Ildrødt og stenhårdt

Baby sover sin formiddagslur og jeg sidder og masserer  mine bryster. Det er helt vildt meget mindre sexet end det lyder, eftersom massagen skyldes brystbetændelse og alene afstedkommer at mine ildrøde, stenhårde bryster bliver lidt mere ildrøde og lidt mindre stenhårde.

Det er den tredje brystbetændelse og denne gang var jeg så syg at  jeg ikke kunne stå oprejst uden at besvime. Vagtlægen som jeg ringede til kl. 02 lørdag nat var så fræk at stille spørgsmålstegn ved om jeg nu rent faktisk havde brystbetændelse hvorfor jeg spurgte ham om han nogensinde havde haft en?! Han tog det meget pænt og udskrev bredspektret pencillin til mig. Som gudskelov virker og bevirker at mine bryster nu er mere er ømme end gør ondt.

Denne gang sætter det en definitiv stopper for amningen. Eller "amningen" for faktisk har Æskeskildpadden nægtet at spise ved brystet den sidste måned. Næ nej, hvorfor dog bøvle med nedløbsrefleks og arbejde hårdt med både at suge og sutte for at få mad, når flasken serverer det hele på den halve tid uden alt det arbejde! Så moderen har med knust hjerte troligt malket ud og serveret modermælken på flaske og suppleret op med erstatning.

Han er hele tiden blevet suppleret med erstatning fordi jeg efter de første to brystbetændelser ikke havde mælk nok og ikke havde styr på hvordan jeg øgede produktionen. Og da den rent faktisk øgedes, fik jeg genstridig svamp og ungen fik trøske og så faldt den igen. Og så ville han ikke tage brystet. Han skreg og ormede sig og lavede flitsbuen når jeg lagde ham til og jeg græd og bandede for der var jo mælk i brystet goddammit! Og følte mig som en fiasko.

Jeg har ikke oplevet noget ammepoliti, men er tværtimod blevet forsikret om fra flere sider at  moderskabet ikke sidder i brysterne. Og jeg ved godt og er helt enig. Min kærlige mand er lettet over at det er slut nu, det har også gjort ham ondt at se mig kæmpe så hårdt og forgæves. Jeg er ikke lettet, jeg er bare ked af det. Helt vildt ked af at jeg ikke kunne nære mit barn ved mit bryst. Helt vildt ked af at jeg ikke med viljestyrke og vejledning kunne få et godt ammeforløb. Jeg slipper det med sorg.

Og føler mig fjollet, for drengen er jo ligeglad. Han trives med flaske og den skemad vi er begyndt på. Han er rigtig glad for grød men anskuer kartoffelmos som en klar dealbreaker. Og ærlig talt er det vist en lige så vigtig opgave at give ham appetit på fast føde. Jeg har også hørt at flaskebørn kan blive udmærkede mennesker.

It's Funny Because it's True

- Du behøver ikke være urolig for om din verden bliver indskrænket, den er indskrænket.

- ...?!

- Ja, når du fortæller om din dag handler det om hvornår og hvor meget han har sovet, spist og skidt...

Bundle of Joy

Vi begynder lige så stille at finde ud af det. Begge to, alle tre, hele familen og mig. Jeg tror efterhånden jeg er landet, selvom det hele selvfølgelig kokser i præcis det øjeblik jeg begynder at føle mig bare lidt kompetent. Lige som jeg tror at nu har jeg regnet det ud, så sker der noget nyt. Og fantastisk. Og noget der bare gør det rigtig svært igen.

Det er mere hårdt end jeg overhovedet kunne have forestille mig på forhånd. Og langt mere vidunderligt og forunderligt end jeg drømte om. Og det jeg troede ville blive vanskeligt er nemt og det jeg troede ville være let er kompliceret.

Selvom moderskabet ikke kom fuldt monteret og jeg lige skulle finde samlevejledningen, er det enkelt: Der er ikke andre end mig der kan være hans mor. Det er på forhånd givet og ingen kan gøre det bedre end mig. Jeg er hans mor, det er ikke spor svært.

Men de andres roller... Hans far og hans søstre for eksempel. De var det jo i for vejen, så jeg regnede ikke med at det kunne være problematisk. Jeg skænkede det end ikke en tanke. Men bare fordi hans søstre er hinandens søstre i for vejen og bare fordi hans far er far i for vejen, så er det jo lige så nyt for dem at være hans far og hans søster som det er for mig at være hans mor.

Men vi finder ud af det. Lige så stille. Det er glimtvis rædselsfuldt, for det meste helt fint og hver dag med øjeblikke af tindrende lykke når han smiler og ler til mig eller hans far og søstre. Fiseprinsen, gylpegøjen, svesken og baryleren, mit godt to måneder gamle, fire et halvt kilo tunge drengebarn af en søn.

35 days later

Nu vil jeg gerne bare snart hjem til mig selv og ikke til andre. Nu vil jeg bare gerne snart kunne vælge mit eget selskab og ikke pådutte min tilstedeværelse andre. Nu vil jeg bare gerne snart ikke tage flere hensyn end dem til mig. Og ham.

For der skete noget ude på Nørrebro omkring Kristi Himmelfart. Og noget på Vesterbro til Distortion. Og hel masse i Nordvest efterfølgende. Latter. Historier. Samtale. Alvor. Sårbarhed. En fuldstændig forglemmelse af andet end nærhed. Noget der er helt nede på jorden og totalt flyvende ude i universet på den ubegribelige måde. Samtidig.

Jeg forsøgte virkelig at være langsom og forsigtig og at leve det efter devisen slow is better. Men lysende erkendelse tilsidesatte al tilbageholdenhed:

Det her er mig som jeg kender mig selv. Det her er mig som jeg helst vil være. Det her er mit allerbedste selv. Det her er mig uden forbehold. På godt og ondt. Og jeg er sammen med ham. I hans selskab har jeg det sådan. Er jeg sådan. Det her er mig sammen med ham.

Og det er så nemt, udramatisk, ukompliceret og enkelt. Frydefuldt og sjovt. Så rigtigt. Jeg anede ikke at det kunne være sådan. Men jeg kan anbefale det.

Søndag 23.37

- Hvad laver du ude i bryggerset, lydløs som en ninja?

- ... ... ???

- Sagde jeg det højt?

Lutrende ord

Som balsam for sjælen efter mange dagens boksen frem og tilbage med al for megen og al for detaljeret information fra de sædvanligvis ikke særskilt selvreflekterende ingeniører:

- Have I been helpful? Or just nerdy?