Der kan man bare se

Jeg holder stadig mest af at have styr på tingene. Som i styr på tingene. Men jeg er slet ikke så kontrolfikseret som jeg var engang. I forne tider kunne det ødelægge min dag, hvis den ikke lige flaskede sig som jeg havde planlagt aftenen før. Og ikke bare sådan 5 minutters ærgelse, bygones, videre. Men helt ustyrligt, krampagtigt, indadvendt, gråd og tænders gnidsel raseri. Det spillede ikke skide godt sammen med et job som tilkaldevikar.

Men jeg fik lært at give slip. Det år jeg tilbragte som studerende i det sydøstlige hjørne af Europa, var uvurderligt desangående. Det dér med at skik følge eller land fly, holder så langt som til hvis ikke går man i spåner. Eftersom "spåner" i den henseende svarede til en returbillet, var der ikke så meget at gøre. Så bortset fra at jeg i over et år, efter dansk standard, gik i for stramt tøj og med for meget make-up, kom det sig så vidt at jeg oftest ikke anede præcis hvilken dato vi skrev. Hvis jeg vidste at det var primo, medio eller ultimo på måneden var det godt nok, og som regel havde jeg styr på ugedagen.

Da jeg returnerede til DK udmøntede mit nye laissez faire greb om livet sig i, at det lykkedes mig at misse 3 tog og 2 busser på den første rejse fra København til jysk barndomshjem. Så vidt jeg husker gjorde det fortabt-barn, hjemvendt-datter scenen temmelig, meget mindre glædesstrålende end man ellers kunne have forestillet sig.

Det tog mig et årstid at finde et ekvilibrium mellem de to forskellige måder at mage sig livet på. En af de metoder der funker er en kæft, trit og retning kørsel af min kalender. Så den stoler jeg på. Og i den står noteret at jeg skal udenlands i næste uge. På tirsdag. Det blev bestemt i foråret, og jeg mente at kunne huske at jeg skal flyve sår'n sidst på eftermiddagen - det er ikke nærmere specificeret. Forståeligt, for den slags kan slåes op på mailen.

I denne uge har hverdagen så holdt sit hastige tilbagetog. Hektikken er taget til både i privaten og på arbejdet, og jeg har ikke lige nået det. I aften måtte jeg af andre årsager præcisere min tilstedeværelse her til lands i den nære fremtid, så jeg slog op og tjekkede kvitteringen på majmåneds netindkøbte flybillet.

Det var nok meget heldigt. Flyet letter 9.30 mandag morgen.

Det er samfundets skyld

Jeg synes at hele klokkeslag er det dummeste tidspunkt at mødes på overhovedet. Præcision hvad den slags angår er ikke en af mine dyder. Vi kan aftale kvart over, halv og kvart i - ingen problem og jeg vil endda være i god tid et par minutter før. Men hel. klokken et-eller-andet-nul-nul-dut. Det kan ikke lade sig gøre. Enten står jeg og glaner 8-10 minutter før, eller også kommer jeg halsende 10-12 minutter for sent. For det meste kommer jeg for sent.

Det værste er når det er arbejdsrelateret. Fordi jeg er ærekær og det ikke skal hedde sig, kommer jeg gerne alt for tidligt - og hvis det endelig skal være, højst et par minutter for sent. Men selv dét kræver uforholdsmæssig stor opmærksomhed. Jeg tjekker, dobbelttjekker og krydstjekker med frøken klokken; Kan jeg nu nå det? Hvor lang tid tager det? Hvad er klokken nu? Og den er sjældent mere end et par minutter mere end siden jeg sidst tjekkede.

Efterhånden har jeg lært at tage højde for den funktionelle tidsblindhed med klokken hel. Damer må jo heldigvis godt komme lidt for sent, og angår det møder med the usual suspects ligger det implicit at "hel" i realiteten nærmer sig kvart over, hvis vi da ikke direkte aftaler et nemmere tidspunkt. Men det er nu alligevel småt belastende, for ikke at sige irriterende og en smule stressende.

Kilden til problemet findes i barndommen. Som alle steder startede skoledagen klokken 8. Eller det var det man sagde. I virkeligheden var mødetiden 8.15. Det betød jo så altså også at når skoledagen sluttede kl. 12, eller i de store klasser kl. 14, var klokken i virkeligheden kvart i. Det fortsatte i gymnasiet, og for at føje spot til skade skulle jeg nå bussen kl.7 i.e. 07.12. Og gudhjælp'me om ikke de på universitetet opererer med det akademiske kvarter. klokken hel har aldrig været præcis klokken hel.

Jeg er åndssvagt handicappet med hele klokkeslag. Fordi de har fyldt mig med løgn siden jeg var 6 år gammel.

Trist

Det er så skønt at glæde sig ved hinanden ...Og så forbandet at se ham gå, når man ikke ved, og ingen indflydelse har på, hvornår man skal ses igen.

Illusioner

Et af de talenter jeg i overenstemmelse med sandheden kan sige at jeg besidder, er evnen til at få rum til at se ryddelige ud. Det er ikke fordi jeg er et sirligt menneske per se, men jeg har henad vejen samlet en række fiduser op der camouflerer rodet.

Man skal for eksempel samle sine bunker. Så mange sammenhængende, tomme flader som muligt giver indtryk af orden. Så skal bunkerne af papirer, bøger, cd'er m.v. flugte i kanterne. Eller bare den kant som man kan se mest af, som bunken ligger der og griner én op i ansigtet. Jo færre linier man kan se, desto mere ro til øjet. Så skal man rede sin seng, og ordne sofaen + de puder der måtte forekomme i den. Det er de store møbler i et rum som man ubevidst bider mærke i først.

Det er ikke for sjov at jeg kan så'n noget. Næst efter ikke at have mad nok til gæster, er dét at blive antruffet i sit rodede hjem, det allerværste der kan overgå én. Og det er fuldstændig ligegyldigt om det er uanmeldt. Mennesker der kommer i ens hjem er per definition gæster, og de skal bydes noget, bespises og føle sig velkomne. Sådan er reglerne.

Det med maden har jeg efterhånden helt styr på. Jeg har altid noget der kan bankes sammen. Giv mig en halv time og jeg kan bespise 6 mennesker i mit eget hjem right then and there. Simpelt sat sammen, bevares - men okay velsmagende. Kaffe og the har man jo altid.

Men dét med rodet. Jeg ved ikke hvorfor, men mine ejendele har en tendens til at kolonisere omgivelserne. Indhold i indkøbsposer sniger sig ud på stuebordet. Håndklæder lægger sig til rette i køkkenet. Telefonen gemmer sig blandt skoene. Sengelinned holder fest på badeværelset. Jakken gør sig det behageligt på kommoden. Det værste var den dag jeg kom hjem fra arbejde for at opdage en kaffekop der tronede midt på madrassen af min uredte seng.

Sagen er den, at jeg kan få det til at se ryddeligt ud på et splitsekund, såfremt ting og sager ikke skal rykkes fra et lokale til et andet. Hvis jeg skal bruge tid på at samle sammen på løstgående genstande, er der ikke slet ikke tid nok til at applikere tricksene.

Jeg vil næsten altid gerne have gæster, og det er faktisk ikke noget jeg behøver at vide dage i forvejen. Men jeg skal altså varsles, bare lige trekvarter. Jeg kan jo ikke både stå og dække over køkkenrullerne i vindueskarmen inde i stuen, og sætte vand over i køkkenet samtidig.

Jeg er meget utryg nu

Mit pas udløb i juni måned, men siden jeg først skal det bruge midt på denne måned tænkte jeg at det var bedst ikke at føje spot til skade for de glemsomme, frådende, familieferierende julimasser. Så glemte jeg det selvfølgelig selv. Heldigvis har jeg gode kolleger, så jeg brugte min frokostpause og fik lov at skulke lidt i den anden ende hvis der var brug for det.

Det var der egentlig ikke, sådan umiddelbart. Der var slet ingen kø og jeg havde både penge og papirer klar. Men så var fotoet ikke godt nok, mit hoved var ikke afbilledet i 30-35 mm. højde. Jeg fik aldeles nydelig behandling og anbefalet at rende op til fotoforretningen på Hovedbanegården, så jeg var sikker på at jeg endte med et billede der kunne bruges.

Som sagt så gjort. Det tog kun et kvarter, men da jeg kom tilbage var der selvfølgelig kø, så jeg slog mig ned og begyndte at kigge rundt. Det er et meget strengt rum, der på Halmtorvet. På den ene endevæg er der en mindetavle for den betjent der blev skudt af Blekingegadebanden i 1988. På den anden et forældet kort over København og forstæder. Så er den meget høje disk der, igennem hele rummet, og nummertrækningsmaskineriet, et cafebord med blanketter - men det er sådan set også det.

Altså lige bortset fra to plakater på den lange væg bag disken. Der er en nydelig betjent på hver. Og så står der tre ord med meget store typer. På den ene står der EMPATI TOLERANCE UDRYKNING på den anden VENLIGHED SERVICE ANHOLDELSE.

HVAD? Er det en intern huskeseddel? Forestiller det reklame? Måske en hvervekampagne? Hvad skal de plakater signalere?

- Bliv betjent! Vi servicerer med venlig anholdelse.
- Politiet! Tolerant udrykning med empati.

Min tillid til etaten er for nedadgående.

Det handler om at være tryg

Det buldrer, brager, tordner, lyner, blæser hårdt og pisøsregner. Jeg har slukket for musikken og lysene. Vinduerne står på klem.

Fordi jeg husker at være en lille pige der gik tur med sin far i uvejr for fornøjelsens skyld og fordi jeg husker fornemmelsen af hans barkede næve om min hånd, er den slags vejr noget af det bedste jeg kender.