Krop skaber klæder

Jeg elsker at dappe direkte fra badet ind i mine værelser. Jeg holder af mærke mit drivvåde hår og se mine våde fodspor på gulvene. Det ligger både en rest af barnlig trodsighed i det, for det gør man altså ikke, og en dyb tilfredsstillelse ved at vide at dér var jeg for et øjeblik siden.

Og nogen gange som jeg tørrer mig foran spejlet i soveværelset, lægger jeg håndklædet fra mig og tager et godt langt blik på min nøgne krop. Jeg glædes ved alt det der er pænt. Og glædes over at jeg ser det først. Jeg har dejligt hår, gode skuldre, pæne arme, smalle håndled. Jeg har nydeligt markerede kraveben, fortrinlige bryster og en udmærket talje. Jeg velproportioneret og har en fin benlængde. Mine fødder har en smuk svang.

Jeg er efterhånden blevet dygtig til at købe tøj til min krop. Godt tøj. Tøj med et snit der fremhæver kvaliteterne og camuflerer det modsatte.Tøj af stof jeg synes er rart at mærke mod min hud. Tøj der følger moden uden at være slave af den. Tøj der får mig til at føle mig velklædt, tilpas og tilpasset om jeg skal befinde mig på kontor, til fest, i byrum, på uni, til familiefest, reception, bar et cetera und so weiter.

Men lige i tiden mager det sig ikke - mit tøj og min krop i forening. Nøgen foran spejlet synes jeg egentlig ikke at jeg er for blød eller for rund. Men i mit tøj, der snærer om kurverne de forkerte steder, kan jeg se at jeg er for tyk. I bluser der gør min barm vulgært stor, i bukser hvor kødet buler over linningen, i nederdele der falder forkert er jeg utilpas. Og dermed dårligt klædt og helt forkert.

Det er faktisk overhovedet ikke spor rimeligt. Ikke overfor mine smukke tekstiler som passede da jeg købte dem. Ikke overfor min krop som jeg kan lide. Ikke overfor mig som har besvær nok med at være til i tiden. Selvom det ikke huer mig, må jeg smide håndklædet i ringen og selv følge efter. Jeg vil helst blive ved med at dappe drivende våd gennem rummene og tørre mig foran spejlet.

Inddirekt

Jeg så Kongen vender tilbage i går aftes. Eller det vil sige jeg så 3 kvarter af den og hoppede så lidt frem og tilbage for den er både lidt uhyggelig og meget lang. Og så kender jeg jo slutningen - jeg er ikke så tålmodig med det, så.

Jeg ved godt at den måde at se film på ødelægger stemningen, men det er faktisk også lidt den måde jeg læser romaner på. Hvis det ikke er virkelig velskrevet- så begynder jeg at kede mig på et tidspunkt. Så knalder jeg slutningen og det sidste kapitel af, flipper måske lidt rundt og læser snippets her og der, og så gider jeg ikke læse det jeg mangler fordi øhm... nu kender jeg plottet og slutningen og kan regne mig frem til handlingen - lad vær med at spild min tid!

Det er derfor jeg så godt kan lide Svend Åge - historierne falder så sjældent straight forward. Jeg har forsøgt med min sædvanlige metode, men det holder bare ikke. Man kan simpelthen ikke regne ud hvad der er sket på de mellemliggende sider. Slutningen giver ikke mening uden resten. Egentlig købte jeg Mine syvogtyve sansers elskede på den vidunderlige titel, men den fungerer lidt på samme måde. Handlingen er brudt i stykker og karakterernes motiver og bevægegrunde ligger i en mosaik som dæmrer efterhånden, men først står helt klar til sidst. Ligesom mosaikken ligger stykkerne lidt fra hinanden, billedet er ikke helt, der er plads mellem linierne hvor det meste står.

Sådan kan jeg lide det. Sådan bliver jeg fanget. Når motivet bliver klart fordi det udenom beskrives. Når funktionerne tegner det'et. Og sådan er det i det hele taget for mig.

Det er en tillidsgerning, for man forlader sig på en mellemmenneskelig erfaring for hvordan ting skal tolkes. Det er en tillidsgerning, for man åbner for at andre kan putte nyt ind i de erfaringer. Det er en tillidsgerning, for man slipper styringen og kontrollen og lader andre være til. Det er en tillidsgerning, for det er risikofyldt - misforståelserne skriger på at ske og merde! Hvor kan det gå gruelig galt.

Tidsrøver

Jeg stjæler tiden. Jeg røver dagen. Jeg trykker på pauseknappen. Jeg holder fri. Helt fri.

Jeg ville ønske at jeg kunne tage til Vesterhavet med den indbyggede, mentale mulighed for at gå helt til Asien ...Men siden det ikke er muligt er det også okay bare at slukke telefonen og tage en ud-af-huset oplevelse. Det er jo en ø det her, der må jo være en slags hav at finde - og jeg kommer jo nok alligevel ikke rundt om Sjælland på en dag.

A little less conversation

Der er ikke ret meget der er særlig sjovt lige nu. Nogen ting er onde fordi de er uafklarede, og det er svært at håndtere at det er de altså bare. Andre ting er onde fordi de har vokset sig onde - de mentale barrierer der har rejst sig forekommer uoverstigelige, og det er ikke spor fedt at sidde med fornemmelsen af you broke it, you go fix når værktøjskassen er gået i baglås. De slemmeste ting er onde fordi at sådan er livet nu engang. Det er fanden rend'me satan tæsk'me uretfærdigt, men der er ikke noget at gøre ved det.

Så er der alle de ting der bliver onde, fordi ting af første onde orden trækker overskuddet ud af mig. Situationer som jeg ellers plejer at kunne håndtere på på gavnlig og betimelig facon, går totalt haywire. I ren og skær afmagt løber jeg direkte tilbage i gamle mønstre, for mønstre behøver ikke at være hensigtsmæssige for at være trygge.

Og det bliver kun grimmere fordi jeg har mistet min proportionssans. Jeg kan simpelthen ikke gennemskue hvad der er okay at pisse op og ned af væggene over, og hvad der ikke er. Jeg kan simpelthen ikke kende forskel på en honest mistake og et freudian slip. Jeg kan simpelthen ikke regne ud hvornår jeg skal lade tingene fare, og hvornår det er okay at forfølge dem.

Og så bliver alting meget værre end det i virkeligheden er. Eller også forekommer de ikke nær så slemme som de burde. Jeg ved ikke hvad der er hvad. Jeg aner det virkelig ikke... Jeg vil gerne bede om lidt respit - for der er virkelig ikke ret meget der er særlig sjovt lige nu.

Forgabt og forrevet

Vi er de omstændelige dyr.
Vi tænker under vores hår.
Vi medfører os selv
og indebærer de andre.

Forgabte, forrevne,
besøger vi hinandens øjne.
Synets farver bløder i os.
Vi husker hvert sting,
hvert aftørret kys.
Hvad vi ikke kan tilgive,
forsinker os

K. Bondebjerg: Vi er de omstændelige dyr fra Luften omkring dine læber

D er irriterende, men hva' mest?

• Vidterlig
• Grandgivelig
• Aldmindelig

Vs.

• Manglene
• Inlæring
• bevisthed