forretten er klar til opvarmning m. fløde umiddelbart vi sætter os til bords, brødet til samme er i ovnen, oksefilétten er gjort klar til stegning og kartoflerne koger.

Jeg mangler at lave salaten, at lave feta/tomat blanding til kartoflerne som skal i ovnen mens stegen hviler, at gøre klar til dessertkagen der skal i ovnen efter kartoflerne. Og så det løse såsom rengøring, borddækning, bad og omklædning.

Summa sumarum: Jeg har lynende travlt, men jeg tager den med ro.

- Og så vælger musikmaskinen at strejke på bizar manér. Af uransagelige årsager vil den ikke spille en lang række cd'er. Efter testning af omtrent 25% af min beholdning kan jeg p.t. vælge at spille: Red Hot Chili Peppers: "Blood Sugar Sex Magik", Sinéad O'Connor: "Universal Mother", Kashmir: "Zitilites" og Stone Temple Pilots: "Core".

Af en eller anden grund føler jeg lis'som ikke at det vil være et særligt attraktivt eller passende soundtrack til et 10 personers middagsselskab. Scheisse!

Up-date: Vi kunne også få lov til at høre Beth Orton, Jeff Buckley og enkelte U2 cd'er. Lorte maskine.

It's me over there, walking on eggshells...

Weekenden og ugens start i grove træk:

• Lørdagens fest sluttede kl 06.38 eller der omkring kan jeg se af taxabonen
• Søndag var en dejlig dag bemærkede jeg - da jeg slemt bagstiv trak rullegardinet ned på et-eller-andet tidspunkt
• Mandag var jeg sløj og hældede mest til tanken om at det da nok ikke havde været så slemt til den der fest.

Idag på arbejde talte jeg med kollega, der var ankommet uforskammet ædru til festen lige efter midnat, som sagde: "folk var godt nok stive, men dig og Lars tog nu alligevel prisen!"

Nu må jeg rekapitulere og

• kategorisere gårsdagens symptomer under '2.dagstømmermænd'
• holde vejret og håbe på at det jeg kun kan deducere mig frem til ikke er fotodokumenteret
• glædes over at jeg i det mindste ikke er alene om pladsen

Godt det allerede er onsdag imorgen...

Drinks

I nat drømte jeg at jeg var Trine Dyrholm, og jeg medvirkede i et talkshow i Australien. Gæsten efter mig var Russel Crowe, og da optagelserne var slut åbnede baren. Jeg tilbød at hente drinks og i allerbedste 5o'er musicalstil blev jeg båret over i baren på hænder og fødder af 4 dansere. Der bestilte jeg Kir Royal.

Jeg er vant til at kunne huske mine drømme, og jeg er vant til at drømme sært. Men helt ærligt! Kir Royal??!! Selv i drømme er jeg ret sikker på at Kir Royal ikke ville imponere Russel Crowe...

Når shots kun koster en femmer

Jeg syntes egentlig ikke jeg var så fuld. Men tømmermændene i dag siger noget andet. Klokken blev 16 inden jeg på nogen måde magtede andet end horisontal position. Dagen, aftenen og natten igår var uovertruffen. Idag er sket for andre mennesker.

Forventningerne er ligesom ikke for høje til at starte med

... Og det bliver omtrent ikke mere sørgligt end når man kl. midnat står overfor en veninde, der tripper nøjagtig ligeså meget som een selv for at kysse en anden end hinanden, og alligevel ender med at kysse på en som har for mange bryster, og hun så siger: Det er ikke dig, - det er mig...

2006 kan KUN blive så meget bedre herfra!

Melder #2

Suppespaghetti kan ikke gøre det ud for rigtig pasta, selvom man har drukket rigtig, rigtig meget snaps (som jo hjælper rigtig, rigtig meget mod forkølelse).

...Heller ikke selvom man hører Jeff Buckley temmelig højt. Ret så tidligt om morgenen.

Melder

Præfabrikeret dry martini af tvivlsom karakter kan bringes til et nogenlunde niveau af drikværdighed med rigelige mængder lime og indian tonic water.

Det tror jeg egentlig ikke...

Gad vide om det egentlig har været nogen særlig sej julefrokost når jeg, iøvrigt totalt ude af kontekst henover cykeloplåsning, overvejer om det er hawaii- eller dilddip jeg bedst kan lide når det kommer til stykket?

Jul i blogland 4 december

Det er jo ikke fordi jeg ikke holder af lysene. Kongens Nytorv er en fryd at skue. Særligt efter D'angleterre har skiftet sidste års corny kaminildstema ud med et knap så smagløst karruseltema. Magasins outline af bygningen er eventyrlig. Selv franskmændene i det Thott'ske Palæ har sat lys i vinduerne. Det havde de jo faktisk ikke behøvet.

Det er heller ikke fordi jeg ikke forgriber mig på brunkager, pebernødder og vanillekranse. Eller holder af duften af kanel, gran og appelsinskaller. Eller gerne vil klippe klistre og drikke glögg og spise æbleskiver. Eller bryder mig om at finde og købe den helt rigtige gave. Eller nyder lyden af salmerne og julesangene. Det er ikke fordi jeg ikke gerne vil hygge mig med mennesker jeg holder af. Det er ikke fordi at de stålsatte traditioner irriterer mig så overmåde meget. Det er ikke fordi jeg har noget imod jul.

Der er bare det ved det, at december er en umulig måned.

December er så kort. Det er som om det først er når klokken slår midnat til den 1. december at det går op for folk at året næsten er omme. Kunne det eventuelt ikke have været forudset - bare så'n midt i november? Det er som om det skal blive jul inden alle de deadlines der knytter sig til årsskiftet antager alvorlig skikkelse for folk. Der er dobbelt så meget arbejde, og halvt så mange dage at udføre det i. Ikke alene holdes der lukket den 24. Der er også den 25. og den 26. Folk vil også gerne gå tidligt, eller komme sent, for at jule den til afslutning i daginstitutioner. De vil gerne afspadsere i dagene efter skolernes ferie starter. Og i tiden mellem jul og nytår ligger kontorerne mørke og forladte hen.

December er studentens svøbe. Semesterlivet slår så hårdt. Oktobermåneds off-hand eksamenstilmelding langer ud efter én, med de formelle krav man dengang letsindigt rystede af sig i tanken om at der var lang, lang tid til de skulle indfries. Det er i december at man finder ud af at det, på trods af adskillige års gang på universitetet, igen er lykkedes én at glemme en forholdsvis enkel, men dog betydningsbærende, papirmæssig procedure. Det er i december man opdager at man faktisk overhovedet ikke forstod septembers forelæsninger, og at resten af årets undervisning fik dybde af de tekster og at man virkelig er ude hvor man ikke kan bunde.

December er selskabelighedens måned. Og vil alle ikke nødig sætte sig udenfor fællesskabet? Det ér bare sjovere at have været der, end at høre om det. Og indtil sommerfesten er det julefrokosten der tegner referencerammen for de sociale interaktioner som gør det lidt skæggere at arbejde sammen med kollegaerne. Det er der man får mulighed for at få sin opfattelse af folk nuanceret, at opdyrke relationer med mennesker som man ellers ikke plejer omgang med. Og det er bare sværere at gøre på apolli-fucking-naris når der står snaps ved kuverterne.

December er så mørk! Jeg skal SOVE så meget mere end resten af året for bare at hænge sådan nogenlunde sammen. Og så bliver tiden så kort, så kort. Endnu kortere. Og imellem arbejdspresset, læsepresset, og selskabelighedspresset bliver juleriet bare endnu et pres med sine fordringer om tvangshygge og tvungholden af traditioner.

Det er derfor at jeg holder så meget af lysene. Det er derfor at julemånedens aller-allerbedste dag er den 21. december. Med et suk holder jeg lysfest i lettelse over at det da ikke bliver værre nu.


5 december hos Mie

Teknikaliteter

Er det helt eller halvt løgn, eller bare en omstrukturering af sandheden, når man undskylder sig sin rustne stemme med et 'jeg har været lidt syg' og det er tydeligt for enhver, at man befinder sig på det ubehagelige stadie mellem bagstiv og tømmermænd?

Falder the hangover-blues ind under kategorien trist & ked eller er man i sit behov for kys, kram, cola og kodymagnyler bare ynkelig?

Er det ansvarsfralæggende at bringe den uacceptable, men hævdvundne, undskyldning 'jeg var fuld' i spil, når man ude af stand til at træffe fornuftige beslutninger, efterfølgende skal mediere mellem følelserne af lettelse og ærgelse over at andre gjorde det for én?

Er det mest jammerligt ikke at vide hvad tranebærsaften blev medbragt til at blandes op med, eller ikke at have smagt pågældende drinks?

Og bryder man rent faktisk et princip om ikke at drikke det hippiestads mod blærebetændelse når man næste dag er for elendig til at gå i kiosken efter cola og iøvrigt ikke lider af nogen urinvejsinfektion?