Rain on my Parade

Det var 3 måneder siden i går. Og faktisk opdagede jeg det først i dag. Jeg er ikke okay endnu. Der er frakturer. Og tvivl og tanker og trøst. Og lange samtaler og indre monologer om det hele, om dengang, om ham og mig og nu. Men det er okay.

Jeg kan ikke helt med lejligheden endnu. Jeg kan ikke helt med mig selv endnu. Jeg prøver at komme i hu hvad det var jeg kunne lide ved mig selv. Det er vanskeligt at samle det jeg føler, siger, mener og gør og få det til at bevæge sig i nogenlunde samme retning.

Det er så svært at mærke mig selv, uden at det bliver i negation til ham og til de sidste 3 år - jeg købte en regnfrakke som jeg ved han ville have hadet, og kom hjem med noget som jeg ikke engang selv rigtig brød mig om. Jeg håber det ikke vil regne for meget i den kommende tid.

På bjerget

Det føltes som om vi i fællesskab besluttede at bestige et bjerg. Det var ikke altid let, men vi var sammen om udfordringen. På et tidspunkt blev det vanskeligt, og jeg spurgte om han var okay, om alt var som det skulle være? Og han holdt mig i hånden og forsikrede mig om at det var det, at vi var sammen om det og at alt derfor nok skulle blive okay.

Og så besluttede han sig for at det ikke var sådan.

Men i stedet for at vende sig mod mig, i stedet for at sige lad os gøre det her på anden måde, i stedet for at sige hør, måske skulle vi have et kursus i bjergbestigning, sparkede han mig udover klippekanten. Med et skuldertræk vendte han sig om og slentrede ned af bjerget, uden et blik tilbage, med hænderne i lommen mens han fløjtede en lille, munter melodi.

Det er sådan det føles.

My Lady Story

Da han kom hjem, gik han straks til pigens billed og lagde
sig hos det og gav det et kys. Og det var, som han mærkede varme.
Han prøver igen, og kærtegner nu også billedets bryster.
Under hans kærtegn svinder det hårde i benet og blødner,
synker under hans finger og gir sig, som voks fra Hymettus
blir blødt i varmen fra solen og kan modelleres i hånden
til mange forskellige former og føjer sig ved at håndteres.

Han undrer sig, tør ikke tro det og frygter at håbe forgæves.
Kærligt klapper han atter og atter den elskede genstand. -
Levende var den; og åren pulserer under hans finger.

Teksstykket kommer fra Ovids forvandlinger, udgaven fra 1989. Det er fra Tiende sang, vers 280-290, et uddrag af Pygmalion. Det er den myte der er forlægget til My Fair Lady. Eller retteligt er musicalen baseret på teaterstykket af George Bernard Shaw som hedder Pygmalion.

Damebladet er en af urmytens konsekvenser, og selvfølgelig læser jeg dameblade, men det er sjældent for det giver mig kvalme. Dybest set er det en perversitet at sidde og kigge på glittede billeder af tøj og make-up og allehånde dyre produkter og opbyggelige historier og tips og tricks der skal gøre mig til en elsket genstand. Det er en perversitet at begære det. For det gør jeg. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg kan ikke andet hvis jeg på nogen måde skal give mening i verden.

Postpakke

Det er klart en luksus jeg har tilladt mig, særligt i denne måned hvor der er så mange andre at begave. Men den søndag morgen hvor jeg med lidt tømmermænd tog en pause fra omkringnusseriet og avislæsningen og lukkede mine øjne et øjeblik, mens jeg lå der på sofaen og klukkede af De Sorte Spejdere, var der en sang der smøg sig ud af æteren og bare stemte med alle fornemmelser og den særlige jeg var kroppen af der.

Med lidt research fik jeg opsporet hvad det egentlig var og stedet for indkøb af musikken. Det forekom umiddelbart lidt dyrt og ekstravagant sådan at bare at bestille een cd, men jeg kunne slet ikke slippe og var ligeglad. Den er blevet sendt langvejs fra, men i dag er en postpakke med Gary Jules' seneste album landet i min postkasse.

Som jeg lytter og lytter og lytter og slet ikke kan få nok af den sang som sætter så præcist lyd på min ro, min glæde, min forankring ved jeg, at jeg senere kan hente den frem og blive mindet om hvordan det skal føles, det her udramatiske velvære som jeg har fundet mig falling awake.

Bulletiner fra kontoret - papirudgave

Emne: SV: blokering af mail

Jvf. nedenstående kan jeg desværre ikke modtage dine mails. Jeg afventer papirudgave.

Mvh

-------------------------------------------------------------

Emne: blokering af mail

Vores firewall er ret hidsig og derfor kan jeg ikke modtage den mail du har afsendt.

Hvis der er flere vedhæftninger vil jeg bede dig sende dem seperat i hver sin mail, evt. med nummererede emner, så er nemmere at finde ud af hvilken vedhæftning systemet ikke vil æde.

Alternativt vil jeg bede dig om at konvertere filerne til word, hvis det kan lade sig gøre.

Sidste mulighed er den gode gamle; at jeg får tilsendt papirudgave m. snailmail.

mvh

Tavle

Jeg har efterhånden fået skrevet så meget op at jeg har mistet overblikket. Min tavle er blevet et ulæseligt sammensurium af ting jeg skal huske, ting jeg skal lære, ting jeg skal tage mig af, ting jeg burde, ting jeg gerne vil, ting der er sket. Det rider mig som en mare og forstyrrer min nattesøvn, hvilket ikke er befordrende for noget overhovedet.

Jeg kan ikke bare viske tavlen ren. Der er ingen grund til at smide adskillige babyer ud med badevandet. Det ville jeg også blive ked af. Selvom det ikke huer mig, må jeg vist bare slippe trangen til overblikket. Holde op med at blive ved med at træde et skridt tilbage i forsøget.

Jeg må i stedet træde nærmere, så jeg rent faktisk kan læse de krusseduller derovre til venstre, midt for. Læse det og tage en beslutning. Skal det læres? Skal det huskes? Skal det gøres? Skal det deales med? Og når jeg har gjort det, kan jeg viske det ud. Den ting, ordentligt. Og tage fat på det næste ved siden af, og efter den den næste.

Når man mister overblikket, kan det nogen gange godt betale sig at gå i detaljen. For der er vel ingen der tror på at man bare kan viske tavlen ren. Sådan swisj swusj. Som om det ikke med karkludens fugtighed lagde sig som en sløret hinde over tavlen igen. Som om det ikke hang ved som kridtstøv i halsen.

Konsekvens

I min barndom når man havde lavet ulykker og måtte krybe til korset og stod der og kiggede ned i jorden på sine fødder og trådte sig selv over tæerne, så faldt de skænd man fortjente ofte i udsagn á la: "Du ved jo godt at du ikke må ..." og man måtte nikke skamfuldt, for man vidste det jo for det meste faktisk godt. Derefter faldt hadespørgsmålet nummer ét altid: Hvorfor gør du det så? Pausen efter det spørgsmål var forfærdelig, for det havde man bare aldrig et ordentligt svar på.

Hvorfor gør du det så? Når du nu ved bedre - hvorfor gør du det så?

Jeg tror at det er et spørgsmål jeg uvilkårligt har forsøgt at besvare lige siden - jeg bærer det med mig som en understrøm. Jeg tror at mit evige, på tusind måder stillede Hvorfor? er en
konsekvens af den måde at få skænd på som barn: Hvis bare jeg nu vidste hvorfor, hvis jeg nu bare kunne forklare hvorfor, SÅ kunne jeg måske undslippe den dybe, skamfulde pause.

Fyrfadslys

I mit barndomshjem havde vi et fyrfad. Det blev nu og da brugt til at holde teen i potten varm, men mest blev den brugt til at smelte chokolade over til konfektproduktionen ved juletid.

Jeg har ikke selv noget fyrfad, det er en uskik at holde teen varm i potten på den måde og generelt juler jeg den ikke særligt. Så der har ikke været egenproduktion af konfekt at smelte chokolade til endnu. Og selv for det tilfælde tror jeg at jeg ville foretrække at smelte den over vandbad - eller bain marie, hvis det skal være fint og fransk.

Jeg har heller ikke rigtigt noget julepynt så jeg kommer aldrig lige omkring ved det pynten op. Den eneste ting jeg juler med er de kosta boda sneboldstager jeg har fået af min mor. Omkring første december finder jeg dem frem og sikrer mig at jeg har fyrfadslys i huset, så jeg i decembers grimme mørke kan nyde lysets flakkende skær i det ru glas.

Tur-pas

Jeg siger pas til turen. Bare fordi jeg har et tur-pas, betyder det ikke at jeg pinedød skal udnytte det til en grad så jeg får kvalme.

Hvis jeg går om bord accepterer jeg, at jeg ikke selv bestemmer hastigheden. Når jeg stiger på slipper jeg kontrollen. Jeg vælger at lægge min tid i andres hænder. Jeg kan sidde og skrige mig hæs og råbe jeg vil af, jeg vil af, jeg vil aaaaaf! Men der er ikke rigtig nogen der lytter og der er ihvertfald ingen der tager det alvorligt. Man skal jo bringes derud hvor man fortryder og gerne vil af igen. Sådan er reglerne.

Men denne her gang. Nej. Jeg melder pas. Jeg tager ikke turen igen. Jeg vil hellere gå og nyde at jeg har muligheden. Og måske vil jeg i virkeligheden også helst bare en tur i bådene. Eller Mariehønen. Eller det lille pariserhjul.