As if I didn't know...

Jeg er ingen overpakker, så jeg var i Amsterdam uden langærmede bluser. Det blev temmelig koldt en af dagene. Jeg fik det heller ikke varmere af at gå i sandaler. Så jeg kom hjem med en lille hoste.

Ikke så meget at jeg ikke kunne tage til træning fredag aften. Hos en ret så temmelig cute mandlig instruktør. Og med en lidt hyggelig og familiær tone imellem ham og os 7 deltagere skruede imponeringsfaktoren niveauet betydeligt i vejret.

Så jeg værkede lidt i går. Og havde lidt hovedpine. Og en en lidt værre hoste. Men jeg skulle ud med en veninde og jeg havde faktisk glædet mig. Så med to Panodiler og en stor Hoegaarden blev det en helt fin aften. Og vi drak hvidvin og snakkede og sladrede og røg cigaretter.

Og i dag vågnede jeg med en træls, træls hovedpine og en grim, grim hoste og en krop der gør decideret ondt i enhver fiber. Og jeg ved ikke hvor meget der skal tilskrives henholdsvis idiotisk overtræning af slappe muskler, idiotisk alkoholindtag på bund af paracetamol, idiotiske cigaretter som jeg så meget godt kunne have undværet eller regulær sygdom.

Og jeg synes ikke rigtig at jeg kan tillade mig at ringe til min mor uden at vide det. For den gamle sygeplejerske vil jo spørge for at diagnosticere. Og jeg har brug for at hun har lidt ondt af mig. Ikke at hun tsk tsk'er og siger at jeg har bragt det over mig selv.

Haribo Hooha

Jeg går i bad efter jeg har trænet. Til formålet medtager jeg en samling små plastikflasker med shampoo, balsam, bodyshampoo, ansigtsvask, bodylotion m.v. På grund af den liden størrelse må de dog ofte genopfyldes. Det gør jeg sådan som det cirka passer, uden at skele til eventuelle rester og disses overenstemmelse med det fluidum der påfyldes. Resultatet er for det meste sømløst hvis man ser bort fra ubestemmelig farve og odør.

For det meste. Lige nu har mit uhellige mikseri ledt til en bodyshampoo der i tekstur og farve bærer en usømmelig lighed med sæd. Tilgengæld lugter det umiskendeligt af labre larver.

Lærestreg

Man kan godt træne uden sin shuffle selvom det er irriterende at være tvangsidlagt til møgstationen the Voice som gjalder ud over hele centeret. Man kan også træne på trods af en glemt hårelastik - det er lidt irriterende i starten men så snart man har svedt sig lidt vådt hår til, lader det sig flette skubbe af vejen sådan nogenlunde. Man kan også godt træne med bare tæer i skoene når man har glemt strømperne.

Jeg vil bare opfordre til at man ikke lader adrenelinen og endorfinerne løbe af med sig så man overhører signalet fra fusserne om at det ikke er helt behageligt det her. Blodvabler og brandsår i svangen tager ikke alene forbandet lang tid om at hele, de gør med jævne mellemrum også ret ondt mens de gør det.

Erkendelser

Hvis intentionen er ikke at falde for klicheen og blive kærestetyk, så er det nok en god ide at sløjfe chokoladekiksene til morgenmad. Og bastognekiksene til frokost. Og se at komme afsted til træning.

Lancôme - I love you

Jeg ved godt hvorfor jeg ikke går på kompromis med kvaliteten af min mascara. I dag har den holdt til tung gennemblødende regn på vej til arbejde, en hel dag dér, sveddryppende(!) spinning, et bad og seriøst gennemblødende regn på vej hjem.

Den er regulært vandfast - helt fint på plads endnu. Ikke så meget som en skygge under øjnene.

Det er så også dagens bedste erfaring. Dét og så Rammstein til træningen.

Konfrontation

Jeg bryder mig ikke særligt om at se på mig selv i spejlene når jeg holdtræner. Det er ingen fornøjelse. Og det bringer mig direkte tilbage til tiden da jeg gik på efterskole. Det var principielt en skole der lagde lige vægt på idrætslige, praktiske og boglige fag. I realiteten var lærerne store på det idrætslige. Så man endte med hovedvægten der nærmest uden selv at lægge mærke til det. Jeg havde 12 timers idræt og gymnastik om ugen, foruden de timer der foregik om aftenen.

Jeg var glad for det. Særligt gymnastikken kunne jeg lide. Eller jeg blev glad for det. Det var egentlig så befriende med ordenen på det. For det første havde de tvære teenagerne ingen mulighed for at gemme deres kropslige usikkerhed og mindreværdskomplekser væk i løs påklædning - kroppen skulle nu engang stoppes ned i stramt gymnastiktøj. For det andet var der ingen diskussion om hierakiet - de dygtigste fik fløjpladserne og så blev resten fordelt bagud med de dårligste bagerst. Jeg stod for det meste i anden bagerste række.

Efter jul begyndte vi at træne foran spejle - og så var det jeg begyndte at forstå hvorfor jeg stod næsten bagerst. Min kropsfornemmelse var bare ikke noget at skrive hjem om. Når jeg troede at jeg præcist kopierede vores lærers strakte arme, var mine bøjede. Alt det jeg troede jeg gjorde korrekt så bare ud ad helvede til. Og for det tilfælde at mine arme var præcist placeret, var min fodstilling forkert. Min kropslige koordinationsevne var bare så ringe.

Jeg havde luret at min kropshukommelse var nærmest ikke-eksisterende. Det var et slid der affødte gråd og tænders gnidsel at lære serierne. Mismodet var overhængende når de andre gik i bad og jeg måtte bede en veninde om at løbe det hele igennem med mig igen L A N G S O M T. Jeg omfattede vores gymnastiklærer med absolut had, når hun ændrede rækkefølgerne i serierne midt i det hele.

Og så kom spejlene til. Hold kæft hvor jeg tudede. Og så blev jeg rasende. Og så startede hele turen igen med at låne musikkene af læreren og bede de dygtige veninder om at blive et kvarter ekstra, eller bruge en mellemtime, sammen med mig så jeg kunne få det lært. Jeg er enormt glad for at det kunne betale sig - for jeg endte oppe i andenforreste række. Og jeg tror nok at vores gymnastiklærer var så hard-core at det ikke var en belønning for indsatsen som sådan. Og så blev jeg glad for det. Og stolt ved det.

Når jeg i dag ser mig i spejlene under træningen ser jeg mig som jeg er. Langlemmet, kejtet, upræcis. Ude af takt med musikken - ikke overhængende meget, men det øjeblik det tager mig at kigge ned, op og ud for at kontrollere om nu mine arme og ben gør som det er meningen.

Det er sjældent rart at blive konfronteret med. Jeg kan blive så ked af det og tænke at det er vildt uretfærdigt at jeg er så dårlig til det, når nu de andre er så cool. Og så lige pludselig passer det alligevel. Så passer mine trin med de 8 man skal tælle til. Så kan jeg høre musikken passe til mine bevægelser. Og jeg kan se at min holdning er rigtig, ligesom instruktørens. Jeg kan mærke trækket i kroppen der hvor hun siger det skal være. Og så bliver jeg glad igen. Altså, lige indtil der kommer noget nyt på tapetet.

Det kommer aldrig til at falde mig naturligt. Jeg har intet talent. Jeg er langsom. Jeg skal have det ind med ske. Jeg skal arbejde mig igennem bunker af mismod. Jeg skal løbe panden mod en mur utallige gange. Jeg skal bide tænderne sammen. Jeg skal se mig selv være dårlig til det, så jeg ikke kan bilde mig ind at det er okay som det er.

Drug up, darling

Der findes 3 ting i verden der udløser the best drug in the world, i.e. kroppens endorfiner, og det er sex, dyb latter og motion. Eftersom muligheden for det første on a regular basis med en jeg godt kan lide, forsvandt først på ugen stod det også lidt sløvt til med udløsningsfaktor 2. Så var der ligesom kun tredie mulighed tilbage. Jeg savnede det jo sådan set også alligevel.

Så jeg er rendt en del i motionscenter denne uge. Først var det med det helt klare masochistiske fortsæt at kroppen skulle gøre ondt, sådan at der var en smule ækvivalens mellem indeni og udenpå. Jeg skal love for at min dårlige form efter ferie- og sygdomspause var behjælpelig med at bringe kroppens smertetilstand omkring; jeg troede simpelthen at min røv skulle falde af på et tidspunkt.

Det var også lidt nemmere at omgå søvnløsheden. Af ren og skær udmattelse faldt jeg i søvn midt i stormen der vekslede mellem opløst gråd og bittert raseri. For slet ikke at tale om at jeg bliver så psyko-sulten efter træning at jeg bare må knalde noget føde i bøtten. Siden det så vidt vides aldrig nogensinde ever har hjulpet på noget som helst at være træt og sulten, er det egentlig mærkværdigt at første uvilkårlige reaktioner på følelsesmæssig stress ofte er at tillægge sig funktionelle spiseforstyrrelser og insomni. Så fin bonus på træningen, dér.

Og inden man får set sig om er man blevet afhængig. Lige pludselig er endorfinrusen hurtigere opnået. Lige pludselig sidder man dér med et kemisk betinget, idiotisk lykkeligt grin om munden. Og effekten driver over, så man må afsted igen og have et fix mere. Og et mere. Og et mere... Det kan sgu være, at jeg ender med at være totalt stærk og cool når det her er drevet over. Det ville faktisk ikke være så dårligt for én gangs skyld.

Overraskende opdagelse

De sidste par dage oppe i Norge kom vi ikke ud at vandre. Det var ellers planlagt, men jeg følte mig skidt tilpas. Ikke sådan rigtig sengeliggende syg, bare ubehageligt uoplagt. Med hovedpine som pillerne kun tog brodden af så der alligevel var sådan en dump, tung fornemmelse tilbage. Træt men ikke mere end at jeg kun kunne sove middagslur på en times tid. Uden appetit, men lidt sulten stadigvæk. Med en krop som føltes flimrende, som fornemmelsen man kan have efter adskillige dages hårdt træk hvor man ved, at hvis ikke man sover nu og længe nok bliver man syg, koblet med matheden på den første feberfri dag efter en omgang influenza.

Vi hyggede os alligevel. Vejret var dejligt så der var stilletid og strikketid og sludretid og læse-højt-tid på græsset i solen i stedet. Og så blev jeg sendt hjem med strenge ordrer om at gå til lægen. Jeg fik en tid i går men den gode doktor kunne ingen baktusser finde i min organisme, hvorfor det må være en virus der befænger mit legeme. Det findes der ingen anden behandling for end tid, ro og hvile. Og den formidable coctail af ibuprofen og paracetamol 3-4 gange om dagen, samt saltvand til næsens sarte slimhinder, for at dæmme op for symptomerne.

Nu har jeg så holdt sengen og lejligheden i et par dage, og bedringen er mærkbar. Så mærkbar at jeg er rast- og søvnløs om natten. For det første har jeg sovet for meget i løbet af dagen og for det andet begynder tankerne at køre. Mens jeg var det danske land absenteret, havde tiden den frækhed at gå sin vante gang her. Og nu begynder det at snerpe til med de ting som bør og skal iværksættes efter ferien. Såsom hverdagen, inkluderende arbejde og studie som de mest presserende emner på dagsordenen.

Og jeg er stuck. Fysisk i min lejlighed p.g.a. sygdom. Mentalt i efterladt feriefornemmelse. Psykisk i dårlige mønstre fra før ferien gik i gang. Det sidste var jeg begyndt at få has på, og det er lige gået op for mig at det var på grund af træningen. Og at jeg savner det. Træningen. Helt vildt meget.

Sådan et menneske er jeg slet ikke. Overhovedet. Det er faktisk det der er det rigtig syge ved det her.

Work around

Jeg løber ned til mirabelletræet, vender om og drejer til højre omkring Gyvelbakker. Ved korsvejen fortsætter jeg lige ud langs majsen og vender om når jeg når op til landevejen. Jeg fortsætter forbi indkørslen og øger skridtlængden og tæsker derudaf til jeg når nr.3 hvor jeg vender om og lunter tilbage.

Det ville være en fornærmelse mod konceptet at sige at jeg holder formen ved lige, men jeg øver mig på at få styr på vejrtrækningen. Jeg får lidt ro, lov til at være selv og sat gang fordøjelsen.

I et hus med 8 voksne, et blebarn, en pottetrænende 2-årig og eet toilet, får jeg simpelthen forstoppelse af mangel på fred til at forrette min nødtørft. ..Om man så lister op om natten når hele huset sover, er der en goddamn køter til at skubbe døren op og forstyrre.

Pros & cons

Der er fordele og ulemper ved regelmæssig motion. Jeg kan for eksempel konstatere at mine svedkirtler er fuldt funktionsdygtige. Ærlig talt har jeg dem lidt mistænkt for at forsøge at imponere mig - eller måske er det bare min krop der går i defense mode og forsøger at overbevise mig om at nu må kvoten da være nået, så gider du godt lis'som holde op med det der!? Min puls kan også knaldes op på hidtil usete højder og hold da op hvor bliver jeg rød i hovedet. Jeg tror rent faktisk at det var af æstetiske hensyn jeg i sin tid opgav det der sportshalløj. Dét og måske det totale fravær af talent.

Pulsen falder efterhånden som man er færdig og den normale ansigtsfarve vender også tilbage pø om pø. Svederiet varer forever. Jeg tog tid den anden dag og 1½ time efter jeg var stoppet svedte jeg endnu. Jeg synes faktisk det er temmelig klamt, men trøster mig med at det skulle være så sundt og udrensende med al det vand man så til gengæld knalder i bøtten. Den lille djævel der sidder på min skulder og hvæser Så gå dog i sauna hvis du er så pisse-begejstret for at svede! har jeg hidtil haft held til at overhøre.

Der findes også andre pay-offs. En nuser instruktør med nydelig popo og en virkelig god stemme for eksempel, og det faktum at der er andre tilstede som er endnu mere håbløse end mig. Det sidste skal man bestemt ikke underkende værdien af. Derudover får jeg det så rart bagefter, altså når svederiet endelig er ophørt. Det psykiske velvære er helt i top og jeg falder dejligt hurtigt i søvn og sover virkelig godt i den fysisk udasede tilstand. For slet ikke at tale om at jeg igen begynder at føle mig ganske tilpas i tøj der ellers var røget nederst i bunken.

Noget der på den anden side er lidt problematisk er, at jeg lige pludselig får så meget energi. Musklerne vil jo bruges igen og jeg bliver helt rastløs af at sidde stille for længe. Og jeg er blevet opmærksom på at en vis ..kropsbevidsthed.. begynder at gøre sig gældende. Men det der er værst er faktisk at jeg er ved at blive så harmonisk. I dag greb jeg mig selv i at udbryde ih du fredsens! Hvad bliver det næste? Milde skaber? Du altforbarmede? Jeg mister totalt min kant hvis det bliver ved.

Schweiz

Der er så utroligt mange gode grunde til at at se EM i herrehåndbold: Joachim Boldsen,Lars Jørgensen, Kasper Hvidt, Michael V. Knudsen og Bo Spellerberg - den lille lækkermås. Absolut spitzenklasse dér.

Det er dog mageløst så mange lækre mænd der er på dét hold; man må heller ikke glemme Henrik Hansen og Lars Christiansen (som i dén grad skulle få sig en ny frisure).

Attraktive, hærdebrede, svedige mænd.

Kinder blusser, øjne lyser, kvindehjerter banker.