Brillant comme une larme

Det gik ellers lige så godt. Men så rækker jeg i køkkenskabe efter ting der ikke længere er der. Så vågner jeg med et sug af af savn der får mig til at gispe efter vejret. Jeg forglemmer mig og noterer mig spørgsmål jeg skal huske at stille. Jeg læser bøger med scener der bringer mindelser om noget vi delte.

Jeg må huske at det alt sammen er i datid nu. Der er ikke noget tilbage i nutid. Heller ikke i fremtid. Undtagen tårer. Som jeg forsøger at minde mig om også vil blive lagt bag mig. Det virker bare som om der er så langt derhen.

Værelser

Den første uge, da jeg endnu hang til tørre, havde jeg håbet. Ugen efter var der praktiske ting jeg kunne kaste mig over. Så tog jeg hjem til forældrene og fik en lille smule respit - som så kom tilbage with a vengenance.

Nu er der er enkelte ting jeg mangler at aflevere; en t-shirt, en gammel bog han har arvet fra sin farmor, cykelnøglen, peanutbutter hjembragt fra en rejse overseas. Og så er der er enkelte ting som endnu skal afklares, ordnes eller afleveres til mig; sengen - hvad skal jeg give for den? Koncertbilletterne. Andelsbeviset, pantebrevet og lånet. Back up af alle billederne. Klapstolene og de to lamper på loftet.

Og så holder det op. Så er der ikke mere at hage sig fast i. Så er der kun denne lejlighed som jeg aldrig rigtig brød mig om, som aldrig rigtig voksede på mig og blev min. Men det er den lige om lidt. Og jeg går rundt i den.

Gangen er bare et rum. Badeværelset virker sådan da. Køkkenet er næsten okay. I soveværelset står min nye kommode ubrugt hen, men i den kan da i det mindste fyldes. Dagligstuen og spisestuen er helvede, hvor ubrugt rum, tomme kabelbakker og huller i væggen skriger af fravær.

Og jeg griber mig selv i at ønske at han aldrig havde været her til at skabe dette fravær nu. Jeg griber mig selv i at ønske at jeg aldrig havde mødt ham. Jeg griber mig selv i at ønske ikke at kunne huske at vi var lykkelige og gode for hinanden engang.

Jeg vil bare have at det holder op. Denne smerte, denne sorg, disse tårer, dette savn, denne magtesløshed, denne meningsløshed. Det gør så ondt og det bliver ved og ved og ved.

Intet kan være det værd.

Pinebænken

Hvis bare jeg havde været mildere...
Hvis bare jeg havde været blidere...
Hvis bare jeg havde været sjovere...
Hvis bare jeg havde været mere tålmodig...
Hvis bare jeg havde spurgt mere...
Hvis bare jeg havde lyttet mere...
Hvis bare jeg havde været mere glad for mit job...
Hvis bare jeg havde været mere rummelig...
Hvis bare jeg kunnet havet slippe mere...
Hvis bare jeg havde passet mig selv noget mere...
Hvis bare jeg ikke havde presset så hårdt...
Hvis bare jeg ikke havde været så skrap...

Tro

Jeg troede jeg kunne psyke mig selv så meget til at komme hjem til en halvtom lejlighed, at det ikke ville gøre så ondt når det skete.

Jeg troede at det var en god ide at få et lift med min bror og svigerinde, så jeg ikke behøvede at sidde i bus fuld af fremmede og græde gennem Odsherred hvor vi har været så ofte.

Jeg troede det ville være sundt at tage hjem til min familie hvor vi alle var samlet, give det lidt tid og blive elsket for min egen skyld.

Men det jeg fik, var lov til at se var mine søskende med deres familier og alt det jeg ikke får med ham, nor any time soon. Det jeg fik, var 4 timer i en bil med to mennesker der delte kærlige blikke og talte sammen om deres fremtidsdrømme, noget som jeg ikke længere kan med nogen.

Og intet, intet kunne have forberedt mig på at træde ind i en lejlighed som ikke er hjem fordi han ikke er der. Intet mål af tanker kunne have forberedt mig på den smerte som sendte mig gulvet ved oplevelsen af en amputeret lejlighed. For tanker er bare tanker og virkeligheden er, at det jeg i virkeligheden har, er et amputeret liv.

Tid

Det var jo ikke fordi der ikke var problemer, det ved jeg godt. Men den 6. juli sitrede jeg fortrøstningsfuldt af gnist og lyst. Den 17. juli blev jeg forladt.

Jeg begriber ikke hvad der skete i mellemtiden. 11 dage. 1½ uge. Elleve dage! Og ingen forklaring. Ingen vilje til at gøre noget anderledes. Ingen trøst. Ingen tak. Bare 3½ år på møddingen. På 11 dage.

R.I.P.

Parforhold
02.12.2006 - 17.07.2010

Gravøl

Jeg medgiver at det ikke alene er en kende morbidt men også endnu et skridt på vejen til at ligne min mormor, de øvrige manifesteret ved længselsfulde blikke rettet mod rullemaskinen i vaskekælderen samt ubændig trang til the med frokosten, men jeg læser altså dødsannoncerne i avisen.

For det meste er det gamle mennesker der dør og begravelsesinformationen ledsages ofte af variationer over elsket og savnet og en bunke pårørende er skrevet på som afsendere. Det generer mig ikke synderligt, men jeg bider gerne mærke i fornavnene og funderer over hvilke der mon kommer de næste generationer til gavn, hvis jeg da ikke direkte morer mig over tidligere tiders navneskikke.

Jeg får et lille stik i hjertet over de notitser hvor eventuelle pårørende bliver bedt om at henvende sig til kommunen, og bliver også berørt af de voksne der dør med, må man formode, endnu ikke voksne børn, for slet ikke at tale om de gange der er et barn imellem de annoncerede. Men det der altid får det til at gibbe i mig med en særlig heftig omgang memento mori er når teenagere og unge voksne i tyverne skal bisættes. Jeg tænker altid at bare hun da nåede at elske og blev elsket lige tilbage eller gid han nåede at opleve kærligheden i al sin almindelighed.

Det er lidt fjollet for jeg kan ikke tillade mig at sætte kriterier for det gode liv på andres vegne, men det har været en lille hemmelig frygt jeg selv gik rundt med: Tænk hvis jeg aldrig skulle opleve den der gensidige kærlighed mellem voksne ligeværdige og fejlbarlige parter? Det er til lettelse, ro og dyb glæde at jeg kan stede den frygt til ro.

Weekend

Min seng er uredt, opvasken overhængende og solen som står ind på stuen og sovekammeret afslører i beskæmmende grad hvor påkrævende en vinduespolering efterhånden er. Jeg kan ikke helt tage mig af det endnu, jeg nusser bare lidt rundt.

Jeg nusser rundt fordi jeg behøver det. Jeg behøver at være selv for at lade ting synke ind. Ole nede i landsbyen derhjemme er så syg at de ikke regner med at han lever til jul. Han er yngre end min far. Sidste år i en af helligdagene døde Peter af et hjertestop, som de havde rejst sig efter maden. Han er også et par årgange yngre end min far. Både Ole og Peter har levet hårde liv, og jeg grunder over hvor hårdt min far har levet.

Min far. Som ikke længere er verdens stærkeste mand. Det gør mere ondt end jeg bryder mig om at indrømme. Jeg tænker på om jeg virkelig kontinuerligt skal befinde mig i opposition til manden, og så alligevel fortsat skal løbe i favnen på mænd som i mistænkelig grad minder om ham. Og om det måske er derfor. Og om det egentlig er så slemt.

Jeg tænker på om jeg kan lade vreden og ømheden få rettelig plads og balance i min kontakt med ham. Jeg kan godt når jeg er selv, når jeg taler om ham, når jeg tænker på ham. Men når vi er sammen kammer det ene altid helt over. Jeg bliver så gal, taler så hårdt, føler mig så skyldig, skammer mig - og kan med lige dele fryd, stolthed, irritation og sorg se hvor meget jeg ligner ham.

Jeg rejser mig med et suk for at overskue opvasken, åbne vinduerne og rede sengen. Jeg tænker lige kort over hvor fraværende min mor er i tankerne om det hele. Men det er okay. Jeg skal have tid selv, til at lade lade tingene synke ind.

Memento mori

Åh ja - det kan jo også gøres meget behageligt: la petite mort

Død.5

Når døden indtræffer for nogen man elsker er den forfærdelig. Også når døden giver mening. For det er meningen at vi skal dø. Man skal dø når man bliver gammel. Det er trist og sørgeligt og forfærdeligt, men det er ikke tragisk. Sådan er reglerne.

Tragedien indtræffer når døden ikke giver mening. Børn skal ikke dø. Det skal deres forældre heller ikke. Det er ondt og uretfærdigt. Det er imod reglerne.

Folk man elsker må ikke dø før de er over 80. Basta.

Død.4

Der er ingen der har været døde længe nok til at fortælle sådan rigtigt om det i levende live. Døden er en lukket dør som de levende intet ved hvad der sker bag, om noget. Men det afsjælede legeme, liget, den døde krop, bliver hos de levende.

Jeg har kun set 2 lig. Det første lig jeg så var min døde morfar. Han døde den 24. januar og jeg havde fysik i skolen den dag. Det var en torsdag og jeg så ham om fredagen. Min mor insisterede. Han havde åben mund og jeg rørte ham på kinden der var kold og voksagtig. Bisættelsen var om lørdagen. Han blev brændt og urnen nedsat på de ukendtes grav. Min mormors urne blev nedsat et andet sted efter samme devise.

Det andet lig jeg har set var min døde farmor. Hun døde dagen inden min første mundtlige eksamen på universitetet. Det var den 6. eller 7. juni. Hun var så fin som hun lå i kapellet. Var slet ikke rynket mere men havde ligpletter i ansigtet. Mine brødre og store fætre bar kisten til graven. Min døde farfar blev begravet sammesteds år senere.

Sådan er det i min familie. På min fars side bliver man begravet og på min mors side brændt. Og sådan vil mine forældre også selv have det. Men jeg kunne nu godt forestille mig at vi fik et urnegravsted til min mor. Hvem ved om man får brug for et sted at gå hen?

Min egen krop skal brændes når jeg er død. Egentlig er det lidt dumt, for jeg er overbevist om at den døde er ligeglad. Men i levende live kan jeg slet, slet, slet ikke håndtere tanken om klam, slimet forrådnelse og maddiker der spiser kødet. Så hellere støvet efter en ligbrænding. Selvom jeg også har efterretninger om den sødelig lugt af brændt kød, huden der smelter af benene, flammer der står ud af øjenhulerne og den efterfølgende knogleknusning.

Død.3

Min farfar var den sidste af mine bedsteforældre der døde. Jeg skal aldrig, aldrig, aldrig tilgive min far og hans søskende for den måde manden fik lov at dø på.

Han blev udskrevet til omsorg og kærlig pleje. Og alle ved hvad det betyder. Jeg tog hjem for at se ham. Han var kommet på plejehjem, blev holdt smertefri og var ved at dø. Han kunne ikke kende nogen. Jeg sad en hel eftermiddag og holdt ham i hånden. Det sidste han bad mig om, var ikke at gå. Jeg græd som pisket da jeg kørte hjem til mine forældre. Og jeg skældte min far hæder og ære fra for at lade ham ligge deroppe og dø alene. Jeg skreg til min far at han selv fik lov at dø på den måde som han lod sin egen far dø på, og om han ville ønske sig det?

Det eneste manden ville var at holde nogen i hånden. Min far har 4 søskende. De er 5 ialt. De skulle have siddet der og holdt ham i hånden, hver dag, hele dagen. De skulle have delt dagene imellem sig, de skulle have lavet en turnusordning, de skulle have bedt deres egne børn om at komme hjem til det. I stedet fik han lov til at dø alene.

Det tilgiver jeg dem aldrig.

Død.2

I midten af 1800-tallet lå spædbørnsdødeligheden på 13%. Først i 1910'erne nåede procentsatsen under 10. I 1975 var det 1%. Helt præcist døde 746 små børn inden de var 12 måneder gamle.
I 1985 faldt det tal til 427, svarende til 0.8% af 53.749 levendefødte dét år.

Selvom fødselstallet var stigende og nåede 69.771 lyslevende babyer i 1995 faldt forbruget af små kister til 352. De nyeste afsluttede tal er fra 2004. Der angives en spædbørnsdødelighed på 0.4%. Det svarer til ca. 250-60 små børns død ud af 64.397 levendefødte, afhænging af DSTs afrunding. Det år døde der iøvrigt 180 drengebørn og 164 pigebørn under 4 år, ialt 344.

Pudsigt nok er det aldrig den slags oplysninger som henvises til, når talen falder på hvordan alting var så meget bedre i gamle dage.

Død

Som barn blev jeg på et tidspunkt ramt af døden. Det var vel engang i før-skolealderen at jeg blev bevidst om døden. At mennesker dør og ikke ér mere. Uvist af hvilken grund blev jeg optaget af hvem i min nære familie der måtte dø, hvis een af os skulle. Jeg endte med at beslutte at det skulle være mig selv. Tankegangen var selvisk funderet: Jeg ville slet og ret ikke kunne leve uden nogen af mine søskende eller mine forældre. Og så blev jeg bange for at dø. Eller rettere: Jeg blev bange for at mærke mit eget hjerte holde op med at slå. Ikke i løbet af dagen, men om aftenen når jeg lå i min seng og skulle sove. Ulogisk nok også for at kunne mærke det i søvnen.

Så jeg udviklede en metode hvor jeg lå helt stille på maven med mine knyttede hænder på hoftebenene. Så mærkede jeg nemlig næsten ikke mit bankende hjertes slag. Så kunne jeg falde i søvn og sove roligt.

Med den voksnes langt mere sofistikerede indsigt i dødens uomgængelighed, er jeg egentlig imponeret over barnets måde at håndtere rædslen på. At acceptere døden, at gøre døden håndgribelig og at besværge den.

Selvom døden i dag er blevet mig en langt mere abstrakt størrelse og samtidig meget mere nærværende, ville jeg nogen gange ønske at jeg stadig kunne ligge på maven og falde i søvn med mine knyttede hænder på hoftebenene. Det kan jeg desværre ikke. Brysterne er i vejen.