Musikken, musikken

Udover børnevers fra De små synger og de lyde der kom fra børnetime husker jeg ikke megen musik i min barndom. Mine forældre havde godt nok en stak LP'er med Harry Belafonte liggende, men jeg husker ikke at de tog dem frem og spillede dem.

Jeg husker til gengæld at mine ældre søskende på et tidspunkt fik en ghettoblaster og to bånd, Whitney Houston og Shakin Stevens, som jeg smuglyttede til når de ikke var hjemme. Det reddede mig ikke alene nogen slag når jeg blev opdaget, men også et livslangt blødt punkt for Whitneys "I Wanna Dance With Somebody (Who Loves Me)" som faktisk ad omveje er endt i en til stadighed utilfredstillet trang til at eje My Love Is Your Love.

På et tidspunkt begyndte jeg selv at lytte til Ugens Top 40 på lokalradionen. Det var lørdag eller søndag eftermiddag, og den første sang jeg som ramte mig i en nærmest punctumsk dimension var Del Amitris Nothing Ever Happens. Jeg kunne ikke hverken høre eller forstå halvdelen af hvad der blev sunget, men jeg kan stadig huske at jeg fik gåsehud af den indledende guitar, at hvad der lyder som en harmonika gik lige i hjertet og at omkvædet havde en hypnotiserende kraft på mig.

Jeg optog det nummer fra radioen og voldlyttede til det. Siden rykkede min musiksmag videre, den første LP jeg købte for selvtjente penge var for eksempel Her Personal Pains Songs from Cinema Cafe. Men jeg fulgte med udgivelserne fra Del Amitri og jeg har aldrig helt sluppet. Faktisk vender jeg altid tilbage, med mellemrum bevares - men Dels dukker altid op igen.

Tror egentlig også at det første indledende optagebånd ligger på loftet og roder i en kasse med andre ting, som jeg heller ikke har kunnet få mig selv til at smide ud.

Kommunikationsbrist

Godt. Jeg giver fortabt. Jeg kan åbenbart ikke sige noget rigtigt i disse dage. Den er gal med det hele.

1. Mit tonefald er konskvent off med en fraktion af det passende - dén fraktion som får det ironisk mente til at lyde sarkastisk, det lakoniske til at lyde deprimeret, det konstaterende til at lyde bebrejdende, det glade til at lyde lallende og det sjove til at lyde meget lidt morsomt.

2. Min timing er forsinket, bare lige med det splitsekund som får det til at se ud som om jeg enten er: a) dum, b) kejtet, c) sygeligt optaget af at være i centrum, d) a)+b)+c).

3. Ordvalg og formuleringer er helt til rotterne. Det får tilsyneladende mine spørgsmål til at lyde enten retoriske eller som krav. Eller regulære trusler. Mine svar lyder åbenbart alle sammen som om jeg ikke mener dem.

...Jeg ved ikke hvad det er, og jeg er virkelig ked af det. Jeg mener det jo ikke på den måde. Kan vi ikke bare sige at jeg beklager? Og så tier jeg bare helt, helt stille indtil jeg har fået afklaret med de små mænd der styrer kommunikationscenteret.

Længsel

Der findes en nærhed og fortrolighed som kommer af tid. Den kan ikke forceres, men fødes af hverdag og gives dybde af det almindelige.

Jeg er ingenlunde vred eller irriteret på ham, men omstændighederne begynder at pisse mig af.

Overraskende opdagelse

De sidste par dage oppe i Norge kom vi ikke ud at vandre. Det var ellers planlagt, men jeg følte mig skidt tilpas. Ikke sådan rigtig sengeliggende syg, bare ubehageligt uoplagt. Med hovedpine som pillerne kun tog brodden af så der alligevel var sådan en dump, tung fornemmelse tilbage. Træt men ikke mere end at jeg kun kunne sove middagslur på en times tid. Uden appetit, men lidt sulten stadigvæk. Med en krop som føltes flimrende, som fornemmelsen man kan have efter adskillige dages hårdt træk hvor man ved, at hvis ikke man sover nu og længe nok bliver man syg, koblet med matheden på den første feberfri dag efter en omgang influenza.

Vi hyggede os alligevel. Vejret var dejligt så der var stilletid og strikketid og sludretid og læse-højt-tid på græsset i solen i stedet. Og så blev jeg sendt hjem med strenge ordrer om at gå til lægen. Jeg fik en tid i går men den gode doktor kunne ingen baktusser finde i min organisme, hvorfor det må være en virus der befænger mit legeme. Det findes der ingen anden behandling for end tid, ro og hvile. Og den formidable coctail af ibuprofen og paracetamol 3-4 gange om dagen, samt saltvand til næsens sarte slimhinder, for at dæmme op for symptomerne.

Nu har jeg så holdt sengen og lejligheden i et par dage, og bedringen er mærkbar. Så mærkbar at jeg er rast- og søvnløs om natten. For det første har jeg sovet for meget i løbet af dagen og for det andet begynder tankerne at køre. Mens jeg var det danske land absenteret, havde tiden den frækhed at gå sin vante gang her. Og nu begynder det at snerpe til med de ting som bør og skal iværksættes efter ferien. Såsom hverdagen, inkluderende arbejde og studie som de mest presserende emner på dagsordenen.

Og jeg er stuck. Fysisk i min lejlighed p.g.a. sygdom. Mentalt i efterladt feriefornemmelse. Psykisk i dårlige mønstre fra før ferien gik i gang. Det sidste var jeg begyndt at få has på, og det er lige gået op for mig at det var på grund af træningen. Og at jeg savner det. Træningen. Helt vildt meget.

Sådan et menneske er jeg slet ikke. Overhovedet. Det er faktisk det der er det rigtig syge ved det her.

Melder #3

Regnfulde, søvnløse nætter er perfekte til at dyrke den småt dramatiske, slet skjulte passion for det melankolske ved dybe, malmfulde mandstemmer i ru, tungsindige arrangementer.

Johnny Cash's mesterlige cover af Hurt tager prisen. I nat.

Blomsterdal

Udover 4 glas velsmagende syltetøj lavet af selvplukkede blåbær, de obligatoriske toldfrie indkøb, en nice sensommersolbrændthed og fantastiske naturoplevelser har jeg hjemtaget en bog fra det norske. Den blev hustandsomdelt som gave til deg som der står på omslaget.

Første sætning lyder Hvem var den mannen? Men 16-årige Elisabeth er jo en pæn pige og derfor lidt sløv i optrækket. Tomine, til gengæld, er jo bare kokkepige så på side 25 trækker hun fra, ganske vist alene, men alligevel: Hånden hennes fant den veien den pleide å ta når hun fikk disse tankene. Hun var hoven og våt, og det tok ikke mange minuttene før hun skalv og ristet i sit eget grep. På side 32 bliver Elisabeth så endelig kysset af ham manden fra første sætning, hun giver sig skam ikke uden kamp men da han la armene om henne og presset munnen mot hennes, glemte hun alt og skilte leppene for å ta imot tungen hans.

Jeg mistede tålmodigheden med Elisabeth et al. på side 35 og sprang direkte til slutningen af bogen. På side 238 viser det sig at selv den ærbare strenge moder, Margot, har noget kørende med chaufføren Han hadde latt henne smake riset som et uskikkelig barn, og hun husket den søte svien. Og så er jeg endda gået glip af rundt regnet 200 sider.

Jeg kan kun begynde at gisne om hvor meget undertrykt seksualitet der findes i Norge når Lengselens makt - første bog i ny serie man kan tegne abonnement på - bliver hustandsomdelt. Og gad vide hvad det egentlig siger om os når den bog der hustandsomdeles her til lands er Lars Larsens selvbiografi.