Bundle of Joy

Vi begynder lige så stille at finde ud af det. Begge to, alle tre, hele familen og mig. Jeg tror efterhånden jeg er landet, selvom det hele selvfølgelig kokser i præcis det øjeblik jeg begynder at føle mig bare lidt kompetent. Lige som jeg tror at nu har jeg regnet det ud, så sker der noget nyt. Og fantastisk. Og noget der bare gør det rigtig svært igen.

Det er mere hårdt end jeg overhovedet kunne have forestille mig på forhånd. Og langt mere vidunderligt og forunderligt end jeg drømte om. Og det jeg troede ville blive vanskeligt er nemt og det jeg troede ville være let er kompliceret.

Selvom moderskabet ikke kom fuldt monteret og jeg lige skulle finde samlevejledningen, er det enkelt: Der er ikke andre end mig der kan være hans mor. Det er på forhånd givet og ingen kan gøre det bedre end mig. Jeg er hans mor, det er ikke spor svært.

Men de andres roller... Hans far og hans søstre for eksempel. De var det jo i for vejen, så jeg regnede ikke med at det kunne være problematisk. Jeg skænkede det end ikke en tanke. Men bare fordi hans søstre er hinandens søstre i for vejen og bare fordi hans far er far i for vejen, så er det jo lige så nyt for dem at være hans far og hans søster som det er for mig at være hans mor.

Men vi finder ud af det. Lige så stille. Det er glimtvis rædselsfuldt, for det meste helt fint og hver dag med øjeblikke af tindrende lykke når han smiler og ler til mig eller hans far og søstre. Fiseprinsen, gylpegøjen, svesken og baryleren, mit godt to måneder gamle, fire et halvt kilo tunge drengebarn af en søn.

35 days later

Nu vil jeg gerne bare snart hjem til mig selv og ikke til andre. Nu vil jeg bare gerne snart kunne vælge mit eget selskab og ikke pådutte min tilstedeværelse andre. Nu vil jeg bare gerne snart ikke tage flere hensyn end dem til mig. Og ham.

For der skete noget ude på Nørrebro omkring Kristi Himmelfart. Og noget på Vesterbro til Distortion. Og hel masse i Nordvest efterfølgende. Latter. Historier. Samtale. Alvor. Sårbarhed. En fuldstændig forglemmelse af andet end nærhed. Noget der er helt nede på jorden og totalt flyvende ude i universet på den ubegribelige måde. Samtidig.

Jeg forsøgte virkelig at være langsom og forsigtig og at leve det efter devisen slow is better. Men lysende erkendelse tilsidesatte al tilbageholdenhed:

Det her er mig som jeg kender mig selv. Det her er mig som jeg helst vil være. Det her er mit allerbedste selv. Det her er mig uden forbehold. På godt og ondt. Og jeg er sammen med ham. I hans selskab har jeg det sådan. Er jeg sådan. Det her er mig sammen med ham.

Og det er så nemt, udramatisk, ukompliceret og enkelt. Frydefuldt og sjovt. Så rigtigt. Jeg anede ikke at det kunne være sådan. Men jeg kan anbefale det.

Ikke så skidt endda

Jeg er fortrydeligt træt fordi den store nevø vækkede mig alt for tidligt i morges da han kaldte på sin mor og højlydt klagede over at have ondt i benet. Jeg er irriteret over at sidde med atter en råddent kedelig arbejdsopgave. Jeg er ærgerlig over altid at være hende der skal bede de ubehøvlede veninder, der taler ind over instruktørens anvisninger nede i centeret, om at klappe kaje. Jeg er gnaven over igen at blive smidt af huse fordi mit lønkammer skal okkuperes af andre.

Men det er også bare den dreng, som ved aflevering i fritten da jeg bare sagde hej hej i døren fordi han allerede var optaget af leg med et andet barn, løb efter mig og insisterede på farvelknus. Og jeg kunne tillade mig at flekse i dag og fik så en time i solen med kaffe og en bog. Og jeg reagerer i det mindste og indebrænder ikke over andres dårlige manerer. Og faktisk får jeg jo mulighed for at tilbringe tid med nogle andre mennesker jeg holder umådeligt meget af. 

Og i dag var der en ung fyr der piftede efter mig. Og jeg kvitterede med det største smil. For på denne her side af 30 er det sågu opførsel der skal opmuntres!

Ved vejen

Jeg sætter fodspor i hjem som ikke er mine, drikker kaffe jeg ikke har indkøbt og sover i linned der har ligget fra sidst. Jeg åbner vinduer, skraber dråber af fliserne og går ned med affald. Jeg cykler mellem destinationer med solbriller på næsen og hjelm på hovedet og taske på bagagebæreren. Jeg er tilstede i solen på pladser, i parker, siddende på bænke, liggende på en plet græs. Jeg har en bog i tasken til selvsamme formål og småpenge i pungen til latte. Og musikken i ørerne.

Uafladeligt, evigt og altid med ipod i lommen og dutter i ørerne. På shuffle. Nogen gange er den magisk, den lille maskine og giver mig præcis hvad jeg har brug for - rytmen til tramp i pedalen, tekstmatch til tanker, melodiøs ro til afslapning. Andre gange er det djævlens tøjeri som skubber mig ud af balance med upassende melankoli, rockudladninger og freaking annoying indielort. Det er et under jeg ikke er styrtet endnu, koncentreret om at trykke næste og slet ikke opmærksom på trafikken.

Men jeg er på vej. Med cyklen tungt lastet og et uvant balancepunkt. I denne kommen og gåen mellem andres hjem. I dette vakuum af sted. Med smil på læben, latter i mundvigen og fregner på næsen. I uro, tvivl og tristesse. Med blæsten i håret, sus i skørterne og vinden hviskende omkring mig. Jeg er på vej. Tankefuld. Sproglig. Korporlig. Jeg er mig.

Tro

Jeg troede jeg kunne psyke mig selv så meget til at komme hjem til en halvtom lejlighed, at det ikke ville gøre så ondt når det skete.

Jeg troede at det var en god ide at få et lift med min bror og svigerinde, så jeg ikke behøvede at sidde i bus fuld af fremmede og græde gennem Odsherred hvor vi har været så ofte.

Jeg troede det ville være sundt at tage hjem til min familie hvor vi alle var samlet, give det lidt tid og blive elsket for min egen skyld.

Men det jeg fik, var lov til at se var mine søskende med deres familier og alt det jeg ikke får med ham, nor any time soon. Det jeg fik, var 4 timer i en bil med to mennesker der delte kærlige blikke og talte sammen om deres fremtidsdrømme, noget som jeg ikke længere kan med nogen.

Og intet, intet kunne have forberedt mig på at træde ind i en lejlighed som ikke er hjem fordi han ikke er der. Intet mål af tanker kunne have forberedt mig på den smerte som sendte mig gulvet ved oplevelsen af en amputeret lejlighed. For tanker er bare tanker og virkeligheden er, at det jeg i virkeligheden har, er et amputeret liv.

fucked up forår

Et par husskader er netop nu ved at bygge rede i et træ lige ud for mit sovekammervindue. Jeg forudser at jeg:
a) Kommer til at hade fugleunger
b) Er færdig med at parkere min cykel under det træ.

Tid til zen

Jeg har faktisk ikke noget imod hverken Getz & Gilberto eller Metallica. Men jeg har ret så meget imod dem samtidig fra henholdsvis open air wannabe bossa nova band og min demonstrativt for åbne vinduer højtspillende overbo.

Også du...

Vejret var godt og iført over-alls og bevæbnet med bidetang hjalp jeg med at trække hegn af havretoften. Imellem småsnak om kvierne, historier fra landsbyen og generel info om rigets beskaffenhed kom faderbindingen flintrende ud af ingenting og ramte lige i nakken, da nedrykningen af et særligt genstridigt stykke tråd reddede mig bemærkningen: Rart at se en pige med håndelag ...men du er jo også min datter. Ak ja.

Nogen der mangler en pen?

Jeg har tusset rundt og tunet hjemmet i weekenden. Ikke fordi jeg skulle have gæster, men fordi jeg med mellemrum får trang til total tilbundsgående, gennem- og om sig gribende oprydning og rengøring. For eksempel har jeg endelig fået gennemgået de to små kasser med habengut i dippedutklassen fra mit gamle skrivebord. Masser af kan-nok-bruges-senere sager og ting med affektionsværdi som bare ikke passer nogen steder hen. De har sådan set stået hen siden marts sidste år, de kasser.

Udover almindelig rengøring har jeg også, blandt andet: vasket alle mine døre ned, omrokeret indholdet i mine køkkenskabe, rengjort udsugningen, sorteret indholdet af min sokkeskuffe, skrubbet mine gulve på hænder og knæ - også under sofaen og bag sengen, været over badeværelset med både brun sæbe og eddikesyreopøsning, pakket sommertøjet væk og ditto vinter frem, samt været på loftet med kasser der har henstået i måneder og vanskeliggjort passage i gangen.

Køleskabet fik også en omgang og jeg kan tilsyneladende afsløre mig selv som en en veritabel ostehapser. Et ellers halvtomt køleskab afslørede Esrom m. urter, havrehalmsrøget danbo, hytteost, mozarella, smøreost, camembert, parmesan og fynsk røgeost. Et andet overblik kom ved gennemgang af skrivebordsskufferne. Jeg kan frejdigt erklære at jeg er besiddelse af ikke mindre end 33 blå kuglepenne (+ 6 røde og 3 grønne). Ikke dårligt eftersom jeg ikke erindrer nogensinde at have købt en kuglepen i mit liv.

1½ - ¾ stykker down, 4½ - ¼ to go

Efter 3 14 måneder + det løse siden indflytning kan det konstateres at jeg in no particular order til stadighed mangler:

• ét dørhåndtag
• loftslamper
• boghylde(r)
• dåseåbner er indkøbt
• vinduespudsning i køkken og soveværelse
• grønne fingre

Til gengæld har jeg:

• døre med håndtag - de fleste i hvert fald
• adskillige lyskilder & stearinlys en masse
• flere bøger på gulvet
• lært ikke længere brug for at købe dåser m. åbn-let-låg
• køkken- og soveværelsesvinduer som udfordrer vinduers funktion
• virkelig hårdføre planter, og et ud-af-huset-liv der forhindrer mig i at drukne dem

Ved lejlighed skal jeg have:

• sat et håndtag på køkkendøren
• hængt lamper op
• købe, male, tilskære & opsætte hylde(r)
• købt dåseåbner Hey – done that!
• rengøringshjælp som gider pudse vinduer
• lært at planter skal vandes når de har brug for det, ikke når jeg synes – jobbet er kun midlertidigt

Søndagsstille

Der er ro og søndagsstille. Fryseren er blevet afrimet og der bliver kogt jordbær til grød til dessert i aften. Vaskemaskinen snurrer og der bliver sovet middagslur. Der bliver drukket en kop kaffe ind i mellem og læst lidt avis, famileopkald bliver foretaget "bare lige for at høre...". Langsommeligheden er som balsam for sjælen og jeg er i aflagt hjemmetøj der kan klare at bliver moget til, for der er lidt efterårsopgaver i haven. Det er mildt og solen skinner - regnen faldt alt rigeligt i går og det ser ud som om vi slipper for i dag. Det blæser og den friske luft sætter sig i håret og dufter dejligt. Jeg er hjemmme.

Illusioner

Et af de talenter jeg i overenstemmelse med sandheden kan sige at jeg besidder, er evnen til at få rum til at se ryddelige ud. Det er ikke fordi jeg er et sirligt menneske per se, men jeg har henad vejen samlet en række fiduser op der camouflerer rodet.

Man skal for eksempel samle sine bunker. Så mange sammenhængende, tomme flader som muligt giver indtryk af orden. Så skal bunkerne af papirer, bøger, cd'er m.v. flugte i kanterne. Eller bare den kant som man kan se mest af, som bunken ligger der og griner én op i ansigtet. Jo færre linier man kan se, desto mere ro til øjet. Så skal man rede sin seng, og ordne sofaen + de puder der måtte forekomme i den. Det er de store møbler i et rum som man ubevidst bider mærke i først.

Det er ikke for sjov at jeg kan så'n noget. Næst efter ikke at have mad nok til gæster, er dét at blive antruffet i sit rodede hjem, det allerværste der kan overgå én. Og det er fuldstændig ligegyldigt om det er uanmeldt. Mennesker der kommer i ens hjem er per definition gæster, og de skal bydes noget, bespises og føle sig velkomne. Sådan er reglerne.

Det med maden har jeg efterhånden helt styr på. Jeg har altid noget der kan bankes sammen. Giv mig en halv time og jeg kan bespise 6 mennesker i mit eget hjem right then and there. Simpelt sat sammen, bevares - men okay velsmagende. Kaffe og the har man jo altid.

Men dét med rodet. Jeg ved ikke hvorfor, men mine ejendele har en tendens til at kolonisere omgivelserne. Indhold i indkøbsposer sniger sig ud på stuebordet. Håndklæder lægger sig til rette i køkkenet. Telefonen gemmer sig blandt skoene. Sengelinned holder fest på badeværelset. Jakken gør sig det behageligt på kommoden. Det værste var den dag jeg kom hjem fra arbejde for at opdage en kaffekop der tronede midt på madrassen af min uredte seng.

Sagen er den, at jeg kan få det til at se ryddeligt ud på et splitsekund, såfremt ting og sager ikke skal rykkes fra et lokale til et andet. Hvis jeg skal bruge tid på at samle sammen på løstgående genstande, er der ikke slet ikke tid nok til at applikere tricksene.

Jeg vil næsten altid gerne have gæster, og det er faktisk ikke noget jeg behøver at vide dage i forvejen. Men jeg skal altså varsles, bare lige trekvarter. Jeg kan jo ikke både stå og dække over køkkenrullerne i vindueskarmen inde i stuen, og sætte vand over i køkkenet samtidig.

På landet

Vi tog til æ haw i dag. Ikke fjord eller bælt, eller det der latterlige brakvandsgennemløb de kalder Øresund, men Vesterhavet; hvor bølgen altid bruser og knækker i skumsprøjt ind over stranden på hvilken Atlanterhavsvolden stille forvitrer imens den glider ned af klitten - hvor marehalmen altid er strid, vandet så salt at huden bliver fedtet og høfderne faktisk har en funktion.

Nå, men på vejen kørte vi igennem det tørstende landbrugsland og jeg melder at hveden står flot, selvom man nok må regne med at kernerne bliver små i år. Vinterbyggen har haft godt af vejret og er næsten færdighøstet, det samme gælder frøgræsset, selvom udbyttet nok ikke bliver slet så stort. Majsen ser virkelig sølle ud de fleste steder og hvor den ikke gør kan man regne med at der er blevet vandet en masse. Faktisk har tørken nået det punkt hvor man må til at vælge hvilken afgrøde man vil forsøge at redde. Bladene på roerne er næsten klappet helt sammen ned over planten for at beskytte frugten.

Der er mere havre på markerne nu end tidligere fordi man er begyndt at fodre søerne med det, og triticalen, som kombinerer de bedste egenskaber fra hvede og rug, er ny - ihvertfald i.f.t. min barndom. Til gengæld er der næsten ingen ærter mere. Og Nørre Søller er så lille bitte et sted at man ikke må blinke når man kører igennem, ellers misser man det simpelthen.

Man ved man er i Jylland når...

- man ikke kan høre om det er Thyge eller Thy der bliver omtalt, og faktisk heller ikke helt kan regne det ud af sammenhængen.

- folk taler om generationsskifte og kalkulerer med at skulle forrente tocifrede millionbeløb vel inden de bliver 30.

- knejterne er så søde at tage flaget ind, og det så næste morgen kommer for en dag at de har hejst et grisehoved op i flagstangen i stedet.

- det der bliver danset til er Erik Grip og Tv2, samt Fede Finn & Funny BoyZ* med sangen Kærligheden brænder i hvilken det uforglemmelige rim bid mig lidt i øret træk mig hurtigt gennem pløret* optræder.

* Ikke alene havde jeg stavet bandnavnet helt galt, jeg havde også fejlciteret. Det er bleven rettet.

Work around

Jeg løber ned til mirabelletræet, vender om og drejer til højre omkring Gyvelbakker. Ved korsvejen fortsætter jeg lige ud langs majsen og vender om når jeg når op til landevejen. Jeg fortsætter forbi indkørslen og øger skridtlængden og tæsker derudaf til jeg når nr.3 hvor jeg vender om og lunter tilbage.

Det ville være en fornærmelse mod konceptet at sige at jeg holder formen ved lige, men jeg øver mig på at få styr på vejrtrækningen. Jeg får lidt ro, lov til at være selv og sat gang fordøjelsen.

I et hus med 8 voksne, et blebarn, en pottetrænende 2-årig og eet toilet, får jeg simpelthen forstoppelse af mangel på fred til at forrette min nødtørft. ..Om man så lister op om natten når hele huset sover, er der en goddamn køter til at skubbe døren op og forstyrre.

Til gården og til gaden

Min ejendom ligger klos op af en skole, så der plejer at være ro fra den kant i weekender og ferier. I denne ferie er der dog igangsat en gennemgribende renovering af bygningerne, så hvis jeg glemmer at lukke køkkenvinduerne inden jeg går i seng, bliver jeg gerne vækket 1 time tidligere end uret ringer.

Jeg er også nødt til at lukke vinduerne i stue og soveværelse om natten fordi jeg bor ved en af byens pladser. Selvom udendørsserveringen gudskelov tilendebringes kl. 00.00, har folk en belastende trang til at samles og synge/skændes/diskutere m.v. i deres højlydte fuldskab lige neden for mine vinduer.

I denne sommertid vågner jeg gerne faretruende nær et hedeslag ved 4-5 tiden om morgenen, men smækker så soveværelsesvinduerne op på vid gab og sover sødeligt indtil klokken slår. Undtagen her til morgen hvor lyde som jeg umiddelbart henførte til henholdvis en højtryksrenser og en motorsav flænsede min skønhedssøvn i stumper og stykker kl. o6.45.

Det føltes ret ondskabsfuldt og det var svært ikke at tage personligt... En af mine veninder har engang erklæret at den årle udførelse af støjende arbejdsopgaver må være arbejderklassens hævn. Jeg er tilbøjelig til at give hende ret.

Køkkentanker

Når jeg nu har levet aldeles glimrende ganske længe uden:

• Tærtefad
• Ta'tøj
• Dybe tallerkner
• Vinglas
• Salatskål

Kan jeg vel også lære at leve lykkeligt uden:

• Peugeot peberkværn
• Piet Hein lysestager
• Parmesanhøvl
• Hvid Damaskdug
• Helbaks krydderurtepotteskjulere
  

Opskrift på ildebrand

• I mangel på brødrister sættes ovnen på grill og 275 grader
• [x] skiver brød lægges på rist
• Rist sættes i ovnen på øverste rille, så tæt på rødgødende varmelegeme som muligt
• Glem alt om det
• Luk evt. døren til køkken

Jeg vil tro det tager et kvarters tid, 20 minutter at få en rask lille ildebrand kørende afhængig af antallet af skiver brød (ikke iberegnet forvarmning af ovn). Efter 7-10 minutter er røgudviklingen ihverfald betragtelig og brødet ulmer.

Havevejr

Jeg elsker forglem-mig-ej'er fordi de er så undselige. En lille, bitte blomst som er så prototypisk blomst; 5 blobber og en dut i midten. Forglem-mig-ejer gør intet væsen af sig, og alligevel er de nærmest elektriske i farven.

Akelajer har jeg elsket fra barnsben. Den komplicerede, sarte blomst facinerede mig længe inden jeg overhovedet anede hvad den hed. Og så lader den sig ikke sådan flytte, - på en mærkelig bagvendt måde er det egentlig tilfredsstillende.

Jeg elsker georginer fordi de er så vulgære. Der findes ikke det strømlinede, skandinaviske, rene designerinteriør som ikke kan ødelægges med en buket georginer.

Jeg elsker magnolier fordi de minder mig om farmor. Ligesom lyserøde skjortebluser og sort kaffe med honning. Og luderhvæs af smøgen.

Jeg elsker syrener fordi duften bølger omkring én så uforudsigeligt. Og fornøjelsen er så kort.

Jeg elsker liljekonvaller fordi de er så kønne og gammeldags. Og giftige.

i/små stykker

Landskabet er smurt ind i flødeskum og i løbet af natten drysses sukker ud over det. Det forsvinder i løbet af formiddagen som rimtågen letter. Men frosten er i jorden og hænger ved. Dækket over ensilagen er stenhårdt, et 3-4 tommer tykt lag jord som brækkes af i store plader. Man skal vare sig for ikke at få fingrene i klemme. Man skal vare sig for ikke at glide i plastikken når den tages af rundballerne, den gør om muligt isen endnu glattere end den er au naturel. Grunden er knokkelhård og store flader af is regerer hvor vandet fossede af rørene da de sprang.

Alt det tøj jeg tager på når jeg går ud er for stort. Termoundertøjet, t-shirten, skjorten, sweateren, over-allsene, goretexen, huen, handskerne. Og handskerne ryger hurtigt af og jeg kommer ind igen med valne hænder. Der er hentet gas til brænderne i svinestalden for der er for koldt. Førstekalvskvierne går inde og er store med pæne kalve, selvom den fineste tyrekalv en farisær med ureglementeret farvetegning. En af kviekalvene fra sidste år er sprøjtet af 2 gange men ser alligevel ud til at være drægtig. Det gør én af kattene også. Der er en kælving snart sagt hveranden dag og ræven snupper efterbyrden. De nye kalve får sat øremærker på. Jeg kører æresrunde i haven med minilæsseren, og beundrerer den virtuositet andre behersker med maskinen.

Jeg havde glemt hvor godt kold steg med sennep smager. Hvor meget stjernerne blinker. Hvor godt brænderøg kan lugte. Og at det tager et par timer at køre en tumblefuld tøj på en almindelig vaskemaskine.