Haribo Hooha

Jeg går i bad efter jeg har trænet. Til formålet medtager jeg en samling små plastikflasker med shampoo, balsam, bodyshampoo, ansigtsvask, bodylotion m.v. På grund af den liden størrelse må de dog ofte genopfyldes. Det gør jeg sådan som det cirka passer, uden at skele til eventuelle rester og disses overenstemmelse med det fluidum der påfyldes. Resultatet er for det meste sømløst hvis man ser bort fra ubestemmelig farve og odør.

For det meste. Lige nu har mit uhellige mikseri ledt til en bodyshampoo der i tekstur og farve bærer en usømmelig lighed med sæd. Tilgengæld lugter det umiskendeligt af labre larver.

Pas auf

Det tager kun 1 times panikslagen indsats at få en to-værelses lejlighed til at ligne Jerusalems ødelæggelse. Den selvsamme lejlighed som jeg har brugt et målrettet og hårdt ugeværk på at gennemgå, opryde og hovedrengøre, ligner nu en tyveriramt hashbule. Lykkeligvis fandt jeg dog mit pas inden jeg skal rejse over Atlanten i morgen.

Og det i den upraktiske taske jeg ikke nænnede at smide i affaldscontaineren. Hvorfor den lå i bunden af den store, sorte sæk med gammelt (helt og rent) tøj, der afventer transport til Diakonissestiftelsens genbrugsbutik. Jeg var ellers så ærgerlig over ikke at nå denne sidste etape af Den Store Oprydning inden ferien. Men lige nu gør det ikke så meget.

Kontakt

Skal man tage det som en kompliment når optikeren bemærker "De sidder altså virkelig godt på dig, de linser" ?

Cand.Mag

Jeg hader mit speciale. Jeg hader hvordan layoutet er sjusket. Jeg hader hvordan de løse ender ikke er bundet, men bare camouflerede. Jeg hader hvordan specialets egen position ikke er kritiseret, hvordan et teoretisk aspekt som indgår i analysen ikke er blevet præsenteret ordentligt i de teoretiske kapitler. Jeg hader at der så tydeligvis mangler et opsamlende og sammenlignende afsnit der binder an til indledningen lige før konklusionen. Jeg hader hvordan der mangler mindst en halv side til konklusionen. Hvordan det starter så lovende og så alligevel bare flyder uforløst ud. Jeg hader, hader, hader mit speciale.

Principielt arbejdede på det i over et år. 15 måneder helt præcist. I virkeligheden arbejdede jeg seriøst og intensivt med det i 2 måneder og skrev 50 sider på de sidste 14 dage. Hvad jeg fik resten af tiden til at gå med ved jeg ikke helt. Men resultatet blev at jeg ødelagde min økonomi, min figur, mit selvværd, min selvtillid og gjorde et hæderligt forsøg på også at sabotere mit parforhold.

Det er ikke fordi det er et dårligt speciale. Det er fint. Et vellykket eksempel på 80/20 reglen. Men det er bare ikke godt nok. Det opvejer ingenlunde 15 måneders ulykkelighed og selvhad. Der er ingen udfrielse, ingen katharsis ved at aflevere et produkt der er så ...uperfekt. Det er ekstremt utilfredsstillende at aflevere noget der ikke er ordentligt udført. Noget som jeg selv udmærket godt ved kunne og burde have været bedre. Jeg hader mit speciale fordi jeg ikke er stolt af det.

Det går uretfærdigvis ud over ham som er mig nærmest og kærest. Han spurgte den anden dag hvorfor jeg skal blive ved med at være så vred, så sur og så skrap. Det er en måned siden jeg afleverede, jeg har modtaget min forhåndsgodkendelse og alligevel er jeg fortsat så vred, så sur og så skrap.

Så jeg må finde ud af hvordan jeg slutter fred med mit speciale, med de 15 måneder der gik forud og med mig selv i den proces. For det er okay at være et lidt forfærdeligt menneske mens man skriver speciale, det er alle forundt og tilgivet. Men det er overhovedet ikke spor okay, at være et meget forfærdeligt menneske når titlen er modtaget - undskyldningen udløber ved studietids ophør.

Sommer gebis

Reproduktionen af en illustration der ledsager anmeldelsen til børnebogen Garmanns Sommer, der er anmeldes i dagens Weekendavis, viser et barn der ser på glasset hvor et gebis ligger nedsænket vand. Jeg dvæler ved billedet og kan ikke lade være med at mindes min egen barndoms fascination ved at se farfar og farmor tage deres tænder ud og børste dem, der udenfor munden.

Og selvom jeg kan mærke den specialefremkaldte hypersensitivitet overfor billedets elementer, selvom jeg bevidst må afholde mig fra billedanalyse og fortolkning og selvom jeg ikke kan skrive mig udenom en hvis akademisk sprogbrug i en beskrivelse af oplevelsen, så er det fantastisk at kunne læse avis igen. Det er dybt tilfredstillende bare at læse en avis.

Og det er en jublende fornemmelse at associationerne ved den enkle gerning rækker tilbage til engang før jeg gik skole. Og det er helt igennem vidunderligt igen at kunne se glimt af mig selv som mere og andet end en forfærdelig og forfærdende specialestuderende.

Relativ travl

Jeg skal aflevere speciale i morgen kl. 14 og mangler endnu:

• 5 siders analyse
• 2 siders konklusion
• 1 sides engelsk abstract
• slutkorrektur
• opsætning
• udprint og indbinding

Hvilket er uendelig meget mindre end jeg manglede for en uge siden, men sindsygt meget mere end er sjovt med 19 timer til aflevering.