It's Funny Because it's True

- Du behøver ikke være urolig for om din verden bliver indskrænket, den er indskrænket.

- ...?!

- Ja, når du fortæller om din dag handler det om hvornår og hvor meget han har sovet, spist og skidt...

Søndag 23.37

- Hvad laver du ude i bryggerset, lydløs som en ninja?

- ... ... ???

- Sagde jeg det højt?

Lutrende ord

Som balsam for sjælen efter mange dagens boksen frem og tilbage med al for megen og al for detaljeret information fra de sædvanligvis ikke særskilt selvreflekterende ingeniører:

- Have I been helpful? Or just nerdy?

How the cookie crumbles

Jeg hoster lidt endnu. Og jeg kan høre nevøerne i det næste værelse. Og lørdag morgen i sengen med kaffe, udmeldt af dagen og familien lidt endnu, tænker jeg lige. Mærker efter. På bagsiden af en rebound fra rebounden.

Og det var sgu et tosset projekt i sig selv. For jeg var jo ambivalent. Men det kunne jo også bare have været så rart for selvfølelsen, hvis en sød og interessant fyr gerne ville have mig. Uagtet at den kvintessentielle trang og lyst til at komme nærmere manglede.

Og på den måde kan man lægge i kakkelovnen til en afvisning. Som svier. Lige meget hvad.

Setting yourself up for failure? UR doin it rite!

Gå væk gespenst

Jeg kan ikke iklæde mig gevandter som ikke er mine. Jeg kan ikke ikke være ærlig. Jeg kan til nød undlade at sige - og selv det er jeg dårlig til. Så jeg kom til at sige at jeg har gået til psykolog engang. Fordi det en integral del af en historie om min far som jeg tit fortæller for at illustrere hvorfra jeg kommer. Fra hvad jeg kommer. Hvor langt jeg er kommet. Og han var bare sød og omsorgsfuld da han så spurgte Men er du okay i dag?

Jeg ved ikke hvad det er. Men jeg ved at det ikke er sindssygt, stormende, hovedet under armen, voldsomt, vildt, uden forbehold og helt ude i hampen som sidst. Jeg ved at jeg smilede da jeg cyklede hjem. Jeg ved at jeg bryder mig om ham. Jeg ved at jeg ser frem til at tale med ham igen.

Så det er anden slags historie. Og det har jeg ret meget brug for. For jeg hjemsøges om natten af drømme om ting der kunne have været i det ulidelige land af hvis-hed. Med en døvstums gehør vælter mit ubevidste fantomfølelser ind over mig. I søvnen knitrer og tikker udslagene på håbefuldhedens  geigertæller. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal gardere mig mod den slags spøgelser. Jeg ved ikke hvordan jeg skal tøjle maren.

Så jeg sætter min lid til en anden slags historie. Jeg sætter min lid til for en gangs skyld at være forsigtig, stille og rolig. Jeg sætter min lid til at der ikke er noget forgjort ved at en potentiel romance tjener to formål, så længe det ene mål ikke helliger midlet. Jeg sætter min lid til mit manglende talent for uoprigtighed.

Peter Pan syndrom

For ikke så længe siden, genså jeg en af min ungdoms elskede. Og det er længe, længe siden sidst. Og jeg blev så glad for det er jo ikke fordi jeg ikke holder af ham. Eller holder af mig selv som jeg var engang. Dengang. Og det var med næeh og ih og åh og hvad laver du nu? Og aldrig var jeg færdig med at tale om mig og klar til at lytte til ham førend han fortalte om sin dårlige ryg. Om sin dårlige ryg?!

Jeg sværger, jeg har ikke set ham i 5 - måske nærmere 6 - år. Og det første han vælger at fortælle mig om er sin dårlige ryg. Og jeg ved at han har været på de vilde vover. Jeg ved han har boet udenlands, bestredet spændende, internationale jobs, er kommet hjem igen, haft kærester op og ned, har købt ny lejlighed og og og. Og så vælger han at fortælle om sin dårlige ryg.

Men bevares. Det der fylder er det der er nærmest. Og det er jo ikke fordi jeg ikke selv har haft min gang hos kiropraktoren. Årene mærkes og tandlægeregningen bliver også kun større. Og vi drak rødvin og sludrede og lo. Og guderne skal vide at jeg aldrig har set smukkere mand. Smuk og maskulin og sjov og stjernebegavet.

Og på et tidspunkt sagde han Du ligner dig selv, du er helt som jeg husker dig. Og jeg blev helt paf. For jeg havde det jo præcis på samme måde. Han lignede sig selv. Selvfølgelig talte han først om sin dårlige ryg. Selvfølgelig var han stadig gudesmuk. Selvfølgelig fik han sine omgivelser til at le. Selvfølgelig var jeg dybt forelsket i ham engang. Dengang. Men jeg sagde da så meget, pænt i lige måde. For det var jo sandt. Det var jo det jeg mente.

Men for fanden da ikk'os. Efter 5 måske 6 år. Det er sgu da ingen kompliment. Ingen kompliment overhovedet. Og han ligner stadig sig selv fordi han mente det som sådan.

Receiver is king!

For nylig blev jeg begavet med endnu en niece - 8 pund, 53 centimeter. Hun har en storebror på 2½ og da han så babyen for første gang, stillede han et spørgsmål der i den grad illustrerer behovet for at dobbelttjekke forståelsen af de forklaringer man giver små børn:

Er dens mor blevet væk?

Attaboy! 

Men man får da lejlighed til at protestere...

Det er særdeles ubehøvlet opførsel når nogen omtaler en i tredje person og ufordelagtige vendinger når man rent faktisk er der, men hvad kalder man det egentlig når folk bagtaler en mens man er tilstede? ...Fortalelse?

Det allersværeste

- Jeg ville bare ønske at der var noget at tilgive...

- Hvad med dig selv?

Saying it all

- Du lod dig aldrig rive med.

- Jeg blev aldrig revet med.

Bulletiner fra kontoret #2

- Jamen, jeg kan jo ikke hekse!?

- Den diskussion har vi afklaret.

Nej, jeg kan ikke lige placere det på et kort...

...Men jeg har altid svar på rede hånd:

- Ved du hvor Ballerup ligger?

- Jaeh, altså... uden for København.

- Øøøh.. Hva?

- På den grønne s-togs linie.

Jeg er ikke helt sikker på at jeg elsker den slags samtaler

Eller: At skulle arbejde i heden gør kontorfolk spidse

- Nå! Jeg havde ellers vænnet mig til at herrerne var galante og holdt dørene for damerne!

- Kun for pæne piger!

- ...?

- ...!


[Note: Et kort sekund overvejede jeg at forfølge emnet. Men da det kom til stykket blev jeg enig med mig selv om at lade den falde. Either way ville jeg nok ikke bryde mig om svaret... For slet ikke at tale om en evt. forklaring]

Nar'men - det har jo heller ikke noget med dig at gøre...

Klokken havde kun lige passeret midnat, da aftenens mest ucharmerende kommentar faldt fra en mand der var så way ahead of us på vej ud i hegnet, at han ikke kunne stå i baren:

Min kærste er gravid i 24. uge og går bare rundt og er tyk og fed og umulig derhjemme... - I har slet ingen problemer!

Arbejd arbejd

Man ved man har været for længe væk fra arbejdspladsen når en kollega ved synet af een udbryder:

- Gud... Arbejder du her endnu?!

Jeg elsker den slags samtaler II

- Tænk om man havde et job hvor man skulle gå i jakkesæt...

- Det ville være ligesom fastelavn hver dag...

Jeg elsker den slags samtaler

- Hvor mange rotter og katte og den slags smådyr tror du der kommer i mejetærskeren om året i Danmark?

- Hvor mange kilometer asfalt tror du der er i Danmark?

- Nå ja ..men hvor mange gange har du selv prøvet det?

- Aldrig. Men jeg har engang pløjet en mus ned.