Irreduktibelt

Hvis jeg har nogen hemmeligheder som jeg ikke har fortalt nogen, så har jeg glemt hvad det var. Men jeg har erindringer som jeg aldrig har fortalt nogen om. Ikke af uvilje, ikke fordi det er pinligt, men fordi de ikke kan beskrives.

Det er små billeder af oplevelser, der står som tableuer i min hukommelse. Mentale snapshots. Jeg tror at vide at det er sandt, at jeg virkelig har oplevet det, at det virkelig fandtes sådan som det knivskarpt står i min erindring. Men der findes ingen at spørge om det virkelig var sådan. Om det virkelig var sådan det gik for sig. For det er almindelige hændelser som de mennesker jeg var sammen med ikke tænkte videre over. Eller også kendte jeg dem ikke. Eller jeg var alene.

Jeg kan ikke gengive de nøjagtige følelser omkring optrinnene. De er så dagligdags at jeg ikke har bidt mærke i det præcist, eller også er de så særlige at der ikke kan sættes ord på. Følelserne modsætter sig fremstillelse og bliver diffuse. Så er der bare billederne tilbage og beskrivelserne af dem er enten banale eller højtragende. De ord der kan vælges vil altid blive uretfærdige efterrationaliseringer.

Jeg hæger om de billeder. De er mine.

Tømmermændstanker

Jeg ved ikke helt under hvilken kategori gårsdagens scoringsforsøg skal rubriceres.

• Ville det anklagende tonefald i indgangsreplikken "du ligner en lærer" kvalificere det til kamikaze?
• Skulle det vilde udtryk i øjnene da det lykkedes ungersvenden at deducere sig frem til at jeg er mindst 27 rykke det over i en afart af det pubertære?
• Eller var det bare halvhjertet når han endte med at spørge om jeg skulle med på Sørens Værtshus?

Det er ikke dig, det er mig

Det må stoppe nu. Selvom det har været sjovt, er omkostningerne efterhånden blevet for store. Næste gang må jeg melde hus forbi. Jeg må træde i karakter og modstå presset, også selvom det er fristende og synes som en good idea at the time. Det kan bare ikke blive ved på denne måde.

Jeg kan ikke mere. Jeg magter det ikke længere. Det må gå forbi mellem os. Det er slut nu.

Farvel Tequila.

Føj!

Fra barnsben er det blevet tampet ind i mig at dyr skal passes ordentligt. Det er umælende skabninger som skal behandles derefter. Det er også blevet mig understreget at selvom børn først bliver rigtige mennesker på den anden side af 150 centimeters højde, så kan de ikke selv gøre for det. Gang på gang er det ligeledes blevet mig pointeret at høflig optræden ikke koster noget. Derfor er venlig, velopdragen adfærd en selvfølge i omgang med alle mennesker.

Så jeg er god mod dyr, sød mod børn og temmelig dydig hvad angår gode manerer.

Men der er bare én slags mennesker jeg overhovedet ikke kan tage. Anorektikere. Jeg kan simpelthen ikke fordrage deres attitude. Den der ekstremt kontrollerede og kontrollerende, altid og evige forsvarsposition. Den hårde, selvgode arrogance. Den medlidende, nedladende bevågenhed overfor andres svagheder. Den nidkære opmærksomhed på hvad der spises. Jeg får en nærmest ubetvingelig trang til at smække dem en på skrinet, ruske dem, gribe dem i kravetøjet og råbe: "VÅGN OP! Du er jo GRIM! Dine knogler stikker ud, dine hænder er for store og det ser ud som om du har vand i hovedet!". Lige ind i ansigtet på dem.

Jeg er overbevist om at den fjendtlighed skinner igennem. Og jeg er ligeså overbevist om at de værste af dem fortæller sig selv at jeg bare er skinsyg. Hvilket kun pisser mig mere af. Gu fanden er jeg da ej. Hvordan skulle jeg dog kunne være jaloux på mennesker der er så svage at de ikke magter livet? Som kun magter kontrol over det lille, bitte område som er kroppen? Som nægter sig selv adgang til al den glæde og sansning som er hjemmehørende, tilhørende kroppen? Som i første og sidste instans er situ for alt?

Selvom jeg godt ved at de er angste, smertende mennesker, med syge sind og forkvaklede syn på deres mishandlede kroppe. Selvom jeg godt ved at det er en forfærdelig sygdom, at være så ulykkelig og magtesløs at det eneste man kan opponere mod og med er ens egen krop. Selvom jeg godt ved at nogen faktisk er så ramte at de dør af det. Så kan jeg simpelthen ikke tage den psykiske mekanisme der ophøjer den livsfornægtende praksis at sulte sig selv, til en art åndsaristokrati.

Jeg kan kun med nød og næppe afholde mig fra at tale om mad: min salig mormors fantastiske forlorne skilpadde, friskbagt brød med havrehalmsrøget ost, klar suppe med hjemmelavede melboller, nyopgravede kartofler m. dild & smør og skinke til, varm æblekage med creme fraiche, kærnemælkshorn m. perlesukker, røget ål og æggestand på godt rugbrød, mør oksefilet og god rødvin, friske asparges og fjordrejer. Jeg får lyst til at tvære flødeskumskager ud i synet på dem.

Jeg er et slet menneske. Et slet menneske.

Sysselsat

Jeg er gået igang med at strikke. Lidt for at tilfredsstille den frådende 50'er madwoman som holder til in the attic af mine hjernevindinger, men mest for at træne tålmod, fokus og mit greb om proces. Det er ved at være på tide at jeg rent faktisk oparbejder en slags tålmodighed istedet for maskeret stædighed. Evnen til at fokusere er heller ikke ringe at have i bagagen, og det er efterhånden gået op for mig at resultatet nogen gange afhænger overhængende af processen.

Et værdigt projekt med mange dimensioner. Siden der ovenikøbet var et par garnnøgler at tiltuske mig, og min ærede fru moder kunne slå maskerne op - jamen, så var der da ikke andet for end at gå i gang. Så jeg har siddet og øvet mig i at processe, fokusere og være tålmodig. Og det går sådan set meget fint hvis man ser bort fra det krampagtige i min fremtoning. Det er ligefrem hyggeligt at sidde der og nørkle højre pind gennem masken, hente garnet over på den og slippe den gamle maske af venstre pind.

Lige indtil jeg opdager at nok er hænderne optaget, men jeg sidder og nynner med på musikken der spiller og smiler lidt af de tanker der ubudt dukker op hid og did. De originale 20 masker er på 15 centimeter vokset til 24, og det der skulle blive til et halstørklæde er kun svagt tekstillignende.

Resultatet er rigtignok afhængig af processen, og fokus er godt at have. Det går ikke særlig godt med nogen af delene, men nu er jeg tilgengæld blevet stædig.

Erkendelse

Alt for skræmmende for nylig gik det op for mig, at tavshed ikke nødvendigvis er huller der skal dækkes over eller fyldes op. Tværtimod kan det være pauser at mærke efter i.

Det forklarer en del.